Article
0 comment

Årets første asparges

De er to ting, som jeg prioriterer meget højt i min køkkenhave. Det er jordbær og asparges. Der er ikke noget så skønt som at plukke og spise dem fra sin egen have. Det er lidt for tidligt med jordbær, så det her drejer sig om asparges.

Det tager tid at anlægge et aspargesbed. Man lægger de blækspruttelignende rødder på små jordvolde, og så skal man sidde på hænderne i et par år, før man må plukke af dem. Det er det værd, altså at lade være med at plukke af dem for tidligt. Anlæg et aspargesbed og du har en himmelsk spise de næste 20 år, de er garanteret fri for sprøjterester og kunstig gødning.

Min køkkenhave har kørt på et meget lavt blus de seneste tre år af diverse årsager, men aspargesbedet har jeg passet. Det er også overkommeligt. Du luger i det tidlige forår og fjerner gamle toppe, så tager eller rettere skærer du alle de asparges som kommer op og spiser indtil midten/slutingen af juni. Resten af sæsonen skal planterne have lov til at vokse og samle energi til næste sæson = du behøver ikke luge eller gøre noget.

Jeg har høstet for første gang i år, og de næste ca. halvanden måned kan jeg hente friske asparges 3-4 gange om ugen. De smager helt fantastisk, når de er helt friske. Vores favorittilberedning er kort stegning på panden og et drys reven parmasanost.

Hvis du vil vide mere om at anlægge et aspargesbed, så er der en fin artikel på Havenyt. Den er skrevet af Karna Maj, som i mange år har været redaktør af Havenyt. Nu har hun sin egen blog om køkkenhave, Karnas køkkenhave, om livets gang i køkkenhaven. Der henter jeg meget inspiration.

 

Article
4 comments

Køkkenhaven vågner

Det er også på tide. I dag er det 1. maj, og det har har været pivende koldt, vådt og blæsende i den sidste tid. Temperaturen er steget lidt, og det blæser stadig, men det regner ikke.

Bærbuskene har fået blade, og efterårshindbærere er klippet ned. Purløg står højt i fine rækker og har været i brug længe. De gør også noget godt for øjet på dette tidspunkt, hvor der ikke er så meget andet. Aspages er endnu ikke skudt i vejret, så dem holder jeg øje med hver dag, for mu må det snart være. Jordbærene syner heller ikke af meget, men de er godt på vej. Jordbær og asparges er noget af det bedste i køkkenhaven, hvis man ikke gider andet. De smager begge himmelsk nyhøstede.

Jorden er desværre kold og stadig temmelig våd, så det er ikke alt, der kan lade sig gøre. Jeg venter et par dage med at bruge hakkejernet og riven, de steder der ikke skal sås endnu. Jeg fik sat sætteløg i sidste uge og hvidløgene, som jeg satte i efteråret har det helt fint.

Jeg har sat tre forskellige slags hvidløg, Vigor, Thermidrôme og Germidour og alle er godt på vej.

Efter jul dækkede jeg artiskokkerne til med grenene fra juletræet for at beskytte dem mod vind og vejr vinteren over. Jeg har sjældent haft succes med at få dem til at overvintre, men i år er der to, der har klaret det. De bliver nu puslet og gødet, og det gør mig bare så glad, at det for en gang skyld er lykkedes.

Rabarber er en sikker vinder hvert år. De er allerede store, og der kan tages fra dem. Jeg bruger dem til tærter og saft igennem sæsonen.

Jeg skal have sået palmekål, salat, dild, persille, koriander og nogle rækker med sommerblomster til at plukke af. Lidt senere, når jorden af blevet varmere skal der sås bønner og squash.

Article
0 comment

Køkkenhavens oktoberglæder

Det er fedt at kunne gå ned i sin egen køkkenhave og hente grønsager, krydderurter og blomster, og her i oktober er høststemningen stadig høj. Jeg har nu fået luget, så det er en fryd at se på. Frugthaven, som ligger i forlængelse af køkkenhaven, er der også kommet styr på, så efterårshindbærene kan plukkes uden fare for brændenældesvirp. Jeg ved ikke, hvad jeg sætter mest pris på. Det hele, tror jeg, sådan helt kinderæg-agtigt. En køkkenhave er nyttig/brugbar, du er sikker på at afgrøderne er giftfrie og sunde, og så er den god for øjnene. Jeg sidder tit med en kop te og kigger ned over rækkerne af grønsager og blomster. Det er bare smukt, også selv om der lidt selvsåede vækster ind imellem, larver i kålen og artiskokkerne ikke blev til så meget i år. Der er til gengæld så meget andet, der er skønt lige nu.

borlottoboenner

De flotte rødlige borlottobønner vokser op ad et stativ af hasselkæppe. De har passeret de 2,5 meter og har virkelig givet godt i år. De umodne bønnefrø kan fryses, så jeg skal have plukket nogle af dem til det. Resten kan tørres og gemmes og bruges som andre tørrede bønner.

hindbaer

I går spiste vi hindbærfromage af friske hindbær til aftenteen. Det er nu heller ikke værst her i oktober. Fryseren er godt fyldt op med sommerens bær, og der er stadig masser af brombær og hindbær i haven. Det varer forhåbentligt lidt før nattefrosten kommer, så vi stadig kan nyde bærene friske.

