Article
15 comments

Yes, en ny trillebør!

Her er en humle som guffer løs af purløgsblomsterne. Der bliver helt sikkert meget gufferi i dag.

Men det er undertegnede og familien, som skal nyde dagen. Den har allerede resulteret i en skøn ny trillebør, for hvad er mere oplagt i fødselsdagsgave til en mor, som konstant har entreprenørlignende projekter i gang i haven. Jeg tror ofte, at de tænker, at nu må det være nok med byggepladslooket og havenørderiet. Men de ved også, at det er ren terapi for mig 😉

Der er stadig mere græsplæne at tage af, men det bliver ikke i dag. Vi skal en tur til Sverige, nærmere bestemt Ystad. Der er et par gode steder for havegale, som I sikkert kommer til at høre mere om 😀

Article
12 comments

Trillebørsbord og jakobsstige

I dag gik turen til Møn igen. Der er altid skønt på Møn, og idag var vejret også helt fantastisk. Første stop var svigermor, som bor i et vildt idyllisk bindingsværkshus tæt på klinten. Det er holdt i gammel stil, og hun er meget glad for sin have, som hun dog ikke magter at gøre så meget ved selv. Jeg tog  en tørn i et skyggekrat, hvor ramsløgene skulle synliggøres blandt skvalderkål og brændenælder.

Bagefter fik rosen-krydderurte-bedet en tur, og så var det tid til frokost. Vi havde medbragt brød, ost og lidt af hvert i køletasken. Vi ville gerne sidde ude i det gode vejr. Men så er det at opfindsomheden kommer i spil. Til svigersmors hus og have er der altså ikke noget havebord. Efter lidt eftersøgning i skur og have, fandt vi en trillebør, 2 marmorplader og et par træstykker. Det blev et fint bord 🙂

Bagefter blev der daset i det gode vejr. Vi havde lokket et par af teenagepigerne med.

På hjemturen tog vi et par Mønske loppemarkeder. Jeg fik bl.a. købt en stor zinkbalje, som jeg skal have planter i. Billede kommer senere, når den er plantet til. Der var også lige et vej-plantesalg, som jeg måtte studere nærmere.

Der var rigtig mange skønne stauder, og sikken et idyllisk hus og have. Jeg kom derfra med en hvid Jakobsstige, der skal stå i mit nyudgravede bed i græsplænen.

Et let forespørgsel til svigermor, om at vi kunne forære hende et havebord, faldt absolut ikke i god jord. Det ville skæmme haven, udsigten og alt mulig andet. Hun er en bestemt kvinde. Men trillebøren fungerede jo også fint, og ellers ville et transportabelt campingsæt også være en mulighed 😉