Article
1 comment

Årets plantemarked

I går var jeg på Tadre Mølle, som så mange gange før. Det er et rigtig fint sted med en historisk urtehave med lægeplanter og andre spændende planter. Jeg har selv i årenes løb hentet malurt, kruset røllike, bjørnerod og mange andre fine urter, og på årets plantemarked kan man få stiklinger fra samlingen. Det er jo vanvittig svært at neglisere, så som sagt har jeg benyttet mig at tilbudet mange gange.

Trillebør

I år har jeg holdt meget lav profil med indkøb og deltagelse i fristende plantemarkeder. Vi ved endnu ikke om, og hvornår huset og haven skal forvandles til et supermarked. I torsdags havde kommunen indkaldt til borgermøde med præsentation af projektet. Man kan komme med forslag og synspunkter til d. 2. oktober, og i december kommer lokalplanen i høring i 8 uger. Den endelige lokalplan vil være klar til marts 2015, hvis alt ellers går efter planen. Om lokalplanen så bliver ført ud i livet, og bygherren og supermarkedet er enige om vilkårene, er endnu usikkert. Altså er vi stadig ved “det er meget sandsynligt, men det kan også være, at det ikke bliver til noget”. Du kan læse mere på kommunens hjemmeside, vi bor i nummer 27, og jeg har skrevet om det tidligere på bloggen. Vi tager en dag ad gangen, og det går egentlig meget godt. Vi knokler løs på Møn, og tager lidt lettere på det herhjemme.

Klar til plantemarked

Plantemarkedet på Tadre Mølle var der ikke tvivl om, at vi skulle deltage i i år. Det er årets første og sikkert også det sidste. Vi, er mine døtre og jeg. De har altid deltaget, og det er bare en hyggelig dag. I går var ingen undtagelse.

Stand

Planteudvalget var ikke vildt stort, da jeg ikke rigtig havde fået gjort noget ved den del af forberedelserne på det sidste. Vi havde så istedet en del havebøger og gavepapir med grønsager og haveredskaber. Det var en stor succes. Vi havde også gratis blade  fra Haveselskabet og Landsforeningen Praktisk Økologi, og de gik som varmt brød. Jeg giver altid god omtale af begge dele, som jeg glad betaler mit medlemsskab af. Jeg var i dagens anledning endda iført mit forklæde fra PØ.

Dagens buket

Dagens buket fra haven er også blevet et fast indslag, når jeg deltager på plantemarkeder, og i går var den med dahlia, rød hør, lathyrus, morgenfruer, træspinat, sankt hansurt og temynte. Den blev også solgt.

Jamaica timian

Jamaica timian og cubansk oregano er også ved at være et fast indslag på min stand. De giver altid anledning til en god snak, og jeg kan heller ikke lade være med at formere dem, så det er jo helt fint.

Plakat

Jeg reklamerede selvfølgelig også for bloggen 🙂

Sommerblomstbed

På Tadre Mølle er der også en fin gammel have ved møllerens hus, og der er hvert år sommerblomstbede. I år var der masser af tagetes og så frøkenhatte som altid. Jeg bliver altid så betaget af sådan et stort bed med frøkenhatte. Det skal jeg altså også have næste sommer.

Tadre Mølle var igen rammen om en god dag, hvor der kom mange besøgende. Tak for besøget og snakken med jer alle, både bloglæserne, blogvennerne, plantemarkedsvennerne, vennerne, de lokale og alle jer andre.

Article
12 comments

Tadre Mølle igen

I dag var der plantemarked på Tadre Mølle igen. Det er tredje gang, at jeg selv deltager, og det er altid blæsende, godt besøgt og rigtig hyggeligt. Jeg havde et par piger med som assistance, og det gør det jo ikke mindre hyggeligt. Vejret viste sig også fra den rimelige side. Blæsende som sagt, men kun et par dråber regn mod slutningen.En buket blomster med de salgbare og lidt til, er ved at være en tradition.Den tradition har plantemarkeds-genboen Jannie også taget op. Vi kender kun hinanden fra det årlige plantemarked, men det føltes ikke sådan, da vi genså hinanden her i formiddags. Vi skulle selvfølgelig stå overfor hinanden igen i år, og så fik vi byttet, snakket planter og udvekslet plantesalgstip for haveamatører. Og der var godt gang i salget. De japanske lygter blev udsolgt, sammen med en hel del krydderurter, især den cubanske oregano og jamaica timian var der gang i. Med hjælpere til at passe boden, blev der også tid til selv at kigge rundt, og jeg fik købt/byttet mig til et par uundværlige planter som lilla katteurt, hvid floks og stor konval, og et par lækre terrakottakrukker og en æblekasse blev det også til. Der var også smagsprøver på æblemost. Den var god 🙂Tadre Mølle har en stor læge/urtehavehave, som jeg kan bruge lang tid på. Men de har også en rigtig mormorhave med gamle stauder og sommerblomster. Her et skønt bed med sommersasters og frøkenhat, som bare måtte foreviges.

