Article
8 comments

Rabarbersaft

Nu er der der masser af rabarber. Jeg har både kæmperabarber og vinrabarber. Jeg er ikke så god til at bruge af dem, og det er ikke fordi jeg ikke kan lide det. Tværtimod jeg elsker rabarbertærte, og hvad man ellers kan lave af rabarber. Men jeg får det bare ikke gjort. Der er altid så meget andet, der liiige er vigtigere.  Især her om foråret, hvor haven har en magnetisk tiltrækning, går det lidt ud over kokkeriet i det hele taget.

Men nu fik jeg taget mig sammen alligevel. Lige inden påskeferien sluttede fik jeg lavet rabarbersaft af kæmperabarberen, som allerede er en meter høj. Det er ret let og smager rigtig godt.

Opskrift:

3-4 kilo rabarberstilke i mindre stykker, 3 liter vand, en stang vanilje og 6 hele nelliker bringes i kog, og koger ca. ½ time. Så hældes det hele igennem et klæde eller en si, og mens det stadig er varmt tilsættes ca. 1 kilo rørsukker og røres om. Nu kan det hældes på flasker. Det bliver til ca. 4 liter. Det kan holde sig i ca. 12-14 dage i køleskabet, så der må smovses 😉 Det kan drikkes rent, men kan også blandes op med vand. Det kræver en ret stor gryde, men man kan baret lave en mindre portion, hvis det passer bedre.

Article
7 comments

IT og Cookies

Tirsdagens serveropgradering er nu vel overstået og kagerne snart spist.

Her er opskriften som lovet.

Havrecookies:

150 g blødt smør
2½ dl sukker
1½ dl muscovadosukker
2 æg
4 dl mel
2 tsk. vaniljesukker
1 tsk. natron
1 knsp. salt
2 dl havregryn
1½ dl mørke rosiner
1½ dl hakke mørk chokolade

Bland smør og sukker. Tilsæt muscovadosukker og æg, derefter mel, vaniljesukker, natron, salt og havregryn. Tilsæt til sidst rosiner og chokolade, og rør det godt sammen. Jeg plejer at røre det hele  i røremaskinen.

Sæt kagerne på bagepapir i små klatter(de flyder meget ud), og bag dem ca. 10 minutter ved 180 grader. De skal være lidt bløde i midten lige når man tager dem ud af ovnen.

Article
7 comments

Indendørshygge

Det er ikke vejr til udendørsaktiviteter, temperaturen er omkring nul, det er overskyet, og der står en strid østenvind ind over haven. Min have vender mod øst, og der er mange kilometer marker den vej, så vinden kan rigtig nå at få fart på inden den lander i min have. Det er endnu værre på denne årstid, hvor der ikke er blade på træer og buske. I dag bliver det altså til indendørshygge.

Havehjørne i bryggerset til opbevaring af frø m.m.

Havehjørne i bryggerset til opbevaring af frø m.m.

Jeg skal have sået stauder, som bliver sat i den kolde havestue et par uger før de skal ind i stuetemperatur. Hvis der kommer meget sol må de helt udenfor, for havestuen bliver hurtigt opvarmet. I går kunne vi spise frokost i havestuen, fordi solen nåede at opvarme den til 25 grader. I dag er temperaturen kun et par grader derude og velegnet til koldsåning af stauder. Jeg har ikke gjort det så meget i koldsåning af stauder, så jeg er lidt spændt på resultatet. Det med at så dem ude i rækker i sensommeren har jeg lidt blandede resultater med. Det samme gælder for almindelig forkultivering indendørs. Nogle går det fint med og andre ender det med en enkelt plante pr. frøpose eller slet ingen. Jeg skal så hvid løjtnanshjerte, drejeblomst, tidselkugle, mørkeblå ridderspore, gul solhat og hasselurt.

Hvid løjtnantshjerte, Dicentra spectabilis Alba. Foto lånt fra frøfirmaet

Indendørshyggen har allerede resulteret i bagning af kage her til formiddag med en liflig duft, som har spredt sig til det meste af huset. Det blev til Brownies som skal nydes til eftermiddagsteen. Opskriften er den gode gamle fra Tørslefft Blaa bagebog:

2 æg

185 g melis

2 tsk vanila,

50 g hvedelmel

1/8 tsk bagepulver

2 spks cacao, 100 g hakkede valnøddekerner

100 smeltet smør

Ganget med 2½, så der er nok til alle. Æg og sukker piskes skummende. Mel, bagepulver, vanila og cacao sigtes sammen og blandes i skiftevis med valnøddekernerne. Smeltet afkølet smør røres forsigtigt i. Dejen hældes i velsmurt melstrøet firkantet form, og bages i en forvarmet ovn 40 min. ved 165 grader.

Article
0 comment

Sprøde elge og varme pingviner

Nu har jeg fået bagt en ordentlig portion peberkager. Dejligt! Jeg bruger en opskrift fra Camilla Plum, hvor der ikke er sparet på hverken smør eller fløde, og det giver altså nogle vildt gode peberkager. Det er jo kun jul en gang om året, så det går nok 😉

Peberkager
½ kg sukker
250 g smør, stuevarmt
2 dl piskefløde
2 dl sirup
2 spks. bagepulver
4 tsk. stødt ingefær
4 tsk. stødt kanel
2 tsk. stødt sort peber
4 tsk. stødt kardemomme
2 spks kakao
hvedemel til dejen bliver fast, men ikke hård.

Rør sukker og snør sammen, tilsæt først fløden, så de øvrige ingredienser. Ælt mel i, til dejen er til at forme, ikke mere. Hvor meget afhænger af, hvilket mel du bruger. Sigtet speltmel er fint, men det suger meget mere væske end almindeligt hvedemel, og man skal bruge mindre. Lad dejklumpen ligge i køleskabet mindst natten over, før du går i gang med udrulningen.
Rul dejen meget tyndt ud og stik den ud til rensdyr, grise eller hvad man nu har forme til. Den dej, der bliver til overs, samles og rulles ud igen. Bag kagerne på bagepapir ved 180 grader, til de er gyldne, men de må ikke blive mørke, så bliver de bitre.
(Camilla Plum: Jul. Politiken, 2007)

Jeg køber altid et par nye udstiksforme hvert år, så efterhånden er det en stor samling huset har. Men der er klassiskere som er sikre hvert år: elge, fordi jeg er lidt svenskofil og hjerter, fordi det er jul. Pingviner tror jeg også er kommet for at blive, fordi vi har passioneret linuxfan i huset.

Article
0 comment

Sweet jam

Så er blommerne kommet på glas. Det blev til en god tyk marmelade af viktoriablommer med rigelig sukker og kanelstænger. For at få den rette konsistens, som marmelade og ikke syltetøj, skal den småkoge i ½-1 time. Det vil sige at blommerne skal være godt udkogte, og den skal kunne smøres på brød uden at den løber. Man kan selvfølgelig bruge marmelit eller andre fortykningsmidler, men jeg er mest til det naturlige. Helt økologisk, men måske ikke nødvendigvis sundt!

Blommemarmelade

Jeg købte nogle ark med mønstret dekorationspapir i Søstrene Grene. De blev helt fine til etiketter.

Jeg har en del syltebøger, men jeg bruger dem mest som grundopskrifter og til inspiration. Der bliver som regel justeret lidt på indholdet.

Nogle af mine gode syltebøger