Article
8 comments

De hårdføre dahlia

Dahlia overvintrer normalt ikke de danske vintre, og slet ikke her på midtsjælland, hvor jeg bor. Knoldene skal graves op, så snart frosten har været forbi første gang og taget toppen. Det har jeg gjort nogle gange, men jeg har ikke særlig gode opbevaringsmuligheder, så for det meste køber jeg nye knolde hvert år. Jeg lægger dem i potter i foråret og planter dem ud, når faren for nattefrost er ovre.

Op ad husmuren har jeg en, som jeg for en del år siden ikke fik gravet op, og så kom den igen næste år. Det gør den faktisk hvert år. Det er denne mørke skønhed, som jeg ikke kender navnet på. Den bliver stor og busket hvert år, og ca. 2 meter høj. Det må være placeringen op ad husmuren, som gør at den overvintrer. Her er knap så koldt, og så er der heller ikke så vådt om vinteren, som andre steder i haven.

Denne vinter tror jeg også har været særlig mild og tør, for i år har jeg flere overlevere.

Totally Tangerine og Burlesca, som jeg plantede lige ved siden af den mørke sidste år, er også kommet igen.

De kommer sent, så det gælder om ikke at være for ivrig med hakkejernet, hvis man vil se om de kommer igen. Andre steder i haven har jeg fjernet knoldene, når jeg har gjort forårsrent i bedene. Jeg tror, at jeg vil være lidt mere forsigtig og tålmodig næste år. Hvis knoldene er bløde og smattede har de helt sikkert ikke overlevet, men hvis de stadig er hårde, så kan der godt være liv i dem. Måske begynder de at spire i maj ligesom disse tre har gjort.

Print Friendly, PDF & Email

8 Comments

  1. Hej Ina.Det er da ikke så tosset at dine dahlia overvintre.Det turde jeg nok ikke.Har opbevaret mine knolde i bryggerset hvor der ikke er så varmt.
    Men smukke er de.
    Rigtig god søndag Knus Jette

    Reply

    • Hej Jette. Du er heldig, at du har mulighed for at opbevare dem om vinteren. Jeg har prøvet i skuret, og der er for koldt, og i havestuen er temperaturen for svingende, så jeg køber nye hvert år.
      Det med at lade dem blive i jorden, gør jeg egentlig kun fordi, jeg ikke har gidet at grave dem op, når de alligevel ikke overvintrer. Men jeg har så været heldig i år, at de alligevel gør 😉

      Reply

  2. Den er flot den mørke der. Jeg gad ikke tage Gladiolus løgene op sidste efterår – og i foråret da vi skulle ordne bedet var løgene fine og faste og havde ikke taget det mindste skade af vinteren. Det er jo dejligt at vi har lidt mildere klima, men vi skal nok ikke regne med det – det kan nok stadigvæk blive vinter.

    Reply

  3. Smukke er de altså, de dahlia’er! Men det er lidt bøvlet med det der opgravning, rensning, tørring, opbevaring, udpakning – og evt- forspiring. Jeg gider ikke mere! Jeg vil lade mine være i jorden og så krydse fingre for at de kommer igen – vil måske investere i en isoleringsmåtte…?

    Reply

    • Det er da værd at tage chancen, især hvis man alligevel køber nye hvert år. Så er det ikke spildt arbejde med vinteropbevaringen. Det har jeg prøvet så mange gange, at jeg heller ikke gider bøvlet 😉
      Jeg forspirer nu altid, dem som jeg meget gerne vil have. Det er mest på grund af de iberiske snegle, som ellers kan gøre det meget svært for de små dahliaspirer.

      Reply

Skriv et svar

Required fields are marked *.


WordPress Anti-Spam by WP-SpamShield