Article
0 comment

Nu er der gang i køkkenhaven

En forårsklar køkkenhave er noget af det bedste i haven. Det er altid en travl periode, når jorden skal graves, kultiveres og rives. Det tager tid, og de vinterstive muskler kræver nogle ugers træning, før haveformen indfinder sig. Det gælder også ryggen. Egentlig burde jeg besøge det nærliggende fitnesscenter noget mere i vinterhalvåret, så overgangen ikke er så krævende. Men pyt, nu er køkkenhaven og resten af haven rimelig forårsklar og musklerne og ryggen i haveform.

I dag har vi spist de første asparges. Der var ikke så mange, men det ved jeg, der kommer. Fra nu af og til sankt Hans kan der høstes flere gange om ugen. Purløg og ramsløg har jeg taget meget af allerede. Der er ikke ramsløg i køkkenhaven, for de kan være svære at styre. De er på den anden side af græsplænen og begrænses af græsklipperen.

I køkkenhaven har jeg sat gule og røde løg for et par dage siden. Jeg har sået forskellige kål, dild, salat, rødbeder, bladbeder, ærter, radisser og spinat. Jeg har også sået nogle rækker med asters og kornblomster. Lidt senere når varmen kommer, skal der sås bønner og squash. Det kan næsten ikke blive mere klassisk mormorkøkkenhave, og sådan skal det være i år. Rækker med grønsager og blomster.

Nederst i køkkenhaven fortsætter mormorstilen i frugthaven med sommerhindbær, efterårshindbær, solbær, ribs, stikkelsbær og rabarber. De hvide pletter på jorden er ikke hagl eller sne. Det er mirabelletræernes blomster, der begynder at drysse.

Efterårshindbærene er af sorten Autumn bliss, og de er noget af det bedste. De klippes helt tilbage tidligt på foråret, og så kommer de med nye skud, der giver de lækreste ormefri hindbær fra slutningen af august og til frosten kommer. Her er de nye skud godt i gang.

I det hele taget er alting godt i gang. Det er som hvert år skønt og lige vidunderligt. Men det er underligt at tænke på, at for tre uger siden lå der sne.

 

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Required fields are marked *.


WordPress Anti-Spam by WP-SpamShield