Article
9 comments

Uh, hvor er der koldt derude

Min kål-smoothie-kur har desværre ikke haft den helt optimale virkning. Det kan jo godt være, at det havde været værre, hvis jeg ikke havde drukket dem. Men efter at have slæbt mig på arbejde de første dage af ugen, er jeg nu slået hjem igen. I dag bevægede jeg mig et kort øjeblik udenfor, og hold da op hvor var det koldt. Her var minus 9 i morges, og nu er den helt oppe på minus 6. Mit ærinde udenfor var hen til postkassen, og der lå til min store glæde februar-nummeret af “Haven”. Masser af læsning om forspiring og alt muligt andet haveguf. Det fik mig i polarudstyret endnu en gang og smutte ned i skuret efter en pose med såjord. Den er nu sat til optøning i bryggerset. Jeg har sået lidt stauder for et par uger siden, og nu er det ved at være tid til artiskokker og chili. Det må blive i weekenden. Nu vil jeg kravle hen i sofaen og fordybe mig i Haven. Det kan iøvrigt også læses på nettet HER.

Article
13 comments

Et nyt år begynder

Juletræet kom ud forleden og julepynten blev pakket ned i går. Desværre er virussen stadig aktiv, men heldigvis ikke slem nok til at forhindre årets første haveaktiviteter. Et nyt haveår begynder, og det betyder i første omgang aktiviteter som planlægning, armchargardening, sortering af frøposer, frøbestilling m.m. Alt sammen skønne ting, som man kan kaste sig over lige her og nu uanset vind og vejr. I postkassen i går lå de nye numre af Haven og Praktisk økologi. Der er til mange timers fordybelse i, hvad der kommer til at ske i det kommende år, praktiske how to do artikler og grobund for drømmetænkning. Alt sammen det som giver os energi og drive til det nye haveår.  Jeg ønsker alle et godt Nytår med et foto af kvæden, som blomstrer derude lige nu.

Article
11 comments

Nu skal der læses og bages

Da jeg kom hjem her til aften lå der 2 pakker i postkassen til mig. I søndags var jeg nemlig den heldige vinder af ikke mindre end 2 give aways. Fra Birgittes blog Havebloggen er det sidste nye nummer af tidsskriftet “Country homes & interiors”, som jeg nu er blevet ejer af . Ud over en masse skøn læsning om engelsk country indretning og have, som jeg vil slupre i, er der også en interessant artikel om Ilex(kristtorn) som kan formes og klippes på samme måde som buksbom. Især fordi Buksbom i øjeblikket rammes hårdt af svamp mange steder.

Fra Marlenes blog Min gamle jul vandt jeg gamle udstiksforme, linseforme og en klejnespore. Jeg har endnu ikke bagt småkager i år, så de kommer meget belejligt. Jeg samler på kageforme, nye som gamle, så jeg har en pæn samling allerede. De bliver både brugt til bagning og pynt. Men der var flere imellem, som jeg ikke havde, bl.a. skotsterier, and, haj, måne, lusekat og en rombe.

Article
2 comments

Handsker og haveblade

Der er stille ved plantebordet i Hønsegården. Jeg var lige en tur dernede for at se, hvordan det hele stod til. Det kriblede i fingrene for at komme i gang. Men indtil videre må handskerne blive på snoren. Jorden er enten for frossen eller smattet til at gå i gang med noget som helst.

Det ville ellers være fint, at få fjernet noget af alt det ukrudt, som er rundt omkring i bedene. Der er flere eksperter, som siger, at det er et godt tidspunkt at få has på det nu. Men det kan altså ikke lade sig gøre i min have. Græsplænen har ikke godt af for meget trafik, og bar jord i køkkenhaven er også for tidligt. Der er ikke så meget at gøre derude lige nu.

Det bliver bare til en tur med kameraet i dag. Jeg ved jo godt, at når havesæsonen for alvor går i gang, så er der alt for få timer i døgnet. Det er altså nu, der skal slappes af og lades op. Det vil jeg gå ind og gøre med det seneste nr. af Haven, som jeg ikke har fået læst færdigt endnu. Jeg har også lånt et par numre af Alt om haven og Praktisk økologi på biblioteket. Det er så ikke de nyeste numre, men det gør ikke noget. Det er god læsning, og det koster ikke noget.

P.s. De gode havehandsker af skind og de nyeste af gummi får ikke lov til at hænge ude hele vinteren. Dem opbevarer jeg inde i bryggerset 😉