Tadre Mølle årlige plantemarked i september er et som jeg kommer til at vende tilbage til igen. Det er ikke for lille eller for stort, der kommer pænt mange besøgende, og tidsrammen på tre timer er helt fin. De lange på 5-6 timer, kan være lidt for hårdt, når man ikke er prof 😉

Article
11 comments

Tadre Mølle

Så var der plantemarked på Tadre Mølle i dag. Der var ret meget efterår i vejret. Skyet, småregn, halvkoldt og nogle heftige vindstød ind imellem. Det forhindrede nu hverken mig eller en hel masse andre at i at sætte salgsboder op. Jeg fik heldigvis hjælp af mine to piger på 17 og 19, som gerne ville hjælpe til. Vi besluttede på forhånd, at det det skulle være en hyggelig udflugt med medbragt forplejning. Vi satte en pavillon op, som skulle forhindre regnen i at ødelægge stemningen, og hvis vi ikke fik solgt noget, kunne folk jo søge læ for regnen hos os 😉

Nej, det er ikke en kiltklædt skotte som står vagt, men den 17-årige(med moderigtig men ikke særlig egnet tøj på, og derfor må låne bil-plaiden) som holder fast i pavillonen under et vindstød. Det skete heldigvis ikke så tit, men var nødvendigt ind imellem.

Der var masser af planter, men også boder med pil, honning, marmelade, cupcakes og vandmøllen var i gang, så der var noget for alle i alle aldre.

De her pyntegræskar var der også godt gang i. Næste år vil jeg også så sådan nogen. I år var vi nød til at købe nogen, ligesom et par bregner, solhat hot summer, kamferduftgeranie, gul violfrøstjerne og et par storkenæb, som jeg har glemt navnet på.

Tadre Mølle har en meget stor urtehave med læge- og nytteurteplanter. Den er et besøg værd i sig selv.

I dagens anledning var der også mulighed for at få nogen af dem med hjem. Jeg fik gravet en rejnfang med krusede blade, bjørnerod og en malurt op 😀

Det blev en rigtig hyggelig eftermiddag, og markedet var meget velbesøg på trods af vejret. Vi havde mange krydderurter, lidt stauder, frø og havebøger med. I dag var der mest salg i stauder og havebøger. Men jeg fik solgt for mere end jeg købte for, og det endda selv om jeg havde gode shoppingmuligheder, når jeg havde hjælpere på til at passe boden imens 😉

Article
9 comments

Der er lidt efterår over det lige nu

Vinden rusker i træerne og regnen vælter ned. Det er ret efterårsagtigt derude. Jeg har lige ligget en times tid i havestuen og kigget ud på det, så jeg ved, hvordan det ser ud og lyder lige nu. Egentlig en ret underlig ting at gøre, vil de fleste nok tænke. Det kunne selvfølgelig være en meditativ øvelse af en slags. Men nej, det var det sådan set heller ikke. Bortset fra at det var ret afslappende, og det var også meningen.

Lørdag formiddag på vej til blogtræffet var jeg så klodset at knalde mit hovede med fuld kraft ind i dørkarmen på bilen, da jeg skulle tage min taske. Det må have været spændingen over at skulle møde alle de andre havebloggere, der fik mig til at være så klodset. Jeg glemte jo også mit kamera i farten. Umiddelbart resulterede det kun i en bule og lidt ondt i hovedet, og det gik heldigvis ikke ud over blogtræffet 😀 Men som weekenden skred frem, blev jeg noget medtaget, og mandag morgen måtte jeg en tur til lægen. Jeg har været så uheldig at pådrage mig en hjernerystelse. Jeg skal helst holde mig i ro de næste par dage, ikke for meget læsning, TV eller computer. Lidt af en udfordring, men det giver næsten sig selv, så så svært er det heller ikke.

Jeg skal helst være frisk til på lørdag, hvor jeg skal til plantemarked på Tadre Mølle og sælge nogle af alle de krydderurter, som jeg har gjort salgsklare. Det er en del forskellige slag mynter, løvstikke, forskellige slags oregano, stevia, syre, ananassalvie, rølliker, hedebjergmynte, lægekvæsurt, perlekurv og sikkert nogle flere. Det er et rigtigt hyggeligt plantemarked, som jeg også deltog i sidste år. Nu krydser jeg bare fingre for, at jeg ikke når at lave et eller andet nyt tåbeligt stunt inden lørdag 😉

Article
0 comment

Plantemarked på Tadre Mølle

Der var plantemarked på Tadre Mølle ved Tølløse i dag. Jeg havde noteret det for længe siden og havde tænkt at besøge det. I torsdags slog det mig, at det kunne være sjovt selv at sælge nogle planter. Jeg har ofte besøgt plantemarkeder, men aldrig selv haft planter med, kun købt en masse. Jeg havde en del potter stående udenfor med tiloversblevne såede stauder, og planter som jeg havde fjernet fordi de stod forkert. Men nu fik jeg travlt med at grave en del flere planter op, fundet navne på dem og printet oplysninger om dem ud. Der skulle også lige tænkes over, hvordan det hele skulle organiseres, og hvad jeg iøvrigt skulle have med. Jeg fik hyret mand og datter til at hjælpe med at sætte bord op og bære planter. Vi kom lidt sent, ca. 10 min. før det startede, og en anden gang er det nok klogt at komme lidt før. Vi slæbte stadig planter ind, da folk begyndte at komme og ville købe. Så det blev en lidt forvirret start. Det er nok ligesom på loppemarkeder. Men det blev en skøn dag, hvor der var gang i bixen det meste af tiden. Der stod en strid vestenvind ind over pladsen en gang imellem, men det holdt tørt. Jeg fik solgt ca. halvdelen af de planter, som jeg havde med, så det var absolut en succes. Jeg fik desværre ikke set ret meget til resten af markedet, da mand og datter skulle gå efter kort tid. Jeg fik ikke købt nogen planter denne gang, og nåede aldrig over i Tadre Mølles stores samling af helse- og krydderurter, som jeg meget gerne ville. Det har jeg været flere gange før, men der er altid noget godt at hente. Det bliver næste gang, så sørger jeg for at organisere noget afløsning. Der bliver helt sikkert en næste gang!

Bloggeren i bixen

Gang i bixen