Article
14 comments

Blogtræf og mur

I dag har jeg tilbragt 4 timer med små 20 havebloggere fra hele landet 😀

Der behøves vist ikke sættes så mange ord på. Det var vidunderligt at se personerne bag bloggene, at snakke have, at se på have og planter,  bytte planter og frø. Der blev grinet, diskuteret blomsterdyrkning, snakket om familiens ringe forståelse for havepassionen og fotograferingens kunst. Når vi nu er ved fotografering, så skal det lige med, at jeg i spændingen glemte mit kamera derhjemme, så I får i stedet for et billede af terrassemuren, som blev færdig i mit fravær i dag.

Det har været en skøn dag. Tak for det 😉

 

Article
17 comments

Mur og mere mur

For en måneds tid siden blev vi færdige med murprojektet mod nord. Jeg har ikke tidligere vist billeder af den helt færdige mur på bloggen. Det skyldes nok, at jeg havde forestillet mig, at jeg også lige skulle have ordnet lidt mere i bedene foran muren først. Det går bare ikke så hurtigt, for på trods af al regnen, er jorden stenhård af træskotose og murpuds en halv meter ud fra muren.

Her er den så set uden for haven, lige da den var færdig. 36 meter pudset mur. Et stort arbejde, som der står mere om HER og HER.

Og her er den så set fra havesiden for en måned siden.

Her er den så set indefra haven i dag. Den er flot og lang, og vi er rigtig godt tilfreds med den. Det grønne skur skal skiftes ud med et drivhus, og forhåbentlig bliver det næste års projekt. Det bliver i hvert fald ikke i år, for nu har vi igen kastet os ud i næste Byggemand Bob projekt. Der var en del materialer tilbage fra muren, så nu får vi lavet mur ved træterrassen mod syd.

Torsdag og fredag aften rev vi det gamle faldefærdige hegn ned.

Hegnet er væk. Nu er der en skøn udsigt til naboens græsplæne og buskas. Noget kønnere end det gamle grimme hegn, så et splitsekund overvejede jeg at spørge naboen, om jeg kunne leje hans have. Jeg lejer jo det grønne hønsehus og arealet omkring det i forvejen. Meeen jeg har vist nok at rive i for tiden, så det venter jeg med 😉

Der skal være mur på de to sider af terrassen og resten skal være et nyt træhegn. Lørdag regnede det hele dagen, og der skete ikke noget på byggepladsen. Men i dag kom solen, og så kunne den anden murkyndige nabo komme i gang.

Søndag eftermiddag var projektet kommet så langt. Der mangler et par sten i højden, og så skal der beton, puds og ikke mindst tagsten til, før den er færdig.

Vi har også nok af tagsten med fasttjæret sort velcrobånd på, som var et af min mands fordelagtige køb. Men vi ved jo hvad der skal til for at få dem velcrobåndsfrie: en spartel, frottéklude, rigeligt rensebenzin og masser af knofedt 😉

Article
17 comments

1. feriedag med tagsten

I går startede 3 ugers ferien. Herligt! Den skal holdes hjemme med småture til Møn og Sverige, og et par småprojekter. Ikke noget stort og ikke noget must. Der skal være plads til at dase og drive og nusse i haven, og nyde at purpursolhattene springer ud på stribe nu.

Men der er jo lige det der projekt mur, og det var skyld i, at ferien fik en lidt forceret start. Selve muren blev færdig sidste weekend, og tagstene, som var et restparti til en fordelagtig pris, blev hjembragt i mandags. De har så stået på en lånt trailer på gårdspladsen siden, fordi vi ikke lige havde tid og kræfter til at få bugseret traileren om på mur-byggepladsen.

