Article
1 comment

Kalenderlysdekoration med grønne dyr

En af julens hyggelige traditioner er kalenderlyset. Jeg tænder det hver morgen, når jeg får dagens første kop te, og det stadig er mørkt udenfor. Det varer ikke så længe, for så skal jeg ud af døren og på arbejde. Men det er rigtig hyggeligt på en hverdagsmorgen med levende lys. Det bliver tændt igen til aftensmaden og bliver slukket, når dagens tal er brændt ned. Derfor har jeg det stående på spisebordet, hvor vi samles hver dag. Det har de fleste sikkert.

I modsætning til den meget hypede adventskrans, som er et stensikkert forsidehit i Ugeblade og magasiner hele november, så ser man ikke så mange kalenderlysdekorationer. Adventskransen er kun tændt om søndagen, og så lever den et stille liv resten af ugen. Kalenderlyset er til gengæld tændt hver dag, så det må godt gøre sig til.

Min kalenderlysdekoration er stor. Det har den været mange gange før. Jeg har plads til det, og så kan jeg godt lide at gøre noget ud af den. Den skal også helst være anderledes end sidste år og helst både smuk og sjov. I år har jeg fundet en stor form, som jeg tror har været en fransk bageform. Den er 40 cm i diameter, så den kan rumme noget. Jeg har ler omkring lyset, så det står stabilt, og så er resten af bunden dækket af våd oasis. Der er lagt et lag plastik under ler og oasis, så formen ikke ruster. Jeg har stukket forskellig slags gran, ene og buksbom i små stykker i oasis’en og efeu rundt i kanten af formen.

I midten er oasis’en dækket med mos og pyntet med et husløg, et par kogler og grønne dyr. Jeg har i år bestemt mig for et tema i grønt og med grønne dyr. Dyrene er købt i genbrugsen og malet grønne. Der er flest køer, men der er også grise, får og ænder. De har fået agernhatte, som næsten ligner alpehuer. Jeg har tænkt mig, at de kan skifte hovedbeklædning i løbet af december. D. 13. er der helt sikkert luciastemning i dekorationen.

Den våde oasis får alt det grønne til at holde længere end hvis det var stukket i ler eller bare lagt i formen. Jeg ved ikke, om den holder sig frisk hele december, men hvis den begynder at se trist ud, så skifter jeg det grønne ud, og det kan godt ende med helt andet. Man ved aldrig med mig.

Du kan se flere af mine kalenderlys i tidligere indlæg. Der er også dyr i nogle af de andre, bare ikke grønne 😉
Du kan læse mere om kalenderlys traditionen på Københavns Bibliotekers blog.

Print Friendly, PDF & Email

1 Comment so far

Skriv et svar

Required fields are marked *.


WordPress Anti-Spam by WP-SpamShield