Article
12 comments

Perlehyacintvariationer

Der er meget jeg ikke når eller ikke er særlig god til i haven f.eks. beskæring af træer og roser. Men er der noget jeg er god til, så er det at lægge blomsterløg. Jeg får altid købt en masse i efteråret og får også puttet dem i jorden. Jeg får også altid sat julens hyacintløg i jorden udenfor, og det samme gælder for de andre løgvækster, som har pyntet indendørs i det tidlige forår. Det resulterer i et et skønt blomsterflor hele foråret, og det er helt vidunderligt. Jeg kan varmt anbefale det til alle dem, som ikke får det gjort. Man får meget for en lille indsats.
Lige nu står perlehyacinterne, Muscari, i blomst i hele haven. De blå har jeg i store mængder. De er flittige til at sætte sideløg, så der dannes hurtigt tuer, som kan deles og blive starten på en ny gruppe et andet sted i haven. De har heller ikke noget imod lidt frost, og trives de fleste steder. En helt igennem nemt og dejligt forårsløg.
De sidste par år er bestanden også vokset rent farvemæssigt.

De blå som jeg sikkert har i flere varianter uden helt at kunne skelne dem fra hinanden.

Muscari latifolium, som er mørkeblå nederst og lyseblå øverst.

Den hvide White magic, som også er blevet meget almindelig de senere år.

Den lyseblå Valerie Finnis, som ikke er sprunget helt ud endnu. Den står i et nordvendt bed.

Den lyserøde Pink Sunrise, som jeg før har vist på bloggen, men nok tåler en gentagelse.

Perlehyacinterne passer ind mange steder og bliver sjældent for meget i modsætning til de store hyacinter. De store kræver en velvalgt plads for ikke at virke for anmasende i størrelse eller farve. Jeg planter altid de mange hyacinter fra julen og foråret ud i haven, hvor jeg tror de passer ind. De bliver ikke helt så store, som ved første blomstring, men er nu rigtig flotte alligevel. Jeg flytter dem så igen her i foråret, hvis de står forkert rent farvemæssigt. Der er utroligt mange nuancer af lyserød og lilla. I år har jeg sat orange hyacintløg. De er endnu ikke sprunget ud, men jeg venter med spænding 🙂

Article
5 comments

Køkkenhaven kalder

I går kom løgene i jorden. Jeg har stadig gule kepaløg, skalotteløg og rødløg fra sidste års høst, så indenfor løg er jeg faktisk selvforsynende. Jeg har lagt de samme slags i år. Der er ikke så meget af se endnu. Det bliver et billede af violerne i kanten af køkkenhaven i stedet.

I dag står den på klargøring af jord og såning i resten af køkkenhaven. Altså, det som kan komme i jorden nu. Jordtemperaturen er ifølge Planteinfo er ca. 9,5  grader. Jeg skal have sået persille, dild, gulerødder, kål, salat og spinat. Jeg skulle helst også have sået lidt i skærehaven. Nu må vi se, hvor lang jeg kommer, men jeg har en hel dag i haven foran mig 😀

Article
0 comment

Løglægningstid

Et udvalg af efterårets indkøb af blomsterløg

Butikkernes/planteskolernes stativer med forårsløg har en slags magnetisk tiltrækningskraft, ligesom frøstativerne om foråret. De er ret svære at modstå. Netbutikker og  postordrekataloger med blomsterløg er også de rene tidsrøvere i denne tid. Jeg ender altid med både at købe nogle fornuftige gode store kvalitetsløg, som til gengæld er lidt pebrede i pris, og så er jeg tit til falds for lidt ekstra fra f.eks. Netto. I år havde de også blomsterløg i Ikea! Det måtte lige prøves af. Det blev til prydløg og Queen of Night tulipaner. De var godt ikke super store, men det var prisen heller ikke. Hos Isabella Smith er der altid gode løg, og nye specialteter som lyserøde perlehyacinter og skilla landede i kurven sammen med abrikosfarvede påskeliljer og flere dobbelte tulipaner. Jeg har heldigvis anlagt en del nye bede i år, så der er ingen problemer med at finde plads til løgene. Der er også tid nok til at lægge flere, hvis jeg skulle falde over et par poser mere.

Lyserød skilla. Billedet er fra www.isabellasmith.com

Abrikosfarvet påskelilje. Billedet er fra www.isabellasmith.com