Article
8 comments

Feriesysler

Nu er julen vel overstået. Det sidste julehalløj var julefrokosten i tirsdags, og så er der ferie til d. 2. januar 🙂 Jeg havde jo forestillet mig, at nu skulle resten af ferien gå med småprojekter inde og ude og afslapning. Men der kom lige en virus forbi. Manden blev ramt d. 22. og har slæbt sig igennem julen med ondt i halsen og forkølelse og er stadig ikke helt frisk. Jeg ventede til gæsterne var gået i tirsdags, og så var det min tur. I går var aktivitetsniveauet på tv-kiggeri, kabale på computeren og intet andet. Lige nu har jeg altså ved hjælp af diverse medikamenter som næsespray, panodil og mentolsalve svunget mig op til at skrive på computeren. Det er forhåbentlig et niveau som holder. Helt skønt vil det være hvis jeg også får energi til at fjerne det mest julede pynt i dag. Især er det store juletræ efterhånden noget uønsket i vores lille stue, selv om det er et træ med historie. Det var oprindelig et lille 40 cm træ, som min datter havde på sit værelse til jul for nogle år siden. Hun plantede det derefter ud i sin lille haveplet ved køkkenhaven. Da vi skulle bygge mur i sommers måtte det væk. Det var nu blevet ca. 2½-3 meter højt. Vi prøvede at redde det, ved at flytte det til et andet sted i haven, fordi det skulle være året juletræ.  Træet kom sig aldrig rigtig efter flytningen, selv om det fik støtte til at modstå østenvinden og blev vandet jævnligt. Grenspidserne blev ved med at hænge, og der kom efterhånden lidt lysebrune pletter i nåledragten hist og her. Men vi opgav ikke, for det skulle kun klare et par dage inde i stuen, og det var vigtigt. Juleaften blev det fældet. Det meste af toppen skulle heldigvis kappes på grund af stuens lofthøjde. Toppen var nemlig især ramt af manglende spændstighed og grøn farve. Men ind kom det, og som sig hør og bør i vores familie pynter alle lidt på træet i løbet af dagen. Der er ikke så meget stil over det, men sådan skal det være. Det står normalt kun inde 3-4 dage, så det er ikke noget problem. Men lige nu på 6. dagen står det stadig inde med al sin pynt, grenspidser der peger lodret nedad, mange nålefri grene og endnu mere lysebrunt look. Jeg er sikker på, at det kommer ud i dag sammen med virussen 😉

Print Friendly, PDF & Email

8 Comments

  1. Rigtig god bedring, det er trist at være syg i juleferien, men mange har været det…

    Godt at jeres grantræ holdt ud til det blev jul så det kunne blive til et juletræ. Sød historie 🙂

    Jeg har lige konstateret at min julerose i haven i hvert fald ikke er så langt fremme som din – har lige set dit forrige indlæg.

    Reply

  2. Med sådan en sød historie bag sig, så fortjener juletræet da også at stå inde i flere dag. Her er traditionen, at det først plyndres d. 1. januar, så det har endnu et par dag tilbage – vores træ bliver så også først pyntet d. 24. december.

    Uha den er grim den virus. Hos os tog det en lille uge, før vi var på dupperne igen. Så mon ikke I når at få en god nytårsaften – jeg krydser fingre for, at den ryger ud sammen med juletræet.

    Reply

  3. Jeg synes det er en sødt træ, og en endnu sødere historie. Og alt i livet skal jo heller ikke være perfekt, så det var også kommet ind i stuen hos mig 🙂
    Rigtig god bedring, jeg håber at det værste er overstået 🙂

    Reply

  4. Øv, hvor er det ærgerligt for dig at blive syg, når du har ferie, men det er vel årstiden for den slags! Det er en meget sød historie om jeres juletræ, og træet ser ud som juletræer skal se ud. Jeg har i mange år pyntet juletræ afstemt efter farver, men de sidste 2 år har ungerne fået lov til at bestemme, og det bliver det egentligt ikke specielt kønt af – men meget hyggeligt 😉
    Rigtig god bedring,

    Reply

  5. Lika kul som det är att få in granen, lika härligt är det att få slängt den ut.
    God bedring 🙂

    Reply

  6. Åh noget møj at blive syg i julen, håber i er ved at være på dupperne igen.
    Sød historie om juletræet:0)
    God bedring og godt nytår til dig og din familie
    Annette

    Reply

  7. Hej Ina
    God bedring – det er så ærgerligt at ligge syg i julen. Håber det er på retur.
    Hvor dejligt med et juletræ med en historie. Næsten synd at det ikke kommer ud igen. Jeg har det nogen gange helt dårligt med at tage et sundt og skønt træ ind for nogle dage og så kommer det ud igen.
    Selvom jeg genbruger det er det jo ikke det samme som at plante det igen.
    Godt nytår til dig og dine – glæder mig til at følge dig i det nye haveår.
    Med de kærligste hilsener Karina

    Reply

Skriv et svar

Required fields are marked *.


WordPress Anti-Spam by WP-SpamShield