Article
2 comments

Kransetid

I sidste indlæg med kugler lovede jeg at skrive noget om kranse senere, og det er nu. Kranse er blevet trendy. Hvis man søger på #krans eller #wreath på instagram, så kommer der rigtig mange billeder af kranse bare indenfor de sidste par dage. Årstiden har lidt med det at gøre. Sommeren er kransetid, og det er høsten og julen også. Der er masser af materialer at hente i haven og i naturen i form af blomster, frugter, frøstande, blade, gran, grene, mos, og hvad man ellers kan bruge til kranse. Men alligevel er det som om, der er lidt flere af dem i øjeblikket.

Jeg er selv med på vognen med den krans af nedfaldende birkeblade, som jeg brugte en god times tid på forleden. Den er meget enkel at kreere. Du tager et stykke ståltråd, og tråder bladene på, som var det perler. Der skal en del til, men der er også nok af dem, og der falder hele tiden nye ned. Til sidst binder du enderne af ståltråden sammen og klipper det overskydende væk.

Jeg har lavet en lille løkke af ståltråd, så kransen kan sidde på en krog på hoveddøren. Ståltråden må godt være lidt kraftig, så den forbliver rund, når man former den til sidst. Denne krans kan alle lave. Det eneste den kræver er tid og en masse blade i nogenlunde samme størrelse.

Hvis man vil udfordres lidt mere er der to spritnye bøger om kranse.

Margit Engen & Peter Bilde Fogh: Alle tiders kranse. Gyldendal, 2017. 119 s. ill.

Margit Engen udgav sidste år en rigtig smuk og meget anvendelig bog om buketter, og i sidste uge udkom så “Alle tiders kranse”. Jeg har lige fået den i hånden, så jeg har endnu til mange timers fordybelse. Der er kranse til alle årstider med anvisninger og idéer. Der er afsnit med teknikker, værktøj og forskellige materialer, og så er det en smuk bog. Hvis man nu ikke når frem til at begynde på en krans, så kan man også bare nyde billederne. De kan godt stå for sig selv, og den slags nydning holder jeg også meget af.

 

Lars Jon: Krans. People’sPress, 2017. 192 s. ill.

D. 24. oktober kommer der endnu en bog om kranse, som jeg glæder mig meget til at læse. Lars Jon udgav sidste år også en meget smuk og anvendelig bog om buketter, og nu kommer han så med en bog om kranse. Det bliver helt sikkert også inspirerende læsning om en måneds tid.

Print Friendly, PDF & Email

2 Comments

Skriv et svar

Required fields are marked *.


WordPress Anti-Spam by WP-SpamShield