Article
2 comments

Ny bog om krydderurter til bogreolen

Krydderurter
Jeg har lige købt denne nyudgivne bog om krydderurter, og den kan jeg varmt anbefale. Jeg har allerede haft næsen i den i mange timer. Det er en meget stor og flot bog, næsten i coffeetable format med super flotte billeder. Der er afsnit med de vilde, de dyrkede og dem man skal passe på. Andre med høst, opbevaring, formering, duft og smag, spiselige blomster og opskrifter og anvendelse af krydderurterne. Der er også lagt vægt på krydderurternes sundhedsmæssige værdi. Men det der fylder aller mest er beskrivelse af de enkelte kryderurter. Der er f.eks. 25 slag mynter med billeder og beskrivelse af de enkelte arter og sorter. Det lyder voldsomt, men det er en bog for den almindeligt interesserede, der ikke behøver at have en masse faglig viden i bagagen. Den er skrevet enkelt med korte afsnit og alligevel uddybende nok, i hvert fald til mig, og jeg er lidt af en krydderurtefreak. Forfatteren Lene Tvedegaard er agronom og ejer af Gartneriet Toftegaard. Det er et fantastisk sted lige syd for Køge, hvor der er et meget stort udvalg af krydderurter, tomater og Chili.
Bogen er en must have til bogreolen.

Lene Tvedegaard: Krydderurter – bogen for urteelskere.
Koustruo & Co, 2013. 364 s.

Gallery
8 comments

Havestuens krydderurter i marts

Haven er lige nu dækket af sne, så der er ikke så mange krydderurter at hente derude. Men heldigvis har jeg en havestue, hvor jeg kan overvintre de sarte af slagsen, som ikke tåler frost. Her i havestuen er der fuld gang i foråret, så der trives krydderurterne og jeg.
Krydderurter
Lyset er meget skarpt på denne årstid, men det er godt for både mig og krydderurterne.
Det er citronverbena, æblesalvie og solbærsalvie, som ses i de store potter. De kan ikke overvintre i det danske klima, så de skal stå frostfrit om vinteren. Jeg har mulighed for at sætte gulvvarme på, så jeg kan holde temperaturen over frysepunktet. Der står også Ananassalvie, mexicansk koriander og rosmarin. Her er også lidt forskellige krydderurter, som sagtens kan klare vinteren udenfor. Det er bare dejligt at kunne tage af dem nu. Citronmelisse, estragon og mynter er nogle af dem.

Klik på billederne nedenunder for at få dem i stort format.

Når solen er fremme kommer temperaturen op på et par og tyve graders varme i havestuen. I de sidste tre dage har jeg spist morgenmad, frokost, ligget og læst krimier, kulørte blade (herunder Haven og Isabellas) og nydt min påskeferie her. Nu er der kommet lidt mere drive i mig, så i eftermiddag står den på rengøring, og det er selvfølgelig i havestuen, det foregår 🙂

Article
11 comments

Tadre Mølle

Så var der plantemarked på Tadre Mølle i dag. Der var ret meget efterår i vejret. Skyet, småregn, halvkoldt og nogle heftige vindstød ind imellem. Det forhindrede nu hverken mig eller en hel masse andre at i at sætte salgsboder op. Jeg fik heldigvis hjælp af mine to piger på 17 og 19, som gerne ville hjælpe til. Vi besluttede på forhånd, at det det skulle være en hyggelig udflugt med medbragt forplejning. Vi satte en pavillon op, som skulle forhindre regnen i at ødelægge stemningen, og hvis vi ikke fik solgt noget, kunne folk jo søge læ for regnen hos os 😉

Nej, det er ikke en kiltklædt skotte som står vagt, men den 17-årige(med moderigtig men ikke særlig egnet tøj på, og derfor må låne bil-plaiden) som holder fast i pavillonen under et vindstød. Det skete heldigvis ikke så tit, men var nødvendigt ind imellem.

Der var masser af planter, men også boder med pil, honning, marmelade, cupcakes og vandmøllen var i gang, så der var noget for alle i alle aldre.

De her pyntegræskar var der også godt gang i. Næste år vil jeg også så sådan nogen. I år var vi nød til at købe nogen, ligesom et par bregner, solhat hot summer, kamferduftgeranie, gul violfrøstjerne og et par storkenæb, som jeg har glemt navnet på.

Tadre Mølle har en meget stor urtehave med læge- og nytteurteplanter. Den er et besøg værd i sig selv.