Desværre var der en som skulle bruge traileren fredag, og det skulle gå hurtigt, så tagstenene blev læsset af på gårdspladsen, mens vi var på arbejde. Øv tænkte jeg, da jeg kom hjem. Der går nok et stykke tid før de tagsten bliver flyttet, og det gider jeg ikke se på hele ferien. Jeg tog trillebøren og kørte alle 120 tagsten om på byggepladsen. Det var regnvejr, og det blev mørkt, inden jeg var færdig. Jeg kunne også godt mærke det på min krop. Jeg havde fået lange arme og adskillige blå mærker, men nu var det gjort, og så kunne ferien starte.

Lørdag morgen stod jeg (næsten)frisk op, og skulle lige til at køre et smut til Holbæk, da sjakbejsen for murprojektet(en nabo) kom og sagde, at det var nu, der skulle lægges tagsten på, fordi ham som havde forstand på det(en anden nabo) havde tid nu. Der var også lige et problem, og det var, at der var sorte fast-tjærede velcrobånd på tagstene. Det duer ikke til en mur!

Der var sådan set ikke andet at gøre, end at gå i gang med med spartel, rensebenzin og knofedt. Frotté klude kan anbefales, hvis andre skulle få den vanvittige idé at kaste sig ud i noget sådant. Det brugte vi så hele lørdagen på. 120 tagsten er mange, og man får ømme fingre, hænder og arme, og ryggen går heller ikke ram forbi. Min mand mumlede lidt om, at han nok havde været lidt for sparsommelig denne gang. Enig 😉

Men vi blev færdige. Al velcroen kom af og tagstene blev glatte og flotte, og er nu lagt på de 35 meter mur.

Og det ser bare brandgodt ud. Nu mangler muren kun at blive pudset. Det får vi hjælp til i næste weekend, og så har jeg en færdig sydmur, som jeg allerede her i ferien kan jeg plante op ad 😀
Næste år bliver det grønne skur skiftet ud med et drivhus. Vi har mange idéer og drømme om, hvordan det skal se ud og indrettes, men den tid, den glæde 😉

I dag tager vi en tur i skoven. De ømme hænder og arme skal have hvile. Vi har jo ferie 😀

Article
9 comments

En skøn redning

Det er lykkedes at redde et par clematis fra det nu nedrevne hegn.  Jeg er især glad for, at denne “Warszawska nike” overlevede en flytning i midten af juni måned, og så oven i købet blomstrer nu.

Jeg har købt et plantestativ til clematissen fra den lokale kunstsmedje HJdesign her i byen. Jeg tror, at det godt kunne blive til et par stykker mere i samme stil 😉
Der var flere clematis, en klatrerose, et par stauder og et grantræ, som blev flyttet en sen aften for en uges tid siden. Det var i sidste øjeblik før mur-projektet startede, og skulle jo have været gjort for længe siden. Det er ikke lige det bedste tidspunkt til at flytte planter. Men sådan går det bare nogen gange. Alternativet var, at de var blevet trampet ned, og så havde de nok slet ikke overlevet.

Murprojektet skrider fremad som planlagt, men der er et godt stykke vej endnu  😉

Article
13 comments

Åben have hele sommeren

Lige nu har jeg åben have. Ikke sådan i traditionel forstand, hvor jeg stolt viser min have frem for besøgende. Det er nærmest tvært i mod.

Vi har fjernet ca. 35 meter faldefærdigt hegn mod nord. Motorsaven klarede det meget kvikt, som var det tændstikker. Det var meget mørt. Nu står der kun stolperne igen, og haven er helt åben.

Ud over stolperne er der også et betonfundament med mere eller mindre brugbare jernstolper tilbage. Vi skal have en pudset mur i stedet. Det bliver et projekt som kommer til at strække sig over hele sommeren, så jeg kommer til at vænne mig til at have åben have i lang tid.

Her er min udsigt til naboens asfalt-gårdsplads med trailer, trampolin og tørrestativ og næste nabos raftehegn. Planterne og træerne er i min have 😉

Men vi får en 35 meter lang sydvendt mur, hvor der med tiden skal bygges et drivhus til midt på, så derfor klarer jeg helt fint, at have åben have hele sommeren 😀