Article
11 comments

Et bord til påskefrokosten

Påskefrokosten er en oplagt mulighed til at gøre noget ud af borddækningen. Det kan gøres på mange måder, og der kan være traditioner og forventninger, der skal tages hensyn til. Det kan også være her, man har chancen for at gøre noget vildt og anderledes. Mit bud på årets påskebord er lidt midt imellem, og det er dækket i samarbejde med min datter Marie, som også har et kreativt gen.

Påskebord

Der er dækket op i havestuen, hvor lyset og varmen nu gør det skønt at være her. En traditionel frokost fylder meget på bordet. Derfor er dekorationer og potter med planter og grene sat i bordenderne, så der er plads til maden på midten af bordet. I smedejernslysekronen er der hængt hornvioler i hørposer. Tallerkenerne er ikke ens, men holdt i samme farve. Det giver en fin helhed, og samtidig bliver det ikke alt for stift. Forskellige glas og stole bidrager også til det uhøjtidelige. Faverne på bordet er traditionelle påskefarver i gul, lilla, hvid og grøn.

Hængende hornvioler

Hornviolernes rødder er pakket ind i plastik og et stykke hørstof, og så er det bundet sammen med en jutesnor, der ender i et ophæng. Der er syet et et par sting i siderne til at holde ophænget fast, så planten i tipper. Der er meget højt til loftet her i havestuen, så det er fint med lidt pynt i højden.

Kuvert

Bordkortene er et lille haveredskab (fås i hobbyforretninger), hvor der er sat et navneskilt på. Det er sat i jord i en æggeskal fra morgenægget sammen med en lille lyslilla krokus fra haven. Krokus holder ikke længe indendørs, så disse bordkort skal laves samme dag, ellers er der ikke meget liv i krokussen.

Serviet

Der er brugt stofservietter med print af gamle frøposer og forskellige grønne snore omkring. Man kan finde mange forskellige printegnede frøposer og lignende, ved f.eks. at søge på old/antique sees packets. En del af dem, jeg har brugt, er fra denne side. Jeg kunne også have valgt at bruge rigtige frøposer, så gæsterne havde noget at tage med hjem.

lysegule krokus

Det gule på bordet bliver understreget af de lysegule krokus, som også er friskopgravede fra haven. Vasen er fra marmeladestellet 😉

Dorothealiljer

Dorothealiljerne er så fine, og de har også lige lidt gult. Kanden på bordet har jeg været så heldig netop at vinde i kunstforeningen på arbejdet. Den er af Ulla Sonne og fin til vand på påskebordet.

Blå krokus

For bordenen står der potter med krokus, primula, hvide perlehyacinter og en stor gren. Der har også sneget sig et par høns ind. I den anden ende af borde er der er par lam, men kyllingerne nåede ikke op på bordet i år.

Kig med i morgen hos Birgitte på The little black house, hvor der er enkle påskedekorationer til haven.

Article
0 comment

Årets juleborde

Juledagene er i år blevet holdt i sommerhuset på Møn. Det har været rigtig hyggeligt i det lille hus, og selv om pladsen ikke er stor, så finder vi ud af det. Jeg plejer her på bloggen at vise mine juleborde, og det skal I heller ikke snydes for i år. Det første er juleaftensbordet.

Juleaftensbordet Juletræsserviet Juleaftensbord Skål med hyacint og tranebær

Selve bordet er et gammelt egetræsbord, som i sig selv er flot, at jeg har valgt dugen fra. Bordet er smalt, så der kan ikke være så meget pynt på bordet. Det er holdt i grønt med servietter, gran, grene med limspray og guld. og lidt rødt i form af tranebær. Servietterne er foldede efter denne video-vejledning.
Men det er jo ikke meget bordpyntsplads, så jeg har valgt at tage pladsen over bordet i brug.

Loftpynt med kogler Loftpynten 2. juledag AmaryllisHyacint

Jeg har spændt et stykke ståltråd ud mellem to loftbjælker, og her har jeg hængt kogler, gran, hvide hyacinter omviklet med mos og vinseltråd og amaryllis. Amaryllis er meget flotte, når de hænger på hovedet, og de skulle holde op til et par uger på den måde, hvis man husker at vande dem.

Amaryllis med snor og pind Vand på amaryllis

De skal først skæres i passende længde og derefter bindes en snor eller et stykke ståltrål stramt om øverst oppe. Ikke for stramt, så stilken flækker, men så stramt at den kan holde på pinden, som skal stikkes igennem stilken. Jeg har brugt en grillpind og klippet den til i passende længde. På pinden skal der sættes et stykke ståltråd, som skal bruges til ophæng. Inden man hænger den op, skal stilken fyldes med vand.
Loftpynten kan også bruges til nytår, hvor koglerne og granen kan udskiftes med f.eks. champagneglas. Her er en finsk/svensk video, hvor man kan se, hvordan man også kan gøre. Hvis du ikke er så skrap til svensk med finsk accent, så går det også helt fint kun at følge med visuelt.

I dag 2. juledag har vi holdt julefrokost med alt, hvad der hører til af spiselige frokostretter i følge familiens traditioner.

Bord 2. juledag Kuvert 2. juledag 2 juledagsbordet

Loftpynten er genbrugt, og bordpynten endnu enklere, så der er rigelig plads til maden.
Jeg har også skrevet om juleaften på Huset i Busene, hvor der er mere om juletræet.

Alle der læser med på bloggen ønskes hermed en glædelig jul.

Article
20 comments

En rigtig Ina dag

“Så får du en rigtig Ina dag” sagde min 17-årige ved halv nitiden i morges, da jeg satte hende af ved Kvickly, hvor hun arbejder i fritiden. Inden da havde jeg sat manden på toget til to-dages IT-nørd-konference, og den 19-årige hjemmeboende drog afsted i går og kommer først hjem søndag eftermiddag. Det gør Kvickly-medarbejderen også, så nu har jeg ikke bare en dag, men faktisk en weekend for mig selv. Det sker yderst sjældent, så nu skal der nørdes 😉

Ikke overraskende er det noget med have, som bliver det gennemgående tema i denne weekend. Først tog jeg en tur til et par byggemarker (de har tidligt åbent), og derefter to planteskoler, hvor jeg fik købt hornvioler og anemoner til krukkerne. Og så lykkedes det mig i den mest velassorterede af planteskolerne i Holbæk at få fat i både økologisk  såjord og økologisk krukkejord. De har godt nok ikke det danske økomærke, og de er også baseret på spagnum. De har det svenske økomærke, og det er da et skridt på vejen. Det er meget svært at få fat i økologisk jord, så jeg tror på, at det hjælper at efterspørge det. Det måtte jeg også for at finde det 😉

Jeg var også lige forbi Casparis lagersalg og fik suppleret serviet- og gavepapirsdepotet. De har nogle skønne servietter med haveredskaber og gavepapir med grønsager fra Royal Horticultural Society, og så er det 2. sortering til ingen penge 🙂

I eftermiddag står den på udtyndning og prikling i de første såninger, som det ses er der lidt trængsel hos de smalbladede klokker. Til gengæld er der lidt langt imellem tidselkuglerne ved siden af. Sådan er det nogen gange, når man sår 😉 Jeg skal også have sået flere af de tidlige sommerblomster som klokkerankerne, men de fleste sommerblomster som tagetes, prydtobak og lathyrus venter jeg en måneds tid med. Det kribler i fingrene for at gøre det, men erfaringen siger mig, at de bliver for ranglerede, hvis jeg starter nu. De kan først plantes ud i slutningen af maj, når faren for nattefrost er overstået.

Og så har jeg lige fået en ekstra tjans, som jeg glæder mig rigtig meget til. Jeg skal være gæsteskribent på Isabellas facebookside med et indlæg ca. hver 14. dag om, hvordan det går med såning og dyrkning af 10 forskellige slags frø, som kommer med posten en af dagene sammen med tilhørende mistbænke. Læs mere på siden HER

Der er som altid også nogle tekniske udfordringer, som jeg skal have gjort noget ved. En af dem er, at Google Friend Connect nu kun duer til Blogspot. Fremover kan bloggen her følges via facebooksiden (knap i højre side) og bloglovin Follow my blog with Bloglovin.

Nu kommer solen, så nu smutter jeg ud og planter i krukker…