Article
2 comments

Økologiske høstmarkeder

I denne weekend er der økologiske høstmarkeder over hele landet.

Til mine favorit-høstmarkeder hører Kiselgården i Ugerløse. I år kommer Victor Wågman fra restaurant NOMA og laver smagsprøver af gårdens grønsager og krydderurter, så det tegner jo lækkert 😉 Billedet stammer fra en markvandring på gården sidste år.

Hvis man vil kombinere turen med noget mere haverelateret, kan jeg anbefale Anne Stine Stauder, som ligger lige i nærheden.

HER er en oversigt over alle de økologiske høstmarkeder i weekenden.

Husk også tilmelding til blogtræffet næste weekend 😀

 

Article
6 comments

Lidt mere af det søde

De sidste indlæg har jo været lidt til den søde side. Det bliver det også i dag, men dog set fra en lidt mere botanisk vinkel. Inspireret af Lene fra bloggen Bag havelågen kom jeg i tanke om planten Stevia.

Sukkerurt, Stevia rebaudiana

Jeg har to af slagsen som overvintrer i min havestue. Den første købte jeg på et plantemarked i juni 2010 på Museumsgården Karensminde ved  Grinsted. Jeg bliver altid tiltrukket af krydderurter, og specielt dem jeg ikke kender, og her var en som solgte mange forskellige. Jeg har desværre glemt navnet på sælgeren. Men jeg fik bl.a. købt bananmynte og sukkerurt, som hun kaldte den. Sukkerurt var vildt sød, og jeg fik plantet den i mit krydderurtebed hjemme i haven. I efteråret gravede jeg den op og satte den i havestuen. Det er den på billedet ovenover.

Septemperdagens høst af krydderurter fra Kiselgården

I september måned var jeg til høstmarked på Kiselgården her i Ugerløse. De producerer økologiske og biodynamiske krydderurter og grønsager til bl.a. Irma og forskellige restauranter. Den dag var der en fra Vesterbro/Østerbro gårdbutikken “Din baghave” som kokkerede nogle skønne grønsagsting. Han hentede krydderurter fra drivhusene på Kiselgården samtidig med mig, og var specielt ude efter Stevia. Jeg kendte den ikke, men den måtte jeg da også have til samlingen. Den kom aldrig ud af potten, men blev klippet ned og flyttet ind i havestuen, da efteråret kom. Det er faktisk først nu, at det går op for mig, at sukkerurt og Stevia er det samme. Så er det, at man skal være glad for, at man har lært noget nyt i stedet for at spekulere for meget over, hvorfor man ikke fandt ud af det noget før!

Jeg har ikke rigtig fået prøvet den af endnu, men et blad skulle være nok til at søde en hel liter is, og den skulle ikke få blodsukkeret til at stige, så jeg kan godt se de sundhedsmæssige fordele af den.

Article
0 comment

Pesto-tid!

Ja, hvis man som jeg stadig har masser af basilikum i krukkerne udenfor, så er det med at se få dem brugt. Om et øjeblik er krukkerne ikke kønne mere. Basilikum kan ikke lide blæst og kølige nætter. Planterne visner hen. Men endnu er der stadig saft og kraft i planterne, og i aften har vi fået pasta med basilikumpesto. Det er guf! Vi bruger nok lidt meget hvidløg i, men det kan man jo moderere, hvis man ikke er til så meget hvidløg. Jeg har basilikum nok til den næste uges pesto…, så arbejdskollegerne og lånerne holder sig måske lidt på afstand.

Basilikumpesto:

50 pinjekerner
50 g parmasan
1 stort bundt basilikum
2-3 dl olivenolie
3 fed hvidløg
1 spks citronsaft

Det hele blendes til det har en passende konsistens.
Jeg har ikke altid rigtig parmasan, og så snyder jeg lidt med Grana Padano. Det smager altså også godt i pesto!

Basilikum i mange størrelser på Kiselgården

Article
0 comment

Høstmarkeder del 2

Det blev til 2 høstmarkeder og et luksusloppemarked i weekenden i det pragtfulde vejr. Lørdag tog vi til Kiselgården i Ugerløse. Det var ikke overrendt, så der var rig mulighed for at snakke med ejerne om både krydderurter og økologisk/biodynamisk produktion af grønsager, og vi fik gået en lang tur i grønsagmarkerne. Desuden var der servering af grønsager tilberedt af Din baghave med tilbehør, såsom mayonnaise med ristet rugbrød. Det må jeg prøve at lave en dag, for det smagte vildt godt.

Grønsagsmark på Kiselgården

Det blev også til lidt indkøb af grønsager og en del krydderurter.

Dagens høst fra kiselgården. Bl.a. chokolademynte, Hot & spicy oregano, myntegeranium

Søndag gik turen til luksusloppemarked i Løve ved Høng. Det var meget besøgt trods den noget afsides beliggendhed=meget langt ude på landet. Skønt sted og jeg fik bl.a. et par gamle hørviskestykker. Jeg samler på kønne viskestykker, både nye og gamle!

Den 16-årige ser lidt skeptisk på viskestykke-handlen

Derefter tog vi til Damholmgård også ret langt ude på landet ved Brokøb nær Jyderup. Skønt sted, hvor vi fik en rundvisning på gården, spiste indisk risret og så lige lidt indkøb i planteskolen.

Indkøb på Damholmgård

Selv om vi var på farten meget af weekenden, fik jeg faktisk tid til både en del havearbejde og slappet af med en kop te og en god bog i solen. Jeg klippede mine lavendler ned, så de visne blomsterstande blev klippet væk. Det var både for at forhindre, at jeg får en milliard lavendler på min nøddestensbelagte gårdsplads næste år, og så for at forårsløgene bedre kan ses til foråret. Men jeg er lidt i tvivl om, at jeg måske har været for tidlig ude. Det ser noget bart ud nu. Til gengæld var jeg måske lidt sent ude med hensyn til frøspredning, for der var meget drys fra blomsterne.

Hjørne af min have, hvor jeg tilbragte op mod en time i lørdags. Godt gået Ina!