Article
9 comments

Tid til at forsyne sig

Nu er det tid til at bestille frø hjem. Sådan rent moralsk er det bedst, at have gennemgået resterne fra sidste års frøposebestand, som muligvis(højst sandsynligt) kan bruges i år. Det er også mest fornuftigt, at have et vist overblik over dette års planer med køkkenhaven, og andre realistiske forventninger til havens evne til at kunne rumme sommerblomstdrømmeplanterne. Jeg mener helt klart, at jeg har overblikket! Så nu er det helt legalt, at shoppe løs. Første bestilling havnede hos Isabella Smith, som er en mangeårrig frøpusher her på matriklen.

Rosenslynge, Rhodochiton atrosanguineum

Rosenslynge, Rhodochiton atrosanguineum

Rosenslynger skal forspires nu, så den er med i første bestilling. Dette billede er fra 2011, hvor jeg havde de skønneste rosenslynger. Yderst til højre ses “benene” af kæmpeverbena, som også snart skal i jorden.
0-kæmpeverbena
Disse op til 2 meter høje skønheder havede jeg i en stor zinkvaskebalje på terrassen sidste år, og det tror jeg skal gentages i år.

Disse to sammen med 12 andre frøposer med citronbasilikum, kæmpe mandstro, artiskok, toscanakål, klatrebønner painted lady, rød bladbede, valmuer og en del ærteblomster kom med posten i dag 😀

Der er sikkert en del andre frø, som er absolutte nødvendigheder, der skal investeres i i år, så jeg kommer nok til at surfe lidt mere rundt i netbutikkerne. Mine fortrukne ses under “Shopping til haven”. Jeg satser også på at komme til en af Camilla Plums frødage på Fuglebjerggaard, og så skal jeg også til havemesse i Malmø, hvor Impecta har en stor stand. Jeg har også samlet en del frø i haven sidste år, så mon ikke jeg undgår frømangel med alle disse tiltag 😉

Article
9 comments

Så kom de første frø i jorden

Det er iskoldt ude og sneen daler ligeså fint ned. Foråret virker meget langt borte, men nu er det faktisk på tide at så :D. Jeg fik koldsået for en uges tid siden, og i dag fik jeg sået de første frø til indendørs forspiring. Det blev til knoldselleri, bladselleri, kardon, auberginefarvet stokrose og rosenslynge.

Rosenslynge, Rhodochiton atrosanguineum

Rosenslynger kunne godt vente lidt, men de er lidt tricky. De vokser meget langsomt i starten, så jeg giver dem en tidlig kickstart og lidt specialomsorg senere hen. Sidste år havde jeg sat dem til at vokse op ad bambuspinde. Det virker meget godt til stangbønner, men ikke til rosenslynger. De falder ned ad de glatte bambuspinde, og så ser det heller ikke så fikst ud. De fik en rusten jernkrone senere på sæsonen. Det var lidt bedre.

Jeg skal også have chili, men dem køber jeg som planter. Artiskok mangler jeg at så, men skal lige have købt frø først. Jeg havde glemt det!

Resten af forspiringen må desværre vente. Det er for tidligt endnu.