I dagens anledning var der også mulighed for at få nogen af dem med hjem. Jeg fik gravet en rejnfang med krusede blade, bjørnerod og en malurt op 😀

Det blev en rigtig hyggelig eftermiddag, og markedet var meget velbesøg på trods af vejret. Vi havde mange krydderurter, lidt stauder, frø og havebøger med. I dag var der mest salg i stauder og havebøger. Men jeg fik solgt for mere end jeg købte for, og det endda selv om jeg havde gode shoppingmuligheder, når jeg havde hjælpere på til at passe boden imens 😉

Article
9 comments

Der er lidt efterår over det lige nu

Vinden rusker i træerne og regnen vælter ned. Det er ret efterårsagtigt derude. Jeg har lige ligget en times tid i havestuen og kigget ud på det, så jeg ved, hvordan det ser ud og lyder lige nu. Egentlig en ret underlig ting at gøre, vil de fleste nok tænke. Det kunne selvfølgelig være en meditativ øvelse af en slags. Men nej, det var det sådan set heller ikke. Bortset fra at det var ret afslappende, og det var også meningen.

Lørdag formiddag på vej til blogtræffet var jeg så klodset at knalde mit hovede med fuld kraft ind i dørkarmen på bilen, da jeg skulle tage min taske. Det må have været spændingen over at skulle møde alle de andre havebloggere, der fik mig til at være så klodset. Jeg glemte jo også mit kamera i farten. Umiddelbart resulterede det kun i en bule og lidt ondt i hovedet, og det gik heldigvis ikke ud over blogtræffet 😀 Men som weekenden skred frem, blev jeg noget medtaget, og mandag morgen måtte jeg en tur til lægen. Jeg har været så uheldig at pådrage mig en hjernerystelse. Jeg skal helst holde mig i ro de næste par dage, ikke for meget læsning, TV eller computer. Lidt af en udfordring, men det giver næsten sig selv, så så svært er det heller ikke.

Jeg skal helst være frisk til på lørdag, hvor jeg skal til plantemarked på Tadre Mølle og sælge nogle af alle de krydderurter, som jeg har gjort salgsklare. Det er en del forskellige slag mynter, løvstikke, forskellige slags oregano, stevia, syre, ananassalvie, rølliker, hedebjergmynte, lægekvæsurt, perlekurv og sikkert nogle flere. Det er et rigtigt hyggeligt plantemarked, som jeg også deltog i sidste år. Nu krydser jeg bare fingre for, at jeg ikke når at lave et eller andet nyt tåbeligt stunt inden lørdag 😉

Article
19 comments

Krydderurtebedet ucensureret

Jeg har været lidt tilbageholdende med at vise et billede af hele kryddertebedet, som blev anlagt for et par måneder siden. Det er et smukt og frodigt bed, hvor planterne trives og gror.

Men så er der hegnet. Det er ikke ligefrem en skøn baggrund. Jeg havde endda overvejet at dække det til, mens jeg tog billedet. Men nej, hegnet bliver lavet til august, hvor det bliver noget med rionet på det eksisterende betonfundament. Indtil da ser det bare sådan ud. Vi har jo lige 35 meter mur i den modsatte side, som skal fikses først 😉
Jeg er god til at abstrahere fra det til daglig, og i stedet fokusere på det, der er smukt. Lige nu er der mange blomstrende krydderurter.

Denne citronté-mynte var en dejlig overraskelse. Den har nogle fantastisk flotte blomster. Men den kommer nok til at flytte lidt tilbage i bedet, for den er blevet ca. 75 cm høj, og står foran dukkehuset.

Den franske syre er også meget smuk med sølvgrå blade og lysegule blomster. Jeg har brugt den en del i salater og dressinger.

Løvstikke, Levisticum officinale

Løvstikken er nu blevet næsten halvanden meter høj, og blomstrer med sine mange sart gule blomster. Den led hårdt af at blive flyttet i starten maj. Jeg måtte klippe det meste af ned, men den er kommet sig helt fint nu.

Appelsinsalvien har nogle fine små blomster, som er næsten skrigende røde.

Solbærsalvien er næsten endnu mer skrigende i en pink nuance.

Der er også meget grønt i et krydderurtebed, så det passer fint ind mellem alle blomsterbedene, som godt kan have brug for lidt mere afdæmpet grønt. Jeg har ikke så meget græs tilbage i den ende af haven. Det er blevet til bede 😉

Article
17 comments

Krydderurterne lige ved hånden

Normalt har jeg svært ved at finde plads til sammenplantninger i min have. Jeg har mange krukker, men der er kun en slags planter i hver. Det fungerer bare bedst sådan for mig. Men nu har jeg gjort en undtagelse. Jeg har lavet en kurv med forskellige krydderurter.

I kurven er der uret rundt fra øverste venstre hjørne: purløg, marokansk mynte, æblemynte, koriander, persille,  belgisk syre, persille-selleri, citronmelisse og oregano i midten.

Jeg synes faktisk, at det ser godt ud. Måske fordi det er meget grønt og ikke storblomstret. Samtidig er det praktisk med krydderurtene lige ved hånden. Kurven står ved havestuedøren, så man lige kan stikke hånden ud og tage, hvad man skal bruge, selv om det er regnvejr, eller man bare ikke gider tage sko på og gå ud.

Jeg har et stort krydderurtebed i haven, hvor der er de samme urter og en hel masse andre. Mere om det en anden dag 😉