Article
1 comment

Kalenderlysdekoration med grønne dyr

En af julens hyggelige traditioner er kalenderlyset. Jeg tænder det hver morgen, når jeg får dagens første kop te, og det stadig er mørkt udenfor. Det varer ikke så længe, for så skal jeg ud af døren og på arbejde. Men det er rigtig hyggeligt på en hverdagsmorgen med levende lys. Det bliver tændt igen til aftensmaden og bliver slukket, når dagens tal er brændt ned. Derfor har jeg det stående på spisebordet, hvor vi samles hver dag. Det har de fleste sikkert.

I modsætning til den meget hypede adventskrans, som er et stensikkert forsidehit i Ugeblade og magasiner hele november, så ser man ikke så mange kalenderlysdekorationer. Adventskransen er kun tændt om søndagen, og så lever den et stille liv resten af ugen. Kalenderlyset er til gengæld tændt hver dag, så det må godt gøre sig til.

Min kalenderlysdekoration er stor. Det har den været mange gange før. Jeg har plads til det, og så kan jeg godt lide at gøre noget ud af den. Den skal også helst være anderledes end sidste år og helst både smuk og sjov. I år har jeg fundet en stor form, som jeg tror har været en fransk bageform. Den er 40 cm i diameter, så den kan rumme noget. Jeg har ler omkring lyset, så det står stabilt, og så er resten af bunden dækket af våd oasis. Der er lagt et lag plastik under ler og oasis, så formen ikke ruster. Jeg har stukket forskellig slags gran, ene og buksbom i små stykker i oasis’en og efeu rundt i kanten af formen.

I midten er oasis’en dækket med mos og pyntet med et husløg, et par kogler og grønne dyr. Jeg har i år bestemt mig for et tema i grønt og med grønne dyr. Dyrene er købt i genbrugsen og malet grønne. Der er flest køer, men der er også grise, får og ænder. De har fået agernhatte, som næsten ligner alpehuer. Jeg har tænkt mig, at de kan skifte hovedbeklædning i løbet af december. D. 13. er der helt sikkert luciastemning i dekorationen.

Den våde oasis får alt det grønne til at holde længere end hvis det var stukket i ler eller bare lagt i formen. Jeg ved ikke, om den holder sig frisk hele december, men hvis den begynder at se trist ud, så skifter jeg det grønne ud, og det kan godt ende med helt andet. Man ved aldrig med mig.

Du kan se flere af mine kalenderlys i tidligere indlæg. Der er også dyr i nogle af de andre, bare ikke grønne 😉
Du kan læse mere om kalenderlys traditionen på Københavns Bibliotekers blog.

Article
2 comments

Efterårsdekorationer med Claus Andersen

Haveselskabet har mange arrangementer i løbet af året, og et af dem var i tirsdags i Ringsted. Det var blomsterhandler Claus Andersen fra Næstved, som kreerede den ene skønne efterårsdekoration og -buket efter hinanden, alt imens han fortalte om sit blomsterhandlerliv fra elevtiden hos Tage Andersen og til sin nuværende butik i Næstved.

Efter en skøn vild og stor buket (som jeg ikke fik taget noget billede af) af materialer fra haven og grøftekanten, kom turen til denne smukke dekoration af clematisfrøstande med snebær og et par små græskar. Det er igen materialer fra haven og naturen, som alle kan hente. Frøstandende er stukket i en krans af vås oasis, men det kunne også have været mos. Claus gav mange gode tips til alternativer i stedet for oasis, som er et kunstigt produkt. Til dekoration kan man også bruge kyllingenet i vand eller mos.

Mariebær skal jeg på jagt efter, for den er da noget så smuk og anvendelig i efterårets dekorationer.

Klik for større billeder

Cylinderglas eller henkogningsglas er super andendelige til lys, og så kan de dekoreres med visne staudetoppe, blomster og grene. De bliver holdt fast med elastik. Hvorfor gøre det mere besværligt end nødvendigt? Høje tynde glasvaser kan også dekoreres på samme måde. Meget enkelt og det ser ud af en masse, især hvis der er flere af dem. Claus er en god fortæller og formidler, så tiden flyver afsted.

