Article
2 comments

To små bøger med stort indhold

Sponsoreret indlæg. Jeg har fået bøgerne til anmeldelse efter aftale med Forlaget Koustrup & Co.

De sidste par uger har været forårshektiske i haven. Det er også svært at slippe havearbejdet, når man er i fuld gang, og vejret er til det. Men ind imellem er det dejligt at slappe af med en kop te og læsning. Jeg har lige fået et par nye bøger i hånden. Det er de to nyeste titler i serien “Små bøger med stort indhold” fra Koustrup & co. Det er små handy bøger på 17 x 12,5 cm og 93 s., så de er nemme at have med ud i haven eller i tasken.

Lene Tvedegaard og Gunvor Maria Juul: Havens Krydderurter. Koustrup & co, 2018. 93 s. ill.

Havens krydderurter er en god og anvendelig bog med beskrivelse af mere end 40 forskellige krydderurter. Den er rigt illustreret med smukke tegninger og billeder. Efter et par indledende afsnit med krydderurters anvendelse og historie, beskrives hver urt nærmere med. Til hver krydderurt er der også anvisning på dyrkning og anvendelse i madlavning. Til mange af dem er der også opskrifter som “Focaccia med rosmarin”, “Peberrod med kartoffelmos” eller “Sorbet med frugtsalvie”.
Til sidst er der et stikordsregister med både de danske og latinske navne, og til opskrifterne.

Det er en rigtig fin bog, der giver mig lyst til at bruge krydderurterne mere, og en undskyldning for at anskaffe mig endnu flere. Den er lille, men jeg føler mig godt oplyst, og så er det altid skønt med en æstetisk smuk bog i hånden og på reolen. Af samme grund vil den egne sig godt til en værtindegave.

Forfatterne er Lene Tvedegaard, der har Gartneriet Toftegaard og har skrevet flere bøger om krydderurter, og Gunvor Marie Juul er underviser og ved en masse om historisk mad.

 

Eva olsson og Inger Vaaben: Lavendel – duftende, smuk og velsmagende. Koustrup & Co, 2018. 93 s. ill.

Lavendel er i samme serie, og den dufter ikke, men det er lige før lavendelduften fornemmes, når man begynder at bladre i bogen. Jeg har mange lavendler i min egen have, men de er kun til pryd og duftposer endnu. For måske kommer jeg også til at bruge dem i madlavningen fremover.

Eva Olsson er urtegartner og aromaterapeut og har sin egen lavendelmark i Skåne. Hun skriver om lavendelens historie, dyrkning, indholdsstoffer og anvendelse. Inger Waben er krydderurtegartner og har oversat og bearbejdet til dansk. Umiddelbart ville jeg ikke have troet, at der kunne skrives så meget om lavendel, at det kunne fylde en hel bog, og så stadig være interessant. Men den er bestemt ikke kedelig, og indholdsmæssigt fylder Historie og dyrkning 30 sider, Mad og drikke 40 sider og Lavendel til nytte og glæde ca. 20 sider. Til sidst er der et stikordsregister til alle dele af bogen. Bogen er illustreret med mange billeder, og der er en trin for trin vejledning til en lavendelkurv.

Kagen med lavendeltrøffel skal snart afprøves, og det skal duftposen til tørretumbleren også. Det er endnu en smuk bog, som også er fin til værtindegave.

Article
0 comment

Nyt på hylderne

Bogreolen her på siden har fået en tiltrængt makeover. De gamle bøger er blevet støvet af. De gode og stadig elskede af dem er sat op på de sprit nye hylder, og dem der har haft sin tid, er på vej videre til et andet bogliv. Der ligger et par stykker tilbage på skrivebordet, som skal på hylderne i de næste dage. Men der er allerede kommet mange nyheder. De nyeste får nu æren af at stå på nyhedshylden i den første tid.

Derefter kommer de på Reolen, hvor der er hylder med Havedyrkning, Haver og havedesign, Havens væksterHavenydning, Den spiselige have, Havens historie, Kreativ med havens og naturens materialer, I køkkenet  og som noget nyt Jul.

