Article
11 comments

Kvæder, græskar og paradisæbler til pynt

I løbet af den sidste uge har efteråret indfundet sig. Temperaturen er faldet og dagene er blevet væsenligt kortere. Det er lidt øv, og jeg må indrømme, at jeg er mere til forår og sommer. Men når det nu skal være, så er der også fordele ved mørket. Nu kan man fråse løs i lanterner og lygter, og så varer det ikke så længe før julen nærmer sig 😉

kvaeder-ved-hoveddoeren

Jeg har plukket en kurv fuld med duftende kvæder og sat den ved hoveddøren sammen med lidt lys. Krukkerne med sommerblomster er fjernet. De kunne ikke mere. Det er lidt for tidligt med juleriet, så efterårsscenariet på gårdspladsen er kvæder, græskar, lanterner, lyng og paradisæbler.

lyng-og-graeskar glaslygte-og-graeskar

For at det ikke skal være alt for farveafstemt og dæmpet, har jeg sat et fad med røde paradisæbler. Det giver lidt liv.

paradisaebler

Så er der efterårshygge på gårdspladsen.

Article
2 comments

Vinterklargøring

Det er for alvor blevet november nu. Bladene rasler hastigt ned fra træerne, og mange er nu helt nøgne. Nattens kraftige blæsevejr har også hjulpet til. Mit paradisæbletræ er et af dem. Alle bladene ligger nu på jorden, og æblerne er blevet endnu tydeligere. Det er smukt i novembersolen, og fuglene er synes også godt om det.

Paradisæbler

Bladene er blæst ind i bedene. Det er faktisk ret smart. Jeg havde tænkt mig at bruge dagen i dag til at rive dem væk fra græsset og ind i bedene, så de kan formulde i løbet af vinteren og give næring til bedet. Det har blæseværet klaret helt af sig selv.

Blade under ligusterhækken

Kirsebærtræets blade har lagt sig under ligusterhækken, så der er ikke mange tilbage på græsset. Den bare jord har godt af bladdækket, men græsset klarer bedre vinteren uden.

Jomfru i det grønne

Frosten har ikke for alvor været forbi endnu. Den plejer ellers nok at komme tidligt her på midtsjælland, men jeg har stadig dahlia og jomfruer i det grønne. Det nyder jeg, men lige pludselig kommer den, så jeg har brugt et par timer på at flytte de frostfølsomme planter i vinterhi i havestuen. Det er pelargonier, agapanthus, citronverbena, og rosmarin. Det har jeg det ret godt med. Nu behøver jeg ikke rende rundt med lommelygte og pandelampe efter arbejde, fordi de har lovet nattefrost 😉

Article
0 comment

Spiselig pynt til træet

Et stort træ i haven med røde bær, pyntet med røde æbler på ståltråd og fedtkugler med rød snor. Indrømmet, der er en snert jul over det her, selv om vi kun er i starten af oktober. På den anden side, så er det ikke for tidligt at begynde at tænke på fuglene, og så passer de røde farver godt ind i havens efterårslook. Hvidtjørnen er et godt sted til fodring af fugle, og hvorfor så ikke gøre det lidt festligt med det samme.

Tjørn med pynt

Det er paradisæbler, der er trukket på ståltråd med en pind som stopklods nederst.

Paradisæbler i tjørn

Fedtkuglerne er blevet befriet for den grønne plast og har fået en rød snor i stedet. Jeg kunne også bare have brugt en neutral snor, men så kan man jo ikke se dem 😉

Fedtkugle

Jeg fik hjælp af yngste datter. Hun tog sig af alle æblerne og det meste af ophængningen.

Ophængning

Hun er ikke så vild med havearbejde, men til gengæld elsker hun jul, så det blev en rigtig hyggelig søndag eftermiddag i haven for os begge.