En af de sidste dekorationer er denne med vilde æbler og reagensglas med ridderspore og juleroser. Hvis du har samlet glas fra vaniljestænger, så er det sådan, du kan bruge dem. I det hele taget er Claus fortaler for genbrug, årtidens blomster og materialer fra haven og naturen. Men altså lidt blomsterhandlerblomster til at supplere med som her, giver nu også en god effekt.

Jeg har fået nogle gode idéer med mig som for eksempel clematisfrøstandene. Dem har jeg masser af i sommerhushaven, hvor der også er snebær, så det bliver nok til en dekoration eller to, så skal jeg også have gang i et par henkogningsglas.
Dejligt med efterårsinspiration før det går løs med juleriet.

Hvis du vil se mere inspiration fra Claus Andersen, så er der en udsendelse fra februar i TV Øst, hvor han blandt andet dekorerer en kandelaber vildt flot. Du kan også følge ham på instagram.

Article
4 comments

Genbrugsdekoration med påskelam

Dekoration med lam

Denne dekoration er det rene genbrug. Den opstod for en måned siden, da påsken var langt væk, og det hele ikke skulle være så gult. Men den holder stadig, og den er helt klart en påskedekoration. I dagens udgave er den suppleret med vintergækker, der er stukket ned mellem de fuldt udsprungne fulgemælk.

Dekoration med lam og fuglemælk

Den startede meget enkelt med fuglemælk, der lige var begyndt at springe ud, jord, mos og lam. Den sartgule randform er et gammelt loppefund og det mest gule. Lam og får er årets påskedyr hos mig, og de er fundet i legetøjskasserne i en genbrugsbutik. Mosset er den type små puder, som med jævne mellemrum falder ned fra naboens tag. Jeg indsamler dem, og bruger dem ofte i dekorationer. De får et fint udtryk som et lille bakket landskab.

Lam

Dekorationen har stået i havestuen og pyntet på weekendfrokostbordene i løbet af februar og marts. Den har været suppleret med stilke af dorothealiljer og vintergækker på skift. De holder 4-5 dage, og er nemme at stikke ned i jorden.

Se mere påsketema i morgen hos Birgitte på The little black house, hvor der er påskebord på bloggen.

Forsat god påske

Article
6 comments

Påske hos Munkhus

I går aftes var jeg i Haslev til en aften med forårsinspiration med Claus Pedersen i Munkhus.com. Forår lige nu er næsten lig med påske, og det var også det, der prægede dekorationerne og stedet. Men gule påskeliljer, kyllinger, lam og påskeharer skulle man lede længe efter. Jeg spottede en enkelt tete a tete narcis i blomst, ellers var der intet gult. Det var andre andre farver som natur, hvid, grøn og turkis i mange nuancer, der var i fokus.

Bord med rede og æg

Til gengæld var der æg alle vegne, og de var i naturlige farver og indfarvede i blå-turkise nuancer. De fandtes også i beton, forkobrede, af træ, pap og styropor beklædt med indfarvet savsmuld eller med gæslinger. Det tager ca. 2 timer med en limpistol at beklæde et papæg med gæslinger, og gæslingerne skal være knastørre. Bare til info, hvis nogen har lyst til at kaste sig ud i det.

Gæslingeæg

Blomsterne var hvide scilla, hornvioler og perlehyacinter og så blev der brugt lærkegrene til reder og dekorationer. Lidt julet tænker man, men Claus havde pillet koglerne af og bundet krogede grene sammen til lidt vilde reder.

Claus

Han demonstrerede, hvordan de skulle bindes, så det er noget jeg skal have prøvet af en af dagene. Det blev nogle anderledes dekorationer, som jeg ikke lige har set andre steder, og det var egentlig lidt provokerende og meget inspirerende.

Rede med æg

Claus talte meget om, at man skal bruge de materialer, der er lige for hånden i haven, skoven eller hvad du finder på din vej. Han havde selv skåret sin lærkehæk tilbage, så derfor brugte han mange lærkegrene lige nu, men ellers kunne det have været andre krogede grene. Genbrug og gem materialer/dekorationer fra f.eks. jul og tvist dem til årstiden. Køb også bare billige forårsløg og materialer fra dagligvarebutikker, Søstrene Grene, Tiger og lignende, og så køb eventuelt en flot krukke eller et fad.

