Article
0 comment

Dahlia ude og hjemme

Altså de dahlia’er, de fylder i øjeblikket. Det er ikke fordi det gør noget, nej tværtimod. De er bare alle vegne. Det synes jeg i hvert fald. Måske er det bare ligesom, når man er gravid, så spotter man straks alle med gravide maver og barnevogne. Den fase er jeg nu for længst forbi. Nu er det dahlia, det drejer sig om. Jeg har omkring 15 stykker i år. De er meget forskellige i form og størrelse, og jeg sætter dem i vaser både inde og ude, og som her i en stor murerbalje.

En af de smukkeste, selv i regnvejr, er Dahlia Cafe au lait. Den har været længe om at komme i gang i år, så lige nu får den ekstra opmærksomhed, når jeg går forbi. Jeg lægger knoldene i potter indendørs i foråret, og planter dem ud når faren for nattefrost er ovre. I år har også flere, som har overlevet vinteren i jorden udenfor, som jeg skrev om i et tidligere indlæg. Cafe au lait er startet, som knold inde.

Det er Dahlia Otto’s Thrill også, men den kom lidt hurtigere i gang med blomstringen, og leverer nu den ene tallerkenstore blomst efter den anden. Det er næsten helt vulgært, så store blomsterne er, og den stopper man helt automatisk op for at beundre.

Mæthedspunktet er slet ikke nået endnu, så i dag har jeg besøgt en have fuld af dahlia. Den ligger på Herrestrupvej 43 i Skellebjerg lidt udenfor Dianalund. Det er Else og Stig Petersen, som har over 900 dahlia knolde i mange forskellige varianter. De holder også åben i haven i morgen, så hvis du er på Vestsjælland, så tag en tur forbi. Det koster 20 kr. i entré, og så kan du plukke dig en buket til at tage med hjem. Her er lidt billeder, som kan klikkes større.

Print Friendly, PDF & Email

Skriv et svar

Required fields are marked *.


WordPress Anti-Spam by WP-SpamShield