Article
0 comment

Årets udvalgte julemarkeder

Fra julebazaren på Makvärket 2017

Nu nærmer vi os november og dermed også julemarkedstiden. Traditionen tro kommer her en liste over dem, som jeg godt kunne tænke mig at besøge. Jeg er både til de små hyggelige julestuer og de helt store julemarkeder. De har hver deres charme. Jeg kan også godt lide at prøve nogle nye eller anderledes hvert år. Jeg får dog kun besøgt en lille del af dem, jeg lister op her. Der skal også være plads til alle de andre hyggelige sysler i november og december. Men det er godt at have lidt at vælge imellem. Her er mine udvalgte julemarkeder fra starten af november til midt i december.

Article
0 comment

Årets sidste dahlia

Den første nattefrost har været forbi i nat. Men jeg var forberedt, så i går satte jeg de sarte planter under halvtag og plukkede alle de udsprungne dahlia.

Det er blevet til et stort fad med blomster på spisebordet. Et smukt farvel til sommertiden. Fadet er fyldt med mindre skåle med vand, så det ikke går så hårdt ud over fadet, som ruster af vandet.

Det store gamle fad købte jeg hos Butik Sophie sidste år, og det har jeg brugt til lidt af hvert. Jeg ved ikke, hvad det oprindeligt har været brugt til. Det ligner en meget stor fransk tærte/bageform. Men det er i hvert fald meget anvenligt, især fordi det er så stort. Sidste år var det også basis for kalenderlysdekorationen.

Article
0 comment

Agernkugler

Efterårets kugler er med agern. Det er helt oplagt, for det er et oldenår i år. Egetræerne har givet masser af agern. Jeg har ikke set så mange bog fra bøgetræerne i år, i hvert fald ikke der hvor jeg kommer, men til gengæld agern i rigelige mængder.

De kan bruges kreativt på mange måder, og da jeg er ret vild med kugler, så er det oplagt med agernkugler. Her er de sammen med en af sidste års valmuefrøstandskugler.

 

Jeg har brugt styroporkugler som basis og limpistol til at lime agern på. Styroporkuglerne er malet brune med hobbymaling, så man ikke kan se den hvide styropor. Det er umuligt at sætte de runde agern så tæt, at man ikke kan se den.

Jeg har stukket en metaltråd igennem kuglen. Den er fæstnet med en lille pind i den ende og er ca 25 cm lang i den anden ende. Det er til eventuelt ophæng. Det samme princip som på lammeørekuglerne i et tidligere indlæg. Her bare forenklet med ståltråd direkte igennem kuglen.
Stilken på agernet er klippet af med en bidtang, og derefter limes de fast på kuglen med limpistol så tæt som muligt.

Det er græskartid. Jeg har dem inde og ude og også i papir.

De her er fra sidste år og i tykt mønstret papir og tapet. De er kommet på spisebordet igen som hverdagsting.

Du kan se hvordan, de er lavet i et tidligere indlæg.

Article
2 comments

Hybenkrans og hybenlysekrone

Det er blevet oktober, og der er masser hyben i orange og røde farver på rosenbuskene. De er smukke at se på, og de kan syltes til marmelade, men de kan trådes og bruges til kranse og guirlander. Jeg er faldet for de store orange i år. De er på de mange store klatreroser i sommerhushaven, og der er de blevet til en krans på køkkendøren.

De er trådet igennem fra blomsten og til stilken på et stykke hegnstråd, som er stærkt nok til at bære de tunge hyben og holde den runde form. Man kan også bruge andet tykt ståltråd. Brug eventuelt en knibtang til at skubbe og trække i tråden.

Jeg har plukket flere hyben og taget dem med hjem, hvor jeg har lavet kranse i flere størrelser på samme måde og brugt dem til en hybenlysekrone. Nogle af dem har jeg trukket tynd ståltråd igennem stilken på hyben, så de nemmere kan bindes om på metalkransen med lysholdere.

Det kan nok bedre ses end forklares, så se det på videoen af den færdige hybenlysekrone. Den er optaget i min havestue, hvor jeg også har mit værksted til de kreative sysler.

 

 

Der er stukket agern ind imellem snorene, som kronen er hængt op med, så det er blevet en rigtig efterårskrans. Den vil være fin til en fest på denne årstid, og kunne suppleres med hybenguirlander i vinduerne eller i loftet, hvis man vil gå all in. Det kunne jeg godt finde på.