Planche

Løgene fra de små påskeliljer tete a tete blev brugt mange steder, og for at bevare udtrykket kunne man klippe den gule blomst af, når de kom i blomst!

Æg med løg

Der er jeg nok et andet sted. Jeg er blevet meget glad for gul, og jeg synes godt at man kan bruge de gule farver på en fin måde, især de lidt lysere nuancer. De indfarvede høvlspåner i turkis og rosa skal jeg til gengæld nok vænne mig lidt til. Men man kan selv farve dem med lidt akrylfarve blandet op med vand, og så lade høvlspånerne suge farven op, og savsmuldet laves på samme måde. På den måde kan man få den farve, som man synes om. Jeg tænker at en støvet grøn kunne bruges til noget savsmuld, som så kunne limes på styroporæg. Ægget skal pensles med rigelige mængder trælim for at savsmulden kan hænge fast. Det skal jeg også have prøvet af, men jeg venter med høvlspånerne.

Rosa dekoration

Til sidst kreerede Claus en dekoration med rosa stedmoder, hvide hornvioler, lærkegrene, lidt mos, rosa høvlspåner og masser af æg. Den stak lidt ud i forhold til resten af rummet, men smuk blev den.

Claus holder kurser og inspirationsaftener hen over foråret, og jeg er så heldig, at have fået plads på endnu en inspirationsaften i april om grøftekantens materialer.

 

Article
2 comments

Et liv med blomster – bare det var mig

et blomsterliv

Jeg sidder her med et eksemplar af Else-Marie Andersens bog “Et blomsterliv”. En kreativ og personlig bog med Else-Marie’s dekorationer, i samme stil som jeg kender så godt fra hendes andre bøger. Jeg har “Fru Andersens jul” fra 2009 stående på min fysiske bogreol, og den bruger jeg hvert år til jul. Jeg har også tit lånt nogle af hendes andre bøger på biblioteket, for der er heldigvis flere af slagsen. Der er noget Tage Andersen, noget ligetil og noget fordybelse over dem. Det må godt tage tid at kreere en moskurv. Det kan jeg godt lide, og man må godt gøre sig umage og bruge tid. Det gør ens kreationer mere dyrbare på den måde, og lige netop det kan Else-Marie Andersen. De der pinde, der er bundet sammen af ståltråd til kurve og kugler. Det er meget Tage Andersen, og det er bare så flot. Ikke så underligt, for Else-Marie har arbejdet som assistent for Tage Andersen for år tilbage. Jeg har endnu ikke kastet mig ud i et sådant projekt, altså med at binde pindestykker sammen med ståltråd, men det står på to-do-listen. Det må helt klart prøves af en dag, når jeg har god tid.

Der er masser af farver i bogen. Den er fyldt med store lækre farvebilleder. Det er skønt, og det bliver man glad af. Ikke så meget hvidt, gråt og sort. Der er også det helt enkle. En krans af skovmærker, som man gjorde det i gamle dage, der varslede om regn, når den duftede, så man kunne huske at tage vasketøjet ind. Det er helt sikkert en krans, som jeg vil prøve af, når sæsonen kommer. Nok ikke på grund af vasketøjet, men fordi kransen er smuk i sin enkelhed.

Det er flere billedvejledninger med sådan gør du fra nummer et til seks eller helt op til 12 billeder. De er nummerede og meget visuelle med en beskrivelse, men der er ikke en beskrivelse til hvert enkelt billede. Det gør ikke mig noget, for jeg ville alligevel ikke læse beskrivelsen med det samme, men bare kaste mig ud i det og være glad for alle billederne, men måske ville nogle savne teksten.

Der er også noget meget personligt over denne bog. Else-Marie skriver om sit blomsterliv og hverdagen med det. Da jeg havde læst den, var min første tanke, at sådan ville jeg også have det, hvis jeg kunne vælge om. Hun skriver om sine ture i skoven med indsamling af materiale i naturen omkring Skagen, hvor hendes sommerhus ligger. Det gad jeg godt, især det med at have tid til at fordybe sig. Det er en bog, der fortæller om årets gang, om at følge årstiden og bruge de materialer, der er for hånden. Altså dekorationer og  naturpynt til af årstidens materialer til påske, sommer og jul.

