Article
5 comments

Godt nytår

Helleborus i haven 1. januar 2019

På årets første dag stråler solen fra en klar men stormfuld himmel. Juleroserne, helleborus niger, blomstrer lystigt, og det bliver man bare glad i låget af. Der er masser af knopper og ikke tegn på sne foreløbigt, så der er masser af nydelse fremover fra helleborusbedet tæt på huset. De hvide juleroser er alle planter, som er købt til at pynte i krukker udenfor eller i skjulere indenfor, og så plantet ud i bedet, når den fase er ovre. Her har de vokset sig store og frodige. Det er bare så skønt med blomster i haven i januar.

Juleroserne klarer sig fint i stormvejret som raser i dag, men på gårdspladsen har udendørspynten det lidt svært. Alle tre grankugler har mistet fæstet på tagrenden. Snorene er ganske enkelt slidt over af at blive revet og flået i af den hårde blæst. Jeg overvejer, om de skal op igen i morgen, når vinden har lagt sig. Kransene klarer sig indtil videre. Det er fint, for den udendørs julepynt er ikke mere julet, end den skal være der et godt stykke tid endnu.

I havestuen er der roligt. Solen har skinnet hele formiddagen, så termometret har sneget sig op over de 20 grader. Det føles varmt og skønt, så vi har indtaget årets første frokost her badet i lys. Det er en luksus at kunne bruge havestuen i januar, sådan føler vi det i hvert fald. Her er altid dejligt og man sidder næsten ude i haven. Det er god start på de nye år, og på det nye haveår.

Med disse blomstrende og lyse billeder fra en solskinsfyldt 1. januar ønskes I alle et godt nyt år.

Article
4 comments

Røde farver i februarhaven

Temperaturen er nu på den rigtige side af den røde streg på termometret, og efter et par dage med en hvid snedækket have kommer februarfarverne igen tilsyne. Farver i haven er måske ikke det, man mest forbinder med vinter og februar, bortset fra de hvide vintergækker og gule erantis. De er højt elskede og svære at få nok af. Men der er meget mere end det. Det gælder bare om, at have det rette fokus. I dag har jeg fokuseret på de røde farver, og der er nok at vælge imellem.

Mine røde påskeklokker, helleborus, er endnu ikke sprunget endnu, men de er så fine, og jeg tager turen forbi dem hver dag, for at se hvor langt de er fremme.

Det varer også lidt før jeg kan hente rabarber ind fra haven. I mellemtiden beundrer jeg de små røde spirer i den mørke muld.

Krybende læbeløs, Ajuga reptans, betragtes af nogen som ukrudt. Hos mig er den et fint indslag enkelte steder i min græsplæne. Min græsplæne er iøvrigt præget af stor diversitet, og det har jeg det helt fint med. Jeg stikker mælkebøtter, når de blomstrer for at holde bestanden nede. Jeg fjerner også tisler, for de er ikke rare at gå på med bare tæer, og ellers bliver den bare slået med græsklipperen en gang om ugen i sæsonen.

Slangeskæg, ophiopogon, kaldes egentlig sort slangeskæg. Men jeg synes nu, at den har et rødt skær, og den er vældig fin også på denne årstid. I baggrunden kan man ane erantis, og de står godt til slangeskægget.

Det er snart marts, og så begynder det at gå stærkt derude. Lige nu går det i et adstadigt tempo, og det er nu heller ikke så dårligt, bare man har de rigtige briller på.

 

Article
5 comments

En uundværlig decemberblomst

Hvis du ikke har juleroser, helleborus, i din have, så plant nogle! Mere klart kan det ikke siges, for når man går ud i sin ellers noget triste decemberhave, så bliver man i super godt humør, når man får øje på de første juleroser.
Helleborus
Det her er nok ikke et pragteksemplar af slagsen, men hvad gør det. Det er den eneste blomst i haven lige nu, så den er højt skattet. Jeg er også ret sikker på, at det er en, som har stået inde i stuen en december for flere år siden, og så er plantet ud i haven bagefter. Den er trofast meget tidlig hvert år, så den får en særlig opmærksomhed.
Helleborusknop
Og de er flere på vej. Der er mange knopper, også på de andre juleroser. Nogle er “stueplanter”, som er plantet ud, og andre er købt på Gartneriet Spiren ved Skælskør, som har et meget stort udvalg af juleroser og påskeklokker. De er smukke alle sammen og kommer i blomst fra nu af og hen på foråret.
Har du juleroser nu indendørs, som er blevet kedelige, så plant dem ud i haven. Man kan sagtens plante nu. Frosten er endnu ikke gået i jorden.

Article
10 comments

De udendørs indendørs

Verden er lidt af lave. Lige nu venter vi alle sammen på snestormen, som kommer i morgen og skulle blive helt tosset tirsdag. For en uges tid siden flyttede jeg de første krukker med forårsblomster ind i havestuen. Det er ganske enkelt for barsk vejr til forårsløg og hornvioler. Selv om marts skulle være den første forårsmåned, er der vist ingen som er i tvivl om, at det stadigvæk er vinter.
hornvioler
Her i havestuen trives planterne så ganske fortrindeligt.  I dag har der været 22 grader i havestuen og et skønt klima til at ordne planter og potter i. Solen har stået højt på himlen imens blæsten har suset øredøvende højt.
helleborus
Men det går lidt hurtigt med juleroserne og hornviolerne i den temperatur. De ville have haft det bedre udenfor i temperaturer omkring frysepunket og med knap så meget vind. Men lige nu gider jeg heller ikke være ude, så det er da ikke så tosset med lidt forår indendørs. Helt indendørs er det ikke, for når solen ikke er fremme, er temperaturen kun lidt over frysepunktet i havestuen. Men på solskinsdage som i dag, kan vi spise frokost derude allerede fra februar af. Det er lidt som et drivhus med ekstra komfort. Jeg har gulvvarme på, så temperaturen aldrig kommer under frysepunktet.
figentræ
Resten af havestuen vågner helt som den skal styret af den øgede mængde dagslys. Figentræet står endda med små figener. Jeg fik træet i sensommeren, så jeg er ikke så erfaren i den slags, men det ser da lovende ud 🙂

Article
11 comments

På den anden side af midvinter

I går var det kyndelmisse med alt, hvad der følger af varsler om den kommende tid. Men det var også midvinter, så nu har vi passeret den første halvdel af vinteren. Det er jo dejligt, så er der kun en halv vinter tilbage 😉kyllingerOg vinter er det. Mine høns hører til den hårdføre af slagsen, men fjerdragten er af mærket frost i disse dage.
Julerose
Juleroserne kan sagtens klare mosten. De går lidt ned med flaget, hver gang frosten sætter ind, og ser lidt slatne ud bagefter. Men så kommer de sig og begynder at blomstre igen. Denne var lige begyndt, og så kom frosten.
bredbladet persille
I køkkenhaven står den bredbladede persille med sine smukke frøstande.

Fortsat god vintersøndag 😉

Article
12 comments

Februar collager

Lidt her og nu billeder fra haven.
De er zoombare ved klik.

Knopperne
Klatrehortensia, blåbær, rhododendron, syren, blåbær


 

Spirerne og blomsterne
Perlekurv, jakobsstige, tulipaner, vintergækker, akeleje, erantis


 

 

De kultiverede i krukker på gårdspladsen
Helleborus, vintergækker, krans af birkegrene, helleborus, perlehyacint