Article
11 comments

Have-vejr i weekenden

Plus en grad, stiv østenvind og regn/slud. Foråret er drevet lidt på flugt i dag. Det startede ellers rimeligt med lidt småskyet vejr. Men det gik over i løbet af formiddagen. Eftermiddagen blev til regn, hagl, slud og den der stride østenvind.

Krukker med forårsblomster og -løg på gårdspladsen ud mod vejen

Krukkerne i forhaven er heldigvis fyldt med hårdføre planter. Hornvioler, hyacinter, sommer-hvidblomme, anemoner, perlehyacinter og vibeæg kan godt klare lidt frost og blæst nu.

hornvioler og Sommer-Hvidblomme, Leucojum aestivum

I weekenden skulle vejret blive mere have-arbejde-venligt. Vinden løjer lidt af og kommer fra vest i stedet, solen titter frem, og temperaturen skulle nå op i nærheden af 2-cifrede tal.

Der er også masser af ting at gøre i haven nu. Det er endnu lidt for tidligt at fjerne alle blade og visne toppe fra staudebedene. Men der hvor der kommer mange forårsløg, vil jeg gøre det nu, ellers får man ikke så meget fornøjelse af dem. Der er også ukrudt, som skal fjernes fra bedene jo før jo bedre.

Jeg skal have planlagt og startet op på et kvashegn foran kompostbunkerne. Kvaset, som består af en del hasselgrene og småtræer ligger på græsset og flyder, så det må godt komme væk nu.

Sidste år led min have desværre af, at flere træer døde, bl.a. to forskellige slag japanske kirsebærtræer på 4-5 meter. Jeg skal derfor have planlagt, hvor og hvor mange træer jeg skal have plantet i år. Det er beslutninger, der skal tænkes over.

Det er alt sammen noget, som ville være fint, at få gjort i weekenden. Det vil jeg se frem til, imens jeg nyder krukkerne i forhaven.

P.s.:  Lige nu sner det!

Article
0 comment

Tø eller frost, gråt eller flot

Nu tør det, men kunne det ikke gå lidt hurtigere! Der må være vintergækker og andre løg på vej op af jorden nu, de kan bare ikke ses p.g.a. sneen. Her hos mig på midtsjælland dækker sneen stadig jorden, og sneen er ikke køn mere. Den har fået en lidt grå-brun nuance. Vejret er er gråt i gråt. Nej så hellere klar frost, hvis vi ikke kan få brun jord og grønt græs endnu. Jeg tror, at jeg bliver inde og bestiller nogle flere frø hjem.

Udsigt over marken i dag

Udsigt over marken for 10 dage siden