Article
4 comments

Lammeørekugler til juletræet

I dag bliver sidste udsendelse i serien Kræmmerhuset sendt på TV2 Øst kl. 19.55. Jeg er med igen, og denne gang med mine lammeørekugler. Jeg har brugt blade af planten lammeøre, Stachys byzantina, til kugler, kranse og buketter mange gange, som det kan ses på andre indlæg her på bloggen. Denne gang skal de hænge på juletræet, så her har jeg gjort det på en lidt anden måde.

I udsendelsen viser jeg, hvordan man gør men her følger også en beskrivelse. Hvis man har lammeøre i haven eller kender en, som man gerne må plukke hos, kan de stadig hentes derude. En dag som i dag, er de pjaskvåde, så de skal tørres først. De skal ikke være helt tørre og stive, for så kan de ikke bruges. Men de skal tørre imellem et par avissider eller køkkenrulle natten over, så de er bløde, men ikke fugtige. Hvis man ikke lige får brugt dem med det samme, kan de opbevares i en plastikpose et par dage, op til en uge vil jeg mene.

Maling af styroporkugler

Jeg bruger styropor- eller flamingokugler, som de også kaldes, til basis. Jeg maler kuglerne med maling i en passende farve. Det er mest for at eventuelle bare pletter ikke skal lyse hvidt op, når bladene trækker sig sammen. Det vil de gøre, og hvor meget afhænger af, hvor tørre/fugtige de er.

Styroporkugle med hul

Jeg stikker en strikkepind igennem kuglen, for at lave hul i den. Derefter trækker jeg en hæklenål, hvor jeg har sat en tråd med en løkke om igennem. Nu binder jeg tråden sammen, så den er igennem og rundt om kuglen. Det skal ikke være pænt, bare brugbart så jeg senere har noget at binde en snor eller et bånd i, så kuglen kan hænge.

Lammeøreblade

Nu bliver lammeørebladene lagt med bagsiden opad på f.eks. en avis. Klip stilkene af bladene, så de ikke er så tykke forneden. De sprayes nu med limspray. Hvis de flyver lidt omkring som i udsendelsen, så bare vend dem om, og gør det igen. Derefter limes bladene på i et mønster, som du synes er fint. Husk at lade bladene lappe lidt ind over hinanden. Lim bare ovenpå snoren, men sørg for at der er et frit stykke tilbage til at binde et bånd i. Brug eventuelt gummihandsker, så slipper du for at rense en del lim af fingrene bagefter.

lammeørekugle med guldblade

Kuglerne kan nu pyntes med guldblade eller rosetter, og der bindes et bånd eller en stor i, så de kan hænge. Kuglerne kan holde i mange år. Strukturen ændrer sig lidt, når de tørrer helt ind, men de er stadig fine.

Her er et par eksemplar på lammeørekugler brugt på en anden måde. De har ikke snor igennem, så de er meget nemme at lave. De andre kugler i kurven er også styroporkugler hvor jeg har limet forskellige kogler og kogleskæl på med limpistol.

kurv med kugler

Lillejuleaftensbordet

Styroporkugler, hobbymaling, limspray, bånd og guldpapir kan købes i hobbyforretninger og lignende. Mine materialer har jeg købt i Creativ Company, Stof & stil og Søstrene Grene. Lammeørebladene er fra min have

 

 

 

Article
0 comment

Bøger til træet, nu på TV

Her er så dagens udsendelse 😉

De fleste bogkugler til træet og bogjuletræerne, som står på bordet og i vindueskarmen, blev solgt på julemarkedet på Musicon i Roskilde for et par uger siden. Jeg er vild med sådan nogle små projekter, så jeg er godt  i gang med at folde flere bøger.

Næste fredag er jeg med igen på Sorte Louis. Denne gang er det kugler af lammeøre, som skal på træet. Her Samme tid og sted. 😉

 

Article
0 comment

Julepynter i Kræmmerhuset på TV Øst

I morgen er der juleTV på TV2 Øst. Det er programmet Kræmmerhuset, som i år sendes fra båden Sorte Louis i Holbæk Havn. Det er en halv times hyggeligt juleTV med mad, konfekt, musik, juletraditioner og pynt. Det er 3. program i årets juleudgave, og jeg er med og viser, hvordan man folder bøger, så de kan hænges på juletræet. Jeg har fået titlen Julepynter, og det er da en fin titel til en julepyntelsker som mig.

Programmet sendes første gang i morgen fredag d. 11. december kl. 19.55. Indtil da er her en smagsprøve. Når udsendelsen har været sendt, linker jeg til den her på siden.

Jeg har tidligere skrevet et indlæg om at folde bøger til træet, og der er en udførlig vejledning, hvis du ikke kan vente til i morgen 😉