Article
1 comment

Det orange tulipanbed igen

For snart en del år siden anlagde jeg det orange bed med masser af forårsløg i orange og pink nuancer. Jeg har skrevet om det flere gange, for på det her tidspunkt er det vildt flot med tulipaner og grønt bunddække af diverse vækster. Det ligger helt for sig selv bag en hæk, så de larmende farver kan folde sig ud, uden at forstyrre.

Tidligere har der været hyacinter og scilla, meeen det er lidt pluttet. Senere sker der heller ikke så meget, for egentlig er der ikke så meget, der gider gro her. Der står et kæmpe ahorntræ, som skygger for solen og tager al vand og næring fra bedet resten af sommeren, så alt hvad jeg har plantet af stauder syner hen. Jeg har prøvet med tørketålende skyggeplanter, men det fungerer ikke i praksis for mig. Træet står på naboens grund. Det eneste som overlever her på den anden side af hegnet er selvsående margueritter og geranier. Jeg tror bare, at jeg vil acceptere, at sådan skal det være og nøjes med at fjerne brændenælder og andet ukrudt, og så får geranien Ingwersens variaty lov til at overtage, når tulipansæsonen er over.

Tulipanerne trives rigtig godt her, så de skal nok komme igen. Der er bl.a. Prinses Irene, Banja Luka, Queen of Night og Firequeen i bedet.

Læs mere om det orange bed.

Article
4 comments

Blomsteråret 2016

Her på årets sidste dag vil jeg som så mange andre bringe en årskavalkade. Det bliver en blomsterkavalkade, det vil sige en blomst for hver måned. Det kunne også have været en kavalkade over de kreative indslag eller årets ture, begge dele fylder meget her på bloggen, og måske indledes det nye år med en af disse. Men dagens årskavalkade bliver med blomster, for der er ikke noget mere smukt og forventningsfyldt, som kan sætte drømmene i gang om det nye haveår.

Januar
Årets første blomst er en kvædeblomst. Den er drevet på få dage med grene fra haven. Noget af det smukkeste til at indlede haveåret med.

Februar
Vintergækkerne pibler op alle vegne.

Marts
Dorothealiljen er noget af det smukkeste, og når de trives spreder de sig heldigvis flittigt.

April
Det var stadig koldt i april, men vibeæggene trodsede det. De er noget af det smukkeste, og jeg tjekker daglig de små spirer for at se, hvornår de springer ud.

Maj
Så er det blevet tulipantid. De vælter op alle vegne, hvis man ellers har fået lagt løg eller har nogle, der kommer igen og igen. Jeg har det hele, for jeg elsker tulipaner.

Juni
Nu eksploderer det med blomster, så det er virkelig svært at vælge. Men når jeg tænker tilbage, så må det være pæonerne, der vinder.

Juli
Nu er der bare blomster, blomster og blomster. Sommerblomsterne er noget af det skønneste og frøkenhatten noget af det aller smukkeste.

August
Sommerhushaven fyldte meget i år, fordi jeg holdt åben have her under havefestivallen. Det nyanlagte bed i forhaven blomstrede frodigt, og det må være den orange montbretia som bliver augustblomsten.

September
En buket fra haven med septembers blomster: dahlia, stolte kavalerer, pileurt, kvæsurt, lathyrus, dild.

Oktober
Der er ingen tvivl om oktobers blomst. Det er den kæmpestore dahlia watermelon.

November
Nu begynder mørket at sænke sig, og det tynder ud i havens blomster. Men sankthansurten holder ud.

December
Nu er der brunt og grønt i haven, og ikke så mange andre farver. Husløget må tage havens decemberblomsterpris. Den har været flittigt brugt i julens dekorationer.

