Article
3 comments

Frodighed i krydderurtebedet

Krydderurtebedet bugner med urter. Her hersker frodigheden. Egentlig burde jeg klippe mange af dem ned, så de kommer med nye friske skud. Jeg tror, at jeg vil klippe nogle og lade andre stå, så der stadig er blomstrende mynter og flere meter høje løvstikker. Der skal også være noget at se på, når jeg kommer ud i haven, og jeg har det meste i rigelige mængder, så jeg kan godt lade nogle af dem stå i blomst. Især mynterne har smukke blomster. Krydderurtebedet ligger lige udenfor bryggersdøren. Det er meget praktisk, så får jeg brugt flere af dem også i regnvejr 😉

Den franske syre vælter ud over fliserne. Den er rigtig god i salater og dressinger, og så har bladene en skøn grågrøn farve. Der er flere slags malurt, som også har fine farver i den grå skala. Dem bruger jeg nu ikke til noget særligt i køkkenet. Fransk estragon, citronmelisse, citronverbena, flere slags oregano og timian bruger jeg til gengæld meget.

Hemmingway mynten er en af mange mynter. Det lille hus står nærmest i en mynteskov af bl.a. afrikansk-, sød citron- , peber-, jorbær-, og krusemynte. De er alle gravet ned i spande uden bund, så de ikke breder sig uhæmmet. Det har mynte, det med at gøre.

Ingefærmynten er ikke ret høj, kun ca. 25 cm, men er meget fin i forgrunden af bedet.

Blomsterkarsen Lemon Gleam kravler godt op ad rionettet bag huset. Den har en smuk gul farve, som lyser op i det ellers meget grønne.

Krydderurtebedet fungerer rigtig godt, og det skal der ikke ændres på.  Men ellers går det  godt med havekrisen. Den forløber helt som den skal. Jeg har nu masser af energi, som jeg bruger på køkkenhaven og Hønsegården (det stykke jord, som jeg har lejet af naboen). Her fungerer haven og er lige til at gå til. Der skal ikke tænkes så meget. Hver gang jeg skal derhen, går jeg igennem den del af haven, der skal nytænkes. Det er jeg så småt begyndt på. Det er stadig lidt diffust og endnu kun i små bidder. Men det skal nok komme, og så bliver det sjovt, når der skal tegnes og planlægges, og ikke mindst, når der skal graves og plantes. Det kommer I helt sikkert til at høre meget mere om 😉

Article
19 comments

Krydderurtebedet ucensureret

Jeg har været lidt tilbageholdende med at vise et billede af hele kryddertebedet, som blev anlagt for et par måneder siden. Det er et smukt og frodigt bed, hvor planterne trives og gror.

Men så er der hegnet. Det er ikke ligefrem en skøn baggrund. Jeg havde endda overvejet at dække det til, mens jeg tog billedet. Men nej, hegnet bliver lavet til august, hvor det bliver noget med rionet på det eksisterende betonfundament. Indtil da ser det bare sådan ud. Vi har jo lige 35 meter mur i den modsatte side, som skal fikses først 😉
Jeg er god til at abstrahere fra det til daglig, og i stedet fokusere på det, der er smukt. Lige nu er der mange blomstrende krydderurter.

Denne citronté-mynte var en dejlig overraskelse. Den har nogle fantastisk flotte blomster. Men den kommer nok til at flytte lidt tilbage i bedet, for den er blevet ca. 75 cm høj, og står foran dukkehuset.

Den franske syre er også meget smuk med sølvgrå blade og lysegule blomster. Jeg har brugt den en del i salater og dressinger.

Løvstikke, Levisticum officinale

Løvstikken er nu blevet næsten halvanden meter høj, og blomstrer med sine mange sart gule blomster. Den led hårdt af at blive flyttet i starten maj. Jeg måtte klippe det meste af ned, men den er kommet sig helt fint nu.

Appelsinsalvien har nogle fine små blomster, som er næsten skrigende røde.

Solbærsalvien er næsten endnu mer skrigende i en pink nuance.

Der er også meget grønt i et krydderurtebed, så det passer fint ind mellem alle blomsterbedene, som godt kan have brug for lidt mere afdæmpet grønt. Jeg har ikke så meget græs tilbage i den ende af haven. Det er blevet til bede 😉

Article
20 comments

Weekend i haven

En skøn, skøn weekend med masser af havearbejde. Jeg havde også en feriedag fredag, så det var en dejlig lang weekend. Det har så resulteret i meget ømme lemmer og ryg, og det bliver sikkert værre i morgen.

Krydderurtebed fredag formiddag. Krydderurterne er netop fjernet og sat i urtepotter

Krydderurtebed fredag formiddag. Krydderurterne er netop fjernet og sat i urtepotter

Jeg har som sædvanligt lagt store planer for haven.  Men i år har jeg ellers lovet mig selv, ikke at grave flere bede ud af græsplænen. I det hele taget ikke så meget entreprenørarbejde, som forvandler haven til en byggeplads, og udsætter min krop for ekstremer. Men nu var der lige det her firkantede grimme krydderurtebed, som skulle nedlægges og forvandles til et organisk formet bed, som matchede resten af prydhaven.

Krydderurtebed lørdag aften. Abstraher lige fra hegnet. Naboen og jeg ved god, at vi skal gøre noget!

Det blev til ret meget gravearbejde, tung trillebørskørsel og stenslæben. Yngste datter hjalp til et par timer, dejligt. Det blev ikke færdigt i denne weekend for der skal skæres fliser til. Min nabo har heldigvis et apparat, som kan klare sådan noget, og det bliver så i næste eller næste næste weekend.

Ind imellem det tunge arbejde fik jeg luget og ordnet en del staudebede og sat de første stolper til mit kvashegn. De store fotoegnede resultater er der ikke endnu, men de kommer.

Jeg tror, at jeg sover godt i nat….