Article
2 comments

Del jorden – frugten, møget og glæden

Overskriften er ikke mine ord, men titlen på en ny side. Det er River Cottage, Landshare og lidt til bare på dansk, og alle kan være med. Mangler du jord til en køkkenhave eller har du så meget, at du ikke kan overkomme det. Mangler du hestemøg til gødning, har du overskud af jordskokker og forspirede tomatplanter eller noget andet, så del det eller tag del i det sammen med andre, som også vil noget med køkkenhave, blomsterhave, byhave, fælleshave eller bare have. Orker du ikke at dyrke haven alene eller står du på en meget lang liste til en kolonihave, så er det her måske også noget for dig.

Det er Landsforeningen Praktisk Økologi, som har sat gang i projektet og stiller siden til rådighed for alle. Der er rigtig meget viden at hente om praktiske ting, fælleshaver, sankesteder, miljøvenlig dyrkning og meget andet. Man kan selv oprette et opslag på opslagstavlen med ønsker eller overskud. Via kort kan man klikke sig ind på ens eget område, og se hvor der er jord til leje, og hvem der har frø til overs. Det kan både være gratis eller koste noget. Det bestemmer, dem der udbyder det selv. Jeg har selv været inde og se, om der er noget hestemøg til overs i nærheden af mig, og det er der. Jeg tror, at rigtig mange kan have glæde af Del jorden, så klik dig ind, prøv og vær med.
Deljorden

Article
4 comments

Cottagehaver og de løsslupne

Efter en fantastisk søndag, er det godt med lidt regn til haven. Jeg er også lidt flad i dag, så det er blevet til recovering på sofaen. Desværre har min TV-udbyder problemer, så ingen TV i dag. Men så var det, at jeg kom i tanke om, at jeg havde nogle DVD’er med The Geoff Hamilton Collection liggende, som jeg aldrig har fået set. Jeg tog den med The cottage garden, og i drømme er min have nu forvandlet til en fantastisk cottage have. Frodighed overalt med selvsåede valmuer, lupiner, fingerbøl, akelejer og masser af stauder og roser. Hjemmelavede pergolaer, drivhuse, blomstertårne og skønne loppefund med planter i.

Det helt rigtige løsslupne look kommer dog ikke helt af sig selv. Det tager tid og en del arbejde. Man skal kunne lide, at gå og nusse i haven dagligt, når den først er etableret. Det skønne forfald i starten bliver hurigt til et vildnis med få planter, som overtager det hele, hvis man ikke nusser om cottagehaven. Ensidig Klokke har her fået lov til at brede sig sammen med judaspenge. Den kaldes også havepest, og den er på niveau med skvalderkål som ukrudtsplante, hvis den får lov. Jeg har et lidt ambivalent forhold til den. Jeg kan rigtig godt lige den, og den har det helt rigtige look, men den er altså også meget arbejdskrævende 😉

Frank Kirkegaard har et par rigtig gode artikler i det nye nummer af Haven, som har cottagehaven som tema. Dem fandt jeg frem og fik læst igen. Her er nogle gode lister over planter til haven og guide til indretning med, hvad der en in, og hvad der er yt. Frank kirkegaard har også en blog, som han af og til skriver på.

Herunder er nogle af dagens klikbare løsslupne skønheder i min have, som er værdige kandidater til cottagehaven, og set her fra sofaen må det være den vej, min have skal bevæge sig. Det med arbejdsindsatsen kommer vel helt af sig selv 😉

 

Gallery
8 comments

Kunst og haver i pinsen

Der er Kunstdage i Pinsen i Kulturregion Midt- og Vestsjælland i disse dage. Vi udvalgte nogle steder i Holbæk og Tuse Næs og tog en rundtur i dag. Nogle af stederne med skønne haver også, sådan helt tilfældigvis 😉

Vi startede i Holbæk med keramik hos Helle Høyer Keramik, hvor jeg var tæt på at købe en havfrue. Galleri Slott måtte vi naturligvis også se, når nu lejligheden bød sig. Dejlige spektakulære billeder, men i den lidt dyre ende.

Så fortsatte vi mod Tuse næs, hvor første stop var Løserup. Her har Anne-Mette Steinbock Galleri Bøgebjerg i en skøn gammel have. Lidt vildvokset i hjørnerne, men haven var stor, så det var fuldt ud forståeligt. Gårdspladsen var helt vidunderlig ligesom kaprifolien.

Jeg var ret betaget af både  Olga stra‘s billeder af akryl med tekstil og af haven. Indkøbene var af økonomiske årsager nød til at begrænse sig til nogle flotte postkort, og så fik jeg taget en del billeder af haven.

Efter et par andre besøg tog vi til Tuse Næs Kunsthåndværk. Her er der udstilling, og en stor butik med tøj og kunsthåndværk. De har også en cafe, hvor vi fik en dejlig sandwich til frokost. Det hele var meget nyt og nyanlagt, så med lidt år på bagen bliver området sikkert flot.

Her kunne jeg også have fornyet garderoben, kurve- og tekop-bestanden betragteligt, men jeg var igen mådeholden.

Så tog vi til Bjergsted ved Jyderup, hvor Malene Allpass laver nogle helt fantastiske lysekroner. Her kunne både jeg og manden godt se en sådan over vores spisebord. Se flere Her. Den kommer på ønskelisten.

Sidste stop var keramikeren Anne Rolsteds have i Kagerup. Her var det absolut haven som trak for mit vedkommende. Den er omtalt i Dalbys “Drømmehaver”, så forventningen var høj. Den blev også indfriet til fulde. Det er en skøn lidt vild have i skoven. Anne fortalte, at når hun plantede var det lidt efter princippet survival of the fittest, og så bliver udtrykket lidt vildt og meget frodigt.

Ifølge manden havde han fældet skovens træer efterhånden som haven skulle vokse, og Anne havde stået for resten. I en lidt anden målestok er det vel lidt ligesom græsplænen hjemme hos mig, bortset fra at jeg også fjerner græsplænen  😉

Der er mange specielle træer og planter i haven. Koreakornellen har jeg allerede bestilt hos den lokale planteskole.

Vi fik også set en rakubrænding hos Anne inden turen gik hjemad. En herlig dag med mange indtryk. I morgen er der “bare” den hjemlige have på programmet 😀