Article
3 comments

Egeskovs smukke hække og event om Cph Garden

Forleden var jeg en tur i parken på Egeskov Slot på Fyn. Der er de smukkeste flere hundrede år gamle bøgehække. De er ikke helt grønne endnu, og det skyldes ikke alderen eller skavanker. Næh, det er det hundekolde forår i år. Hækkene skal nok blive grønne i år også, bare lidt senere.

Jeg synes, at hækkene er så fine på dette tidspunkt. Det er lige før og meget smukt med det helt lyse grønne.

Det var en guidet tur rundt i parken med slotsgartner Peter Bonde. Han er meget vidende og god til at fortælle, og det gør han gladeligt. Faktisk så meget at vi ikke nåede turen helt rundt, men det gjorde ikke noget. Det tager jeg en anden gang, når det hele er sprunget lidt mere ud.

Tulipanerne er nu sprunget ud, og der er et stort område med firkantede snorlige bede fyldt med ens tulipaner opdelt i former og farver. Men jeg faldt nu helt for de grønne områder med vilde tulipaner. Det er så smukt og enkelt midt i alt det meget pæne.

For der er pænt, plejet og velholdt. Heldigvis fortalte Peter Bonde, at de tænker meget på miljøet, så de har skåret kraftigt ned på brugen af kemi. Roserne får mod svamp om foråret og intet andet. Plænerne får hvert tredje år mod mælkebøtter, hvor de tidligere fik hvert år, og der bliver arbejdet på at bruge mindre og mindre.

Turen til Egeskov var ikke et pludseligt indfald på en tirsdag, hvor jeg egentlig skulle have været på arbejde. Det var Haveselskabet, som havde inviteret nogle bloggere m.fl. til event med information om Cph Garden 2017, som løber af stablen d. 21.-25. juni i Valby Parken. Det fristede, så jeg afspadserede og tog turen over broen sammen med Signe fra Haven i Bjergene. Der var et godt og informativt arrangement og rigtig hyggeligt at få hilst på mange andre bloggere, både gamle kendinge og nye. Læs også Signes indlæg med billeder fra bloggereventet og parken.

Og nu glæder jeg mig endnu mere til Cph Garden 2017. Det bliver så spændende og nyt. Det bliver showhaver, masser af udstilling, foredrag, shows, shopping og lidt livsstil, men det er “have”, som er i fokus hele vejen igennem. Læs mere om det hele hos Haveselskabet og glæd dig!

Tak til Haveselskabet for en dejlig dag og et godt arrangement.

Article
2 comments

Anna’s Plads forsætter og sommerhushaven i Haven

Jeg har haft travlt på Møn den sidste måneds tid, så der er ikke sket så meget her på bloggen. Men kort fortalt så forbliver Anna’s Plads, hvor den er i Ugerløse, og bloggen Anna’s Plads fortsætter også. Supermarkedsplanerne gik i vasken, da Netto ville vende bygningen, og det ville kommunen ikke. Nu står vi så tilbage med et par naboejendomme, der burde være revet ned. Det kan vi ikke rigtig gøre noget ved, så vi fortsætter vores liv her i Ugerløse og vores sommerhusliv på Møn.

Beskrivelse

Sommerhushaven er med i juli nummeret af Haveselskabets blad Haven. Det er en fin artikel, og du kan læse mere om den på Huset i Busene. Jeg har brugt meget tid på renoveringen af sommerhuset det sidste års tid, men nu er det så godt som færdigt, så nu skal der havenørdes i stor stil. Det bliver både i Busene og i Ugerløse, og det kommer I helt sikkert til at høre mere om.

Article
5 comments

Adventsweekend og aftentur på Gisselfeld

Jeg julemarkeds-crawler i stor stil for tiden. Det er skønt! Jeg elsker julen, og det meste som følger med, og julemarkeder er en af fornøjelserne. I sidste weekend var det Haveselskabets på Frederiksberg. Det var meget hyggeligt og ikke så stort. Jeg kom hjem med Haveselskabets bog “Havens staudeleksikon”, et par gode planteskeer, masser af inspiration til dekorationer og så selvfølgelig lidt juledimser. Det var ren hygge og bogen “Vinterhi” har jeg bagefter lånt på biblioteket. Den er god til inspiration. Nu er den første advents-weekend indledt, så jeg skal have lavet adventskransen. Det glæder jeg mig til. Nu er det også tilladt i vores hjem at hente julekassen frem, og begynde at pynte lidt. Vi har mange traditioner med nisser, julekalendere og advent, og selv om den mindste nu er sytten, så er glæden ikke blevet mindre. Man skal heller ikke lave alt for store afvigelser fra det vante, for så er skuffelsen stor. Men det har jeg det helt fint med 🙂Vi har indledt weekenden med en aftentur til Gisselfeld juletorv. Jeg havde ellers sagt, at det skulle vi ikke i år, når vi nu havde været på Gavnø. Men der er noget særligt over det, så vi tog derned igen. Det var en rigtig god idé at gøre det en fredag aften. Der var ikke nær så mange mennesker, og det var vildt hyggeligt med al den levende belysning fra bålpladser og olielamper. Orangeriet Paradehuset falder vi alle i svime over hver gang, også denne gang. Der er en fantastisk stemning med dæmpet musik og planter og træer til overvintring. Jeg tog et par billeder fra den tilhørende butik med krukker, planter, mærkelige kogler og andet hyggeligt havedims. Nu havde jeg lige købt planteskeer sidste weekend, så det var lidt fjollet at gøre det igen. Men ellers var der nogle fantastiske haveredskaber i kobber 😉 Der er skønt og masser af inspiration at hente. Jeg købte nu ikke noget denne gang, men tog en masse skønne indtryk med hjem.

I morgen  står den på adventsforberedelser og en tur til Krasilnikoff’s lagersalg. Hvis du er i nærheden af Holbæk i weekenden, skulle du tage dig en tur indenom. Det var i sidste weekend og i denne weekend fra kl. 10-14 i Nøkkentved, se adressen i linket HER. De reklamerer kun i lokal-aviserne om lagersalget, men her kan du finde alt muligt til jul i zink, fattimandssølv og lidt af hvert andet til helt vilde priser. Bl.a. har de skiltet med JUL på billede nummer 2 fra Paradehuset, hvor det koster 75 kroner, til 10-15 kroner.

De truer med stormvejr i vejrudsigten, men så er det jo godt, at jeg er færdig med al min løglægning. Jeg kan sagtens finde på masser at lave i haven stadig, men det er Ok at haven og mit havearbejde går i vinterhi nu 😉

 

Article
2 comments

Havefestival

Haveselskabets Havefestival starter i dag og løber frem til næste søndag. Der er masser af private over hele landet, som åbner deres haver under festivallen. Her en oversigt over haverne.

Prærien hos Anne Stine Stauder har åbent. Jeg var på rundvisning for et par uger siden, og den er absolut et besøg værd. Anne Rolsteds have i Kagerup er også noget helt særligt.

Haveselskabet er også sponsor af navneskilte til blogtræffet d. 10. september. Tusind tak for det.