Article
12 comments

En spansk skønjomfru til kålen

En ny sommerblomst i haven i år er den spanske jomfru, Nigella hispanica ‘Lovey-Dovey’. Hun har fået plads i køkkenhaven, for der skal være blomster, så der er noget til at tiltrække de gode insekter, som svirrefluer til at tage sig af bladlusene. Blomsterne er også gode til at forvirre kålsommerfuglene, så de ikke lægger æg på kålbladene.Og så gør det heller ikke noget, at der er noget smukt til øjet, og jeg må sige, at jomfruen gør det godt blandt kål og bønner. En meget spektakulær blomst med krone og skørt.Den afblomstrede blomst er heller ikke værst. En sådan frøstand pynter også, og jeg må sige, at hun gør det godt blandt kål og bønner.Og kålen har det godt i år. Jeg har undgået sidste års skelet-kåls katastrofe, hvor kålsommerfuglelarven havde fået overtaget. Jeg tror, at de mange blomster har gjort et godt stykke arbejde. Her spiller er appelsin-tagetes nok en stor rolle, men i det hele taget blomster imellem grønsagsrækkerne er godt. Jeg har også taget en runde ca. hver anden dag i kålbedet og holdt larve-masakre. Det er et overkommeligt og nødvendigt arbejde, og nu begynder det at mindske i mængden af æg og larver. Der er det gode ved efteråret 😉Jomfruernes blomsterpragt er nu også ved at blive overtaget af frøstandenes, men det gør nu heller ikke noget. De har gjort deres arbejde, og frøstandene kan bruges til næste års såning og f.eks. kranse.

Article
18 comments

Fødselsdagsvejr

Det er et vidunderligt vejr i dag. Sol, sommer, let brise og varme. Det er også en særlig dag i dag. Det er 2 år siden, at jeg udgave mit første indlæg på bloggen. I starten levede den sit stille liv, hvor jeg skrev om lidt af hvert, og ellers holdt mig for mig selv. Efter kort tid blev den til en haveblog, og nogle måneder senere begyndte jeg at kommentere på andre blogge, og der kom kommentarer på min. Siden da er det blevet til 308 indlæg, 14 sider, 34 kategorier, 524 tags  og 2585 kommentarer her på bloggen. Den har ændret udseende adskillige gange og billedkvaliteten er heldigvis også blevet bedre med tiden.

Spansk Jomfru i det grønne, Nigella Hispanica ‘Lovey-Dovey’

Det er blevet til mange virtuelle venner og bekendte gennem bloggeriet, og nogle af dem er det også i den virkelige verden. Vi mødes til forskellige arrangementer, og hvor er det skønt at mødes med nogle, der er ligeså havefreakede og vilde med at blogge, som en selv. Det havde jeg aldrig drømt, da jeg startede bloggen. Det tager tid at blogge, og nogle gange kan det knibe med tiden, så kører det lidt på vågeblus. Andre gange kører det bare der ud af, især om vinteren når frosten og mørket sætter en stopper for de store haveudskejelser. Så er det skønt at kunne komme ud med sine drømme og forventninger om haven, at få de andres begejstrede og forstående kommentarer til de vilde projekter, succeserne, katastroferne og de alt for mange frøindkøb. Men nu er det altså havevejr, så jeg slipper tasterne og går i haven 😉