Article
12 comments

Hot summer

Det orange input til x-faktor hos Moseplassen må være Echinacea Hot summer.

Den blev købt i efteråret og plantet i det nyanlagte orange bed. Det er fyldt med tulipaner, hyacinter og andre løgvækster i orange flammende farver. Jeg tror, at det bliver et fantastisk skue når forestillingen starter, og ikke mindst når hot summer springer ud 😀

Article
15 comments

Admiraler til solhattefest

Der har været gang i den i solhattene de sidste par dage. Sommerfuglene er vilde med purpursolhattene.

Nu er jeg ikke den store sommerfugleekspert, men Admiraler og Nældens taksvinger var der mange af. Nogen gange sad der op til tre sommerfugle på en blomst ad gangen. De fløj selvfølgelig hver gang, jeg skulle tage et billede 😉

Dagpåfugleøje var også med. Der blev festet mest i de pinkfarvede purpursolhatte. De hvide og grønne var åbenbart for kedelige til sommerfuglene.

Jeg sidder lige nu og prøver på at overbevise mig selv om, at det bliver dejligt at komme på arbejde igen i morgen efter tre ugers ferie. Det er en mental øvelse af de store sådan klokken ti aftenen før hverdagen begynder 😉

Article
7 comments

De hvide i dag

Hvid er også sorgens farve, så med Norge i tankerne bliver det de hvide blomsters dag.

 

Solhattene kommer med masser af blomster nu. Echinacea purpurea, white swan, er en af dem som flyttede ind i haven sidste år.

 

Perlekurv, Anaphalis margaritacea, såede jeg for et par år siden, og nu har jeg den flere steder i haven. Den har fine bløde gråhvide stængler og blade. Iøvrigt en rigtig mormorplante 😉

 

Den hvide klokkeranke, Cobaea scandens ’Alba’, er netop sprunget ud. Den gror og gror, og sætter et hav af klokker, så i dag får den lov til at symbolisere at livet heldigvis går videre.

Article
17 comments

1. feriedag med tagsten

I går startede 3 ugers ferien. Herligt! Den skal holdes hjemme med småture til Møn og Sverige, og et par småprojekter. Ikke noget stort og ikke noget must. Der skal være plads til at dase og drive og nusse i haven, og nyde at purpursolhattene springer ud på stribe nu.

Men der er jo lige det der projekt mur, og det var skyld i, at ferien fik en lidt forceret start. Selve muren blev færdig sidste weekend, og tagstene, som var et restparti til en fordelagtig pris, blev hjembragt i mandags. De har så stået på en lånt trailer på gårdspladsen siden, fordi vi ikke lige havde tid og kræfter til at få bugseret traileren om på mur-byggepladsen.

Desværre var der en som skulle bruge traileren fredag, og det skulle gå hurtigt, så tagstenene blev læsset af på gårdspladsen, mens vi var på arbejde. Øv tænkte jeg, da jeg kom hjem. Der går nok et stykke tid før de tagsten bliver flyttet, og det gider jeg ikke se på hele ferien. Jeg tog trillebøren og kørte alle 120 tagsten om på byggepladsen. Det var regnvejr, og det blev mørkt, inden jeg var færdig. Jeg kunne også godt mærke det på min krop. Jeg havde fået lange arme og adskillige blå mærker, men nu var det gjort, og så kunne ferien starte.

Lørdag morgen stod jeg (næsten)frisk op, og skulle lige til at køre et smut til Holbæk, da sjakbejsen for murprojektet(en nabo) kom og sagde, at det var nu, der skulle lægges tagsten på, fordi ham som havde forstand på det(en anden nabo) havde tid nu. Der var også lige et problem, og det var, at der var sorte fast-tjærede velcrobånd på tagstene. Det duer ikke til en mur!

Der var sådan set ikke andet at gøre, end at gå i gang med med spartel, rensebenzin og knofedt. Frotté klude kan anbefales, hvis andre skulle få den vanvittige idé at kaste sig ud i noget sådant. Det brugte vi så hele lørdagen på. 120 tagsten er mange, og man får ømme fingre, hænder og arme, og ryggen går heller ikke ram forbi. Min mand mumlede lidt om, at han nok havde været lidt for sparsommelig denne gang. Enig 😉

Men vi blev færdige. Al velcroen kom af og tagstene blev glatte og flotte, og er nu lagt på de 35 meter mur.

Og det ser bare brandgodt ud. Nu mangler muren kun at blive pudset. Det får vi hjælp til i næste weekend, og så har jeg en færdig sydmur, som jeg allerede her i ferien kan jeg plante op ad 😀
Næste år bliver det grønne skur skiftet ud med et drivhus. Vi har mange idéer og drømme om, hvordan det skal se ud og indrettes, men den tid, den glæde 😉

I dag tager vi en tur i skoven. De ømme hænder og arme skal have hvile. Vi har jo ferie 😀

Article
0 comment

Højsæson for solhatte

Hvid purpursolhat i selskab med Irlands klokke og kardon

Purpursolhatte er bare så flotte, og lige nu står de i fuldt flor. Jeg har hvide, rosa og purpurfarvede. De holder også godt som afskårne i vaser indendørs. Næste år skal jeg have flere. Jeg tror det bliver noget med de mere gyldne farver som f.eks. orange. Det er ellers ikke det, som der er mest af  i min have. De gule, orange og til dels de røde farver har været henvist til køkkenhaven og et hjørne af skærehaven. I år har jeg anlagt et nyt bed, hvor de sart gule og en enkelt gul røllike har fået plads, og fremover skal der være mere gult og orange i bedene, især her i sensommeren må der gerne være lidt mere knald på farverne.

Pupursolhat