I ønskes alle et godt nytår. Nu begynder haveåret lige om lidt 😉

 

Article
5 comments

Tiden og tulipanerne flyver afsted

Det er et travlt forår med både helårshave og sommerhushave. Jeg har endnu ikke fundet balancen mellem dem endnu, men det kommer vel. Det meste fokus er lige nu på sommerhushaven, fordi jeg skal åben have der d. 28. maj. Det er sammen med et par andre østmønske haver, som har rigtig meget at byde på. Den ene er Keld og Hans’ have, som sidste år blev kåret, som Danmarks dejligste have på TV2 Fri, og den anden er Mette Folmers have, som også er beskrevet i Eva Sandner Gravesens bog Haveelskernes haver. Jeg blev spurgt, om jeg ikke også ville være med, og i november måned sidste år, lød det også helt fint. Et lidt vildt projekt konstaterede Klaus i sidste weekend, imens han ordnede havelågen, som vel egentlig skulle have været færdig for et år siden. Det er måske også lidt vildt, for det er en lille have, der er meget på vej. Men man får altså også lige fikset et par hængepartier, og det jo ikke værst, og så er havebesøg altså noget af det hyggeligeste. Jeg glæder mig til en hel dag med andre havefreaks, så kig endelig forbi i Busene d. 28. maj, hvis du har mulighed for det. Der er kaffe og te på kanden, og vi bager også et par saftige kager.

Tulipaner

Hverdagshaven bliver lidt forsømt for tiden, men tulipanerne er sådan set ligeglade. De blomstrer lystigt, så I får lige et par flere billeder af nogle af dem. Der er både Blue diamond, Queen of night, angelique og en lilformet sammen med et par navnløse. De er både smukke og taknemmelige.

Liljeformede tulipaner Tulipaner blue diamond

Article
3 comments

En sneklædt aprilhave

Egentlig er det smukt med et hvidt drys i haven, men det er ret svært virkelig at synes det, når datoen siger 27. april. Nu skulle jeg have gjort køkkenhaven klar, sat løg, beskåret roserne og sået lidt af hvert. Det går det alt sammen lidt trægt med, og det virker også som om, det bare er for tidligt til den slags i år, så det er nok meget godt, at jeg ikke er nået så langt. Køkkenhaven er i hvert fald lige nu på standby. Jeg gider ikke brokke alt for meget over det, for det er nu engang naturens gang. Det er bare aprilvejr. Men for at dokumentere tingenes tilstand og kunne se tilbage på det, de næste par år, når det enten gentager sig eller temperaturen jonglerer omkring tocifrede tal, så kommer her en stribe billeder fra i dag.

Køkkenhave med sne

Køkkenhaven med sne.

Primula med sne Vibeæg med sne

Primula og vibeæg ser faktisk meget smukke ud med sne.

Tulipaner i sneen Tulipaner med sne

Tulipanerne ser bare underlige eller triste ud. De gider altså ikke mere sne, og det gør jeg heller ikke….

Article
1 comment

Blogpause i juni

Nu sker der ikke så meget her på bloggen den næste måned. Det er nu ikke fordi, at jeg er på vej til at nedlægge den, og som det ser ud lige nu, kommer den fysiske Anna’s Plads heller ikke til at blive jævnet med jorden. Supermarkedsprojektet er gået i stå, men der er stadig en optionsaftale på ejendommen, der gælder til den 1. juli. Derfor gør jeg heller ikke de helt store ting i haven eller ved huset lige nu. Vi venter til efter efter deadline.

Tulipaner

Vi har også en deadline, der hedder 1. juli på renoveringsprojektet sommerhus på Møn. Det skal være så færdigt, at vi kan få godkendt belåningen af huset. Vi knokler løs, så meget vi orker og har tid, og har al fokus der. Følg med på bloggen Huset i Busene, hvis du vil følge projektet. Der er også lidt have ind imellem 😉

Jeg vender tilbage her på bloggen til juli. Nyd haven, udelivet og naturen imens.

Article
2 comments

Dagens tulipan

Det er svært at vælge hvilken tulipan, der er yndlingstulipanen. I det hele taget er det svært at vælge en yndlingblomst. Jeg bliver lige begejstret, hver gang en ny eller en gammel kending springer ud. I disse dage er der masser af skønne tulipaner, og hvis jeg skal fremhæve en, så må Exotic emperor være dagens tulipan. Den er meget smuk med de diskret grønne striber og hvide halvfyldte hoved.

Exotic emperor

Men den er i stærk konkurrence med Blue diamond.

Blue diamond

Den vokser blandt andet op ad denne sydvendte mur, og derfor er den allerede langt fremme.

Tulipaner ved sydmuren

Der er heldigvis masser af tulipaner på vej, så de næste mange dage, er der nye kandidater til titlen, som dagens tulipan.