Article
4 comments

Te og kage i havestuen

I denne weekend har vi indledt havestuelivet. Solen har varmet den op, så alle måltiderne er indtaget her. Den er østvendt, så hvis solen er fremme om morgenen, bliver der hurtigt lun. I dag flottede vi os med en fragelité fra bageren til eftermiddagsteen.

Fragelite

Hele formiddagen stod den på havearbejde på en blæsende forårsdag, så der var plads til lidt ekstra kalorier.

Tekop

kage

Tekop

Teen blev for midt vedkommende indtaget i en af mine yndlingstekopper med haverelateret mønster. Den er en Ivy fra Burgess & Leigh i England og kagetallerkenen er fra det norske Egersund. I baggrunden skimtes en Koka kaffekop fra det svenske Rörstrand. Bare til orientering 😉

Article
2 comments

Markvandring og kage hos MULD

I går tog vi en tur til MULD i Vipperød ved Holbæk. Muld er et lille nystartet speciallandbrug og lejlighedsvis spisested. I går holdt de åben gård med servering. Det er Ane Rørdam Hoffmeyer og kokken Jens Vestergaard Jensen, som har gang i en masse spændende på gården. Markerne er ved at blive omlagt til økologi, og det skal blive et sted, hvor de vil “prøve at gøre vejen fra jord til bord så kort, at man gerne må spise med gummistøvlerne på”. Læs mere om det på deres hjemmeside.

Kålmark

Det var strålende vejr i går, så markvandringen gik helt fint uden gummistøvler. Der var økokål i lange baner, og det er jo et fantastisk syn, der næsten får mundvandet til at løbe, før man har sat tænderne i det. Der var mange andre skønne grønsager og blomster ind imellem, men jeg stoppede lige op ved gæssene.

Gæs

De havde lyd på, når man nærmede sig, så de stolte gæs var ikke lige sådