Article
0 comment

En aften med Erik Bering

Navnet Erik Bering har i snart en
menneskealder været forbundet med en
kreativ og sprudlende kunstner, der udfolder
sin kunst gennem arbejdet med planter og
blomster.
Foredraget er et samarbejde mellem
Haveselskabet Nordvestsjælland og Holbæk Bibliotek .
Holbæk Biblioteks store sal
Varighed ca. 1½ time

Læs mere HER

Tilmelding nødvendig via
Haveselskabet Nordvestsjælland på Tlf. 21858232

Article
9 comments

Jeg har fået høns

Det er ganske vist. Jeg har fået en hønsefamilie bestående af en hane, en høne og tre kyllinger. Ikke sådan en, som er afhængig af min daglige tilstedeværelse, for det duer ikke. Næh, den skal ikke fodres, spiser ikke mine planter og bliver heller ikke taget af ræven. Jeg får desværre heller ingen æg, men til gengæld et smukt indslag i haven.

Jeg har været så heldig, at vinde den i kunstforeningen på mit arbejde i sidste uge. Årets indkøbte kunstværker bliver udloddet til den årlige generalforsamling, og da mit navn blev udtrukket som det tredje af 10 heldige, var jeg ikke i tvivl. Det skulle være hønsefamilien 😀
Den har også en historie. Da nogle fra kunstforeningen var på besøg hos maleren Lena Mandal i Janderup, stod der en lignende hønsefamilie på gårdspladsen. Det var Lenas mand Jan Nielsen, som havde kreeret den. Foreningens formand var vild med den og købte den til sig selv. Hun spurgte om der var flere høns, så de kunne købe nogle til kunstforeningen. Ikke umiddelbart, men der lå en hønsefamilie uden fødder på loftet. De aftalte, at komme igen senere, så ville Jan Nielsen få sat fødder på i mellemtiden. Da de kom tilbage var familen klar, som på billedet ovenover. Men der var blevet et par brosten mindre på deres gårdsplads 😉

Nu skal familien lige finde sig tilrette hos mig. Jeg ville gerne have dem på min gårdsplads ud mod Hovedgaden, men jeg tør ikke endnu. Det er ikke ræven jeg frygter, men alle de tobenede, så jeg finder en plads i haven, hvor jeg kan holde øje med dem fra terrassen.

 

Gallery
8 comments

Kunst og haver i pinsen

Der er Kunstdage i Pinsen i Kulturregion Midt- og Vestsjælland i disse dage. Vi udvalgte nogle steder i Holbæk og Tuse Næs og tog en rundtur i dag. Nogle af stederne med skønne haver også, sådan helt tilfældigvis 😉

Vi startede i Holbæk med keramik hos Helle Høyer Keramik, hvor jeg var tæt på at købe en havfrue. Galleri Slott måtte vi naturligvis også se, når nu lejligheden bød sig. Dejlige spektakulære billeder, men i den lidt dyre ende.

Så fortsatte vi mod Tuse næs, hvor første stop var Løserup. Her har Anne-Mette Steinbock Galleri Bøgebjerg i en skøn gammel have. Lidt vildvokset i hjørnerne, men haven var stor, så det var fuldt ud forståeligt. Gårdspladsen var helt vidunderlig ligesom kaprifolien.

Jeg var ret betaget af både  Olga stra‘s billeder af akryl med tekstil og af haven. Indkøbene var af økonomiske årsager nød til at begrænse sig til nogle flotte postkort, og så fik jeg taget en del billeder af haven.

Efter et par andre besøg tog vi til Tuse Næs Kunsthåndværk. Her er der udstilling, og en stor butik med tøj og kunsthåndværk. De har også en cafe, hvor vi fik en dejlig sandwich til frokost. Det hele var meget nyt og nyanlagt, så med lidt år på bagen bliver området sikkert flot.

Her kunne jeg også have fornyet garderoben, kurve- og tekop-bestanden betragteligt, men jeg var igen mådeholden.

Så tog vi til Bjergsted ved Jyderup, hvor Malene Allpass laver nogle helt fantastiske lysekroner. Her kunne både jeg og manden godt se en sådan over vores spisebord. Se flere Her. Den kommer på ønskelisten.

Sidste stop var keramikeren Anne Rolsteds have i Kagerup. Her var det absolut haven som trak for mit vedkommende. Den er omtalt i Dalbys “Drømmehaver”, så forventningen var høj. Den blev også indfriet til fulde. Det er en skøn lidt vild have i skoven. Anne fortalte, at når hun plantede var det lidt efter princippet survival of the fittest, og så bliver udtrykket lidt vildt og meget frodigt.

Ifølge manden havde han fældet skovens træer efterhånden som haven skulle vokse, og Anne havde stået for resten. I en lidt anden målestok er det vel lidt ligesom græsplænen hjemme hos mig, bortset fra at jeg også fjerner græsplænen  😉

Der er mange specielle træer og planter i haven. Koreakornellen har jeg allerede bestilt hos den lokale planteskole.

Vi fik også set en rakubrænding hos Anne inden turen gik hjemad. En herlig dag med mange indtryk. I morgen er der “bare” den hjemlige have på programmet 😀