Det er alt i alt en smuk og inspirerende bog. Stilen er Else-Maries, og det er selvfølgelig en smagssag, om man er til den. Jeg bliver personligt meget inspireret. Hvis man vil se flere billeder fra bogen og fra Else-Marie Andersens blomsterunivers, er Fru Andersens Eventyrlig Blomsterværksted på Facebook og Et blomsterliv på Instagram.

Else-Marie Andersen: Et blomsterliv. Forlaget Fru Andersen, 2015. 159 s. ill.

Article
5 comments

En ny julebog med hellige kartofler

Jeg har glædet mig til at få denne nye julebog i hånden. Den er skrevet af floristen Lars Jon, så det er noget med dekorationer og naturen inde og ude i julen. Det er lige noget for mig, og især hvis der er nogen gode idéer, som jeg kan bruge til noget.

Nordisk jul

Den starter med at anbefale en tur i skoven for at samle materialer, efterfulgt af et afsnit med “Retningslinier til en god skovtur”. Den beskriver her, hvad man må tage fra skov og grøftekanter og hvor meget. Det er meget klart og tydeligt, og skrevet på et sprog, så alle kan være med. Lækkert sat op, så man får lyst til at læse teksten. Det samme gælder for næste kapitel, som handler om materialer. Der er et afsnit med “Nordisk grønt”, som beskriver forskellige brugbare materialer fra naturen og detailhandlen som blød ene, nobilis, rødgran, fyr, islandsk mos, skabiosa frøstand og mange flere. Flot sat op og med en rigtig god beskrivelse af hver enkelt materiale. Men jeg kunne godt have tænkt mig nogle billeder af de enkelte materialer. Det samme gælder for afsnittene med “Kogler og æbler”, eksotisk grænt og grene”, “værktøjskassen, “usynlige hjælpemidler” og ikke mindst “Tråd og snor”.

Hellig kartoffel

Kapitlet med “Dekorationer” fylder naturligvis det meste af bogen, og her er der masser af flotte kranse, dekorationer og for mig nye idéer til indendørs julepynt fra naturen. Den hellige kartoffel faldt jeg pladask for. Jeg tror, at jeg må have en hel skare af hellige kartofler i min vindueskarm i december. Det kunne også være at der i et andet vindue kom et par bevingede rødbeder eller noget andet, som jeg finder på. For rødbederne er ikke i bogen, men kartoflen fik sat nogle tanker i gang hos mig, og så synes jeg, at jeg virkelig er blevet inspireret.

Fuglekranse

Æblekransene er en dejlig enkel måde at lave kranse på. Jeg har selv brugt paradisæbler i år, men pigeonæbler er også gode til udendørs fuglefoderkranse. Jeg elsker den røde farve på æblerne. Det gør den lidt mere julet.

Fyrrestjerne

Der er mange gode eksempler på brug af fyrrenåle, og en af dem, som jeg har taget til mig, er stjernerne. Jeg synes ellers, at fyrrenåle kan være lidt svære at bruge, men disse stjerner kommer man også til at finde hjemme hos mig i år.

Jeg er vild enkle måder at bruge naturens materialer på. Det er der mange eksempler på i bogen. Teksten og beskrivelserne af fremgangsmåden for hver enkelt dekoration er også rigtig god. Jeg vil anbefale bogen af disse grunde. Men jeg er meget visuel, og af den grund er jeg lidt skuffet over bogen. Det er en grå julebog. Alle sider har en grå baggrund, som man kan se på mine billeder. Der er også lidt mange “stumper” af en krans eller en dekoration. Det er flotte billeder, og kvaliteten er der absolut ikke noget at udsætte på. Men når det nu er en DIY bog, kunne man godt tage hensyn til helheden samtidig med detaljerne. Hvis man er til det sort-hvide og/eller minimalist, så vil jeg tro, at man er lige så vild med billederne, som med indholdet. Men selv om man er til farver og meget jul som mig, er der altså også rigtig meget god inspiration at hente.

Lars Jon: Nordisk jul. People’s Press, 2014. 93 s. ill.