Gallery
8 comments

Havestuens krydderurter i marts

Haven er lige nu dækket af sne, så der er ikke så mange krydderurter at hente derude. Men heldigvis har jeg en havestue, hvor jeg kan overvintre de sarte af slagsen, som ikke tåler frost. Her i havestuen er der fuld gang i foråret, så der trives krydderurterne og jeg.
Krydderurter
Lyset er meget skarpt på denne årstid, men det er godt for både mig og krydderurterne.
Det er citronverbena, æblesalvie og solbærsalvie, som ses i de store potter. De kan ikke overvintre i det danske klima, så de skal stå frostfrit om vinteren. Jeg har mulighed for at sætte gulvvarme på, så jeg kan holde temperaturen over frysepunktet. Der står også Ananassalvie, mexicansk koriander og rosmarin. Her er også lidt forskellige krydderurter, som sagtens kan klare vinteren udenfor. Det er bare dejligt at kunne tage af dem nu. Citronmelisse, estragon og mynter er nogle af dem.

Klik på billederne nedenunder for at få dem i stort format.

Når solen er fremme kommer temperaturen op på et par og tyve graders varme i havestuen. I de sidste tre dage har jeg spist morgenmad, frokost, ligget og læst krimier, kulørte blade (herunder Haven og Isabellas) og nydt min påskeferie her. Nu er der kommet lidt mere drive i mig, så i eftermiddag står den på rengøring, og det er selvfølgelig i havestuen, det foregår 🙂

Article
26 comments

Havestuen vågner

Nu er havestuen vågnet af vinterdvalen igen. Morgen- og formiddagssolen fik i går temperatuen op på 23-34 grader i min østvendte havestue, så vi kunne spiste frokosten derude. På det tidspunkt var der temmelig kaotisk med en urskov af ikke-nedklippede overvintrende planter, potter, såjord og almindeligt rod. Det var nærmest stormvejr udenfor, så jeg brugte eftermiddagen i den lune havestue med nedklipning af krydderurter, pelargonier,oprydning og støvsugning. Resten af rengøringen gemmer jeg til en anden dag. Det tager ret lang tid at vaske alle vinduerne og loftpladerne, så det har jeg tilgode 😉

Her er den familievenlige del af havestuen, hvor frokosten nu kan indtages på solrige dage.

Den anden halvdel er plantespiringscentral og vinteropbevaring af sarte planter. Lige nu står der to borde oven på hinanden. Det nederste er et teaktræsbord, som skal sælges/bortgives, og det andet skal ud i haven, når vejret bliver til det. Men lige nu er det jo et fantastisk forspiringsbord i to etager. Erfaringen siger, at det får jeg helt sikkert også brug for om et par måneder.

Her er det mandstro og Dahlia Bishop’s children.

Denne her skønne tevogn, som jeg købte i sommers på et loppemarked for 45 kr., bliver lige nu brugt til overvintrende krydderurter. Nedenfor står der agapantus og citronverbena.

Jeg har særlig forkærlighed for krydderurter. Her er det stiklinger af colamalurt.

Oregano Hot & Spicy, Oregano Compact, stevia, persilleselleri, appelsintimian, rosmarin er nogle af dem, som også står der.

Solbærsalvierne har været meterhøje. Det hjalp på pladsen, da de blev skåret ned.
Jeg har taget stiklinger af forskellige pelargonier og duftgeranier, som skal sættes i potter, og så bliver der nok også tid til en tur i haven i dag. Vejret er jo helt fantastisk, så det tegner til at blive en super søndag 😀

Article
19 comments

Krydderurtebedet ucensureret

Jeg har været lidt tilbageholdende med at vise et billede af hele kryddertebedet, som blev anlagt for et par måneder siden. Det er et smukt og frodigt bed, hvor planterne trives og gror.

Men så er der hegnet. Det er ikke ligefrem en skøn baggrund. Jeg havde endda overvejet at dække det til, mens jeg tog billedet. Men nej, hegnet bliver lavet til august, hvor det bliver noget med rionet på det eksisterende betonfundament. Indtil da ser det bare sådan ud. Vi har jo lige 35 meter mur i den modsatte side, som skal fikses først 😉
Jeg er god til at abstrahere fra det til daglig, og i stedet fokusere på det, der er smukt. Lige nu er der mange blomstrende krydderurter.

Denne citronté-mynte var en dejlig overraskelse. Den har nogle fantastisk flotte blomster. Men den kommer nok til at flytte lidt tilbage i bedet, for den er blevet ca. 75 cm høj, og står foran dukkehuset.

Den franske syre er også meget smuk med sølvgrå blade og lysegule blomster. Jeg har brugt den en del i salater og dressinger.

Løvstikke, Levisticum officinale

Løvstikken er nu blevet næsten halvanden meter høj, og blomstrer med sine mange sart gule blomster. Den led hårdt af at blive flyttet i starten maj. Jeg måtte klippe det meste af ned, men den er kommet sig helt fint nu.

Appelsinsalvien har nogle fine små blomster, som er næsten skrigende røde.

Solbærsalvien er næsten endnu mer skrigende i en pink nuance.

Der er også meget grønt i et krydderurtebed, så det passer fint ind mellem alle blomsterbedene, som godt kan have brug for lidt mere afdæmpet grønt. Jeg har ikke så meget græs tilbage i den ende af haven. Det er blevet til bede 😉