Article
10 comments

En overdådig skærehave

På vej hjem fra weekendens tur i sommerhuset på Møn var jeg lige indenom Isabella Smith. Hun har anlagt en stor skærehave og fået opført et skønt orangeri i bedste Isabella stil. Jeg så haven i juni måned, hvor den ikke synede af ret meget. Helt nyanlagt på et bart stykke jord. Men jeg skal lige love for, at den er blevet til en skærehave, der kan fråses i. Der er dahliaer, stolte kavaler og lathyrus i størrelser og mængder, der tyder på, at sommerferie-vandingen og gødskningen nok har været et niveau over min haves. Under alle omstændigheder blev jeg meget inspireret, og her er stof til planlægningen af næste års skærehave. Jeg skal i hvert fald have mange stolte kavalerer næste år. Her kommer en stribe billeder af dagens indtryk.
skærehave skærehaven dahlia orangeri inde kat stolte kavalererskærehaven

Article
10 comments

Skærehaven lige nu

Nu har jeg fået luget så meget i skærehaven, at man kan se rækkerne af blomster. Der er lavendel, brudeslør, stolte kavalerer, kornblomster, jomfru i det grønne, morgenfruer og meget mere.

Skærehaven har 2 store bede. Det ene med rækker af såede blomster, og det andet kalder jeg plantekravlegården. Her kommer en del 2-årige, og planter som jeg ellers ikke ved, hvad jeg skal gøre af. Blandede farver af studenternelliker og lathyrus havner her. Planter som har sået sig selv og skal flyttes et andet sted hen, har mellemlanding her indtil jeg har fundet den endelige plads.

En mørk stokrose, som ikke kom videre i år.

Studenternelliker. Det her billede er et par uger gammelt.

Nu er de næsten afblomstret. Her er en lys lavendel ved siden af ærteblomster på vej op af hasselstativet.

Kornblomst i lilla 🙂

En selvsået solsikke, som nu har passeret de første 2 meter.

Jeg lejer det her stykke jord af naboen. Det er en gammel hønsegård, som ikke bliver brugt mere. Der var brændenælder i gigantstørrelse, da jeg overtog den for et par år siden. Hønsemøg er god gødning. Nu har jeg et par ekstra 100 m2 til at boltre mig på, og det er skønt 😀