graeskar

Et stykke af køkkenhaven dyrkes af ældste datter. Hun bor ikke her i byen, men kommer forbi en gang imellem og passer jordstykket og høster. Det er en fin ordning, og rigtig hyggeligt at have en at dele haveinteressen med. Hun har nogle flotte græskar i år, og de er ved at være modne.

skaerehaven

Blomsterne fylder meget i år, og det tror jeg også, at de kommer til næste år. Det er nok noget af det aller sundeste i køkkenhaven 😉

Article
9 comments

Riopynt i køkkenhaven

Køkkenhaven er stadig frodig og bugner med grønsager og blomster som tallerkensmækkere og rødbeder. Sidstnævnte er iøvrigt af den gule slags i år, og de er kæmpestore og smagfulde. Persillen er fantastisk, men morgenfruerne er lidt kedelige, og sådan er det med meget andet. På denne årstid får det hele også bare lov til gro ud over alle breder, så køkkenhaven er en lidt rodet affære.

Riopynt

Men med enkle midler kan man hurtigt få lidt struktur og stil over den igen. Jeg har beriget rionettet med paradisæbler, og det gjorde haven lidt mere spændende.

Rioæbler

Jeg har masser af paradisæbler, men de er faldet ned fra træet, så der pynter de ikke mere. De er meget dekorative, så jeg har samlet dem i kurve og baljer, og så lige et par stykker på rionettet.

Æblekrans

De kan også bruges til en krans som her. Det giver lige et ekstra pift til oktoberhaven med lidt enkelt pynteri 😉

Article
13 comments

Et nyt haveår begynder

Aller først vil jeg lige sige godt nytår, og specielt et rigtig godt nyt haveår til alle de glade havemennesker rundt om i verden. Januar er stadig en mørk måned. Det bliver mørkt klokken halv fem, men alligevel synes foråret ikke langt væk, for nu går det den rigtige vej. Det bliver lysere dag for dag. I dag har det også været en mild dag. Solen gemte sig godt nok bag skyerne, og temperaturen holdt sig omkring de 5-6 grader. Til gengæld var der ingen vind, så det føltes næsten lunt. Det var den første havedag for mig i år. Ikke nogen stor havedag i længde. Det blev vel til en god time med lidt oprydning af glemte krukker med sommerblomster og udplantning af julens hyacintløg. Men det føltes alligevel som en stor havedag, for nu begynder al planlægningen og drømmene til havesæsonen.
grønkål
Der blev tænkt mange tanker, imens jeg frydede mig over frodigheden i køkkenhaven. Lige nu synes det måske ikke af så meget med lidt rød grønkål, persille, syre og feltsalat.
persille
Men det er altså en fed følelse at kunne hente grønsager, frugt og krydderurter i sin egen have eller ude i naturen. Det kan godt være, at det oven i købet lyder lidt for selvfedt for nogle. Men lad det bare gøre det. Jeg kan kun anbefale den spiselige have. I år vil jeg eksperimentere med flere spiselige planter udenfor køkkenhaven og flere blomster i køkkenhaven. Den skønne røde grønkål ville gøre sig godt i det rosa staudebed, og gulerodsfluen vil blive forvirret over flere blomster i gulerodsrækkerne. Det bliver skønt at komme i gang med planlægningen.
Fedsalat
På min tur rundt i køkkenhaven var der også masser af feldsalat eller vårsalat, som den også kaldes. Har man først sået den, og lader den gå i frø, så har man den altid. Her spirer den midt på gangstien. Det gør ikke noget, for den er ikke til gene, og lige om lidt havner den i salatskålen 😉

Velkommen til et nyt haveår.

Article
12 comments

Klar, parat, sæsonstart

Jeg har knoklet løs de sidste par uger for at få gjort staudebedene og køkkenhaven forårsklar. Især køkkenhaven er jeg kommet sent i gang med. Det gør nu ikke så meget for det har været sådan et iskoldt forår, at det faktisk først er nu, der kan sås for alvor. Men det er altid super tilfredsstillende, når køkkenhaven er ryddet og gjort klar til sæsonen. Det giver energi til en masse andet havearbejde 😉

Det er jordbær i forgrunden og hvidløg til højre. I midten har jeg et rudeformet bed kantet med purløg. Der skal være et plantestativ med stangbønner i midten. Bagerst er der solbær, ribs hindbær, blåbær og jordbærrabarber.

Jeg har en køkkenhave mere i Hønsegården (det stykke jord, som jeg har lejet af naboen). Her har jeg også jordbær.

Og kæmperabarber.

Her er Hønsegården set fra den anden ende. Til venstre har jeg løgmarken. Det er alle de løg, som jeg har gravet op af et bed, som skulle omlægges. Når jeg kan se, hvad det er, og hvilken farve de har, bliver de flyttet ind i blomsterbedene. Jeg har flyttet vintergækker, dorothealiler, scilla og de første tulipaner.

Her er lige et billede af tulipanfloret i et af bedene i haven. Det er Blue diamond og resten er ikke navngivet, men senere kommer der i hvert fald Mount tacoma og Angelique. Pæonerne er godt på vej og judaspengene blomstrer. Der dukker noger nyt op hver dag, og det er bare sådan forår er 😀