De fleste bøger har jeg stående på min fysiske reol. Jeg er ret vild med bøger (erhvervsskade). Men nogle af dem har jeg lånt. Ved hver titel er der link til forlaget eller forhandler, hvis bogen stadig kan købes, og der er link til bibliotek.dk, hvor bogen kan bestilles til hjemlån.

I den kommende weekend er der bogmesse i Bella Centret, og hvis du også er vild med bøger, så benyt chancen for at se det store udvalg og mød forfattere og hør spændende interviews. Jeg kommer nok hjem med en ny eller måske to bøger til Reolen. Det ville da være underligt andet, og der er god plads på hylderne nu.

 

Article
2 comments

En ny dejlig bog om kranse

I dag var der reception i florist Lars Jons Flower Studio i anledning af udgivelsen af hans nye bog “Krans”. Jeg har glædet mig til udgivelsen af bogen, men også til at se det nye Flower Studio på Store Kongensgade i Købehavn og hilse på Lars Jon.

Flower Studiet levede fuldt op til mine forventninger om noget enkelt, smukt, overraskende og meget inspirerende. Der er det hele, og noget vil jeg lystigt kopiere af som de smukke grene med lys og de enkle kranse med lav. Der er også de noget mere komplicerede dekorationer og kranse, som jeg lader Lars om.

Butikken var efterårspyntet i vindueskarmen og på gulvet med noget så enkelt som blade. Det har en flot effekt til sådan en dag, men det holder nok ikke så længe.

Der var bobler og “kranse”kager med blomster, og kagerne smagte skønt. Blomsterne nød jeg med øjnene, men de kunne sikkert også spises, de fleste af dem. Der var tæt  i lokalet, for butikken er ikke så stor, når der er mange mennesker, og det var der. Lars Jon er et meget sympatisk menneske og en dygtig florist, så der er ikke så underligt, at hans Flower Studie hurtigt er blevet populært.

Nu sidder jeg hjemme i sofaen med mit eget signerede eksemplar af “Krans”, og den ser lovende ud. Den er fyldt med underskønne kranse, som du kan inspireres af. Men det er også en rigtig brugsbog med praktiske råd til materialer og teknikker. Til hver krans er der udførlige billeder af, hvordan du skal gøre. Den har også en god indholdsfortegnelse, så man kan finde rundt i bogen. Nogen synes måske, at det er ligegyldig info. Men det er faktisk så irriterende, når der mangler en indholdsfortegnelse eller et register til den slags bøger, for det er en bog, der kan bruges til mere end bare at bladre igennem. “Øvelse gør mester” har Lars skrevet til mig, og det gør jeg gerne. Jeg er vild med kranse og kranserier.
Lars Jon: Krans. People’s Press, 2017. 190 s., ill.

For et par år siden udgav Lars Jon bogen “Nordisk jul”, som jeg har anmeldt her på bloggen, og sidste år udkom “Buketter”. Han har også lavet tv-serierne Nordisk jul og Bord dæk dig på TV4. Du kan købe en enkelt måneds abonnement, hvis du ikke har det i forvejen og gerne vil se programmerne. De kan anbefales.
Lars Jon kan også følges på Instagram og Facebook.

Article
2 comments

Kransetid

I sidste indlæg med kugler lovede jeg at skrive noget om kranse senere, og det er nu. Kranse er blevet trendy. Hvis man søger på #krans eller #wreath på instagram, så kommer der rigtig mange billeder af kranse bare indenfor de sidste par dage. Årstiden har lidt med det at gøre. Sommeren er kransetid, og det er høsten og julen også. Der er masser af materialer at hente i haven og i naturen i form af blomster, frugter, frøstande, blade, gran, grene, mos, og hvad man ellers kan bruge til kranse. Men alligevel er det som om, der er lidt flere af dem i øjeblikket.

Jeg er selv med på vognen med den krans af nedfaldende birkeblade, som jeg brugte en god times tid på forleden. Den er meget enkel at kreere. Du tager et stykke ståltråd, og tråder bladene på, som var det perler. Der skal en del til, men der er også nok af dem, og der falder hele tiden nye ned. Til sidst binder du enderne af ståltråden sammen og klipper det overskydende væk.

Jeg har lavet en lille løkke af ståltråd, så kransen kan sidde på en krog på hoveddøren. Ståltråden må godt være lidt kraftig, så den forbliver rund, når man former den til sidst. Denne krans kan alle lave. Det eneste den kræver er tid og en masse blade i nogenlunde samme størrelse.

Hvis man vil udfordres lidt mere er der to spritnye bøger om kranse.

Margit Engen & Peter Bilde Fogh: Alle tiders kranse. Gyldendal, 2017. 119 s. ill.

Margit Engen udgav sidste år en rigtig smuk og meget anvendelig bog om buketter, og i sidste uge udkom så “Alle tiders kranse”. Jeg har lige fået den i hånden, så jeg har endnu til mange timers fordybelse. Der er kranse til alle årstider med anvisninger og idéer. Der er afsnit med teknikker, værktøj og forskellige materialer, og så er det en smuk bog. Hvis man nu ikke når frem til at begynde på en krans, så kan man også bare nyde billederne. De kan godt stå for sig selv, og den slags nydning holder jeg også meget af.

 

Lars Jon: Krans. People’sPress, 2017. 192 s. ill.

D. 24. oktober kommer der endnu en bog om kranse, som jeg glæder mig meget til at læse. Lars Jon udgav sidste år også en meget smuk og anvendelig bog om buketter, og nu kommer han så med en bog om kranse. Det bliver helt sikkert også inspirerende læsning om en måneds tid.

Article
0 comment

En klog bog i farver

Forside, Design din have med farver

 

Annaoriginal  Annaoriginal  Annaoriginal  Annaoriginal  Annaoriginal  Annaoriginal
Nina Ewald: Design din have i farver. Forlaget Nice, 2016. 128 s.

For et par uger siden udkom Nina Ewald’s nye bog “Design din have med farver”. Jeg har læst i den i flere omgange, for det er ikke en bog, man lige bliver færdig med på en gang. Det er ikke fordi, den ikke fænger. Tværtimod er den meget interessant, og så er der rigtig meget god viden at hente. Men der er meget godt læsestof, og rigeligt med stof til eftertanke. Bogen indledes med afsnit om farvelære, hvordan farver påvirker os psykologisk og farvers egenskaber. Det er rigtig interessant læsning, hvis man ikke er så vidende om det. Det er jeg ikke, og slet ikke i have sammenhæng.

Blå farver

Det med farver i haven er vel noget, vi alle tænker over, når der skal plantes, sås og lægges løg. Nogen gange lykkes det, og resultatet bliver vildt flot, i hvert fald i visse sekvenser af haven. Andre gange passer blomstringstidspunktet, løvet eller farvenuancen ikke helt med, hvad man har forestillet sig. En klassisk fejl er, at man ikke lige har tænkt på hegnets eller husets farve, når der skal købes ind på planteskolen eller i webshoppen. Men efter at have læst bogen, er jeg blevet meget mere vidende om, hvor meget farven på alt det andet også har betydning for havens udtryk. Altså hegn, mur, havemøbler, belægninger, stier og krukker. Her tænker jeg, at det er god bog at slå op i, når der skal vælges nyt. Man har en tendens til at vælge det sikre, og måske lidt kedelige. Her er bogen fuld af gode eksempler på farvesammensætninger.

Grønne havemøbler

Planternes farver og bedsammensætninger fylder naturligvis meget i bogen. Det gør absolut ikke noget, for det er svært at få nok af billeder af smukke bede og planter, og her er der også masser af idéer at hente.
Nina Ewald er en garvet havebogsskribent og har en uddanelse fra Danmarks Designskole. Du kan læse mere på hendes blog og hjemmeside.

Det er en rigtig god velskrevet bog og håndbog, som får 6 anna’er, og den får en plads på min bogreol lige om lidt.

 

Article
2 comments

To gode havebøger om økologi og frugt og grønt

Der bliver udgivet mange havebøger for tiden, og i dag udkommer der 2 nye af den svenske haveskribent og journalist Eva Robild. De er i samme serie som bøgerne Beskæring, Drivhus, Højbede og Stauder. Det er gode let tilgængelige bøger om aktuelle emner til en overkommelig pris på 149,95 kr. per bog.

Økologisk i haven

Annaoriginal  Annaoriginal  Annaoriginal  Annaoriginal  Annaoriginal  Annaoriginalgrå
Eva Robild: Økologisk i haven. Nyt Nordisk Forlag, 2016. 111 s. Originaltitel: Odla ekologiskt. Oversat til dansk af Lars Thomas.

Det her er en rigtig fin indføring i økologisk og miljøvenlig dyrkning i køkkkenhaven, prydhaven, på altanen og i krukkerne. Der er ingen grund til at have dårlig samvittighed over, at du ikke er 100 % økologisk fra starten. Du kan begynde på det niveau, som passer dig. Det vigtigeste er, at du kommer i gang og ikke bruger gift og kemikalier. Nogenlunde sådan er Eva’s indledning til bogen, og det er jeg helt enig med hende i. Herefter beskriver hun hvad en giftfri have betyder, og hvad der skal til for at få planter til at trives i jorden. Der er opskrifter på jord og gødning, som du selv kan lave af havens ressourcer. Der er et rigtig godt afsnit om forskellige dyrkningsfilosofier, mærkninger og dyrkningsmetoder. Det er små korte afsnit om f.eks. biodynamisk dyrkning, økologisk mærkning og  permakultur. Under de forskellige dyrkningsmetoder som jorddækning, dobbeltgravning og grøngødning, undrer jeg mig over betegnelsen vekseldyrkning. Det kan det godt hedde, men jeg tror, at de fleste økodyrkere i Danmark vil kalde det sædskifte. Men det må være et oversættervalg ligesom ordet spagnum heller ikke nævnes, men kun at det er problematisk, at der graves så meget tørv. Der er iøvrigt en fin lille faktaboks på siden med vekseldyrkning om fireårig vekseldyrkning. Der er mange gode faktabokse i bogen, og det gør teksten lettere, især det lidt tunge stof bliver let forståeligt. Der er flotte billeder i bogen, men ikke illustrerede vejledninger i f.eks. dobbeltgravning, Der er flere gange beskrevet, at et godt miljø i haven og forståelse for at insekterne er nyttedyr giver færre problemer med skadedyr og sygdomme, men der er også gode tips til, hvad du kan gøre, når det bliver for meget. Rådyr og iberiske snegle er også vilde med økologiske haver.
Det er en velskrevet bog, som jeg vil bruge som opslagsbog, og den får fem Anna’er.

 

Dyrk frugt og grønt på lidt plads

Annaoriginal  Annaoriginal  Annaoriginal  Annaoriginal  Annaoriginalgrå  Annaoriginalgrå
Eva Robild: Dyrk frugt og grønt på lidt plads. Nyt Nordisk Forlag, 2016. 95 s. Originaltitel: Odla ätbart på liten yta. Oversat til dansk af Lars Thomas.

Denne her handler som titlen siger, om at dyrke spiselige ting på altanen eller i den lille byhave. Den kommer rundt om både dyrkning, ukrudt, drivhus, grønsager, frugt, krydderurter, syltning og krukker. Det er meget på så få sider, og til mit brug kommer den lidt for hurtigt rundt om emnerne. Men når man tænker på målgruppen, den meget lille have- eller altanejer, så er det måske meget passende. Der er ikke brug for afsnit om dobbeltgravning i køkkenhaven, og altanejeren ville nok helt tabe gejsten og finde det irrelevant med lange beskrivende afsnit om gulerodsdyrkning.  Der er mere nydning og det gode liv i denne bog, og krydret med små opskrifter på forskellige former for opbevaring. Det er en rigtig fin bog til en ny lille-have ejer, som helt sikkert vil blive endnu gladere for sin grønne oase, og blive inspireret til at dyrke noget spiseligt.
Jeg tænker, at det kunne være en god værtindegave til den nybagte lille-have-ejer, og den får fire Anna’er.