Article
4 comments

Løgindkøbsglæden

Jeg ved ikke om glæden er størst ved at bestille forårsløg eller at modtage dem. Men begge dele får i hvert fald haveglæden til at boble endnu mere, end den plejer. I går var en af de dage.

Kassen fra Frøbutikken, som sæsonens første løgindkøb var landet hos, blev afhentet i Dagli’brugsen. Jeg ventede med at åbne den, indtil jeg havde god tid til at nyde øjeblikket.

Overraskelsesmomentet er selvfølgelig ikke så stort, når jeg selv har bestilt, men til gengæld kan jeg drømme videre på den drøm, der startede, da jeg bestilte.

Forårshaven bliver vidunderlig med de nye indkøb. Det gode ved forårsløg er, at de er nemme at have med at gøre, og forventningerne bliver som regel indfriet. Bare du husker at få dem i jorden i løbet af efteråret. Det er overkommeligt.

Narcisserne skal i sommerhushaven. Der kommer rådyrene jævnligt på visit, og i modsætning til tulipaner er narcisser ikke nogen lækkerbisken for dem. Der er også godt med gult i pakken, og det skal jeg have mere af i forårshaven. De store helt gule påskeliljer har jeg, hvad jeg skal have af, men gul kejserkrone og små narcisser skal der flere af.

Øko hvidløg sætter jeg hvert efterår, og det er skønt at kunne hente sine egne friske i haven til sommer.

Det bliver nok ikke det sidste løgindkøb i år. Når de kommer på tilbud senere, så slår jeg sikkert til igen, og måske fristes jeg i en fysisk butik på min vej.

Det blev Frøbutikken denne gang. Der har jeg handlet før og været godt til freds. Det kunne også sagtens have været en af de andre gode webbutikker, som står på min shoppingliste. Jeg bestiller helst over nettet, når det er de store indkøb. Der kan jeg sidde i ro og mag og lægge planer med indkøbene.

Print Friendly, PDF & Email

4 Comments

  1. Kære Ina,
    dejligt “gensyn”. Jeg har selv holdt pause fra denne blogrull (Danske Haveblogs) i et par år efterhånden, og det føles så rart at være tilbage. Ikke at jeg forventer, at det bliver det samme som da vi kun var 30 stk og alle “en lille familie”, men jeg kan godt lide at følge med i særligt din have og dit haveliv.

    Jeg har lyst til at “genoplive det digitale liv på bloggen også (og ikke kun IG og FB) og har RIGTIGT meget lyst til at lave et “get together” igen til foråret. Kunne vi ikke lægge vores havehjerner i blød sammen?

    Reply

    • Dejligt, at du er “tilbage” igen. Jeg blogger stadig på min blog, men jeg er ikke så meget rundt på de andre blogge som tidligere. Jeg vil gerne, men tiden er ikke altid til det.

      Ih, jeg ville elske at lave noget get together til foråret. Jeg har faktisk selv puslet med tanken uden at det er noget konkret. Bare nogle strøtanker, om at det kunne være så sjovt og hyggeligt at mødes igen. Det må vi gøre noget ved. Måske vil Signe fra Haven i Bjergene og Birgitte fra The Little Black House også være med til at stable det på benene. Det må vi snakke mere om. Jeg skriver til dig en af dagene.

      Knus Ina

      Reply

Skriv et svar

Required fields are marked *.


WordPress Anti-Spam by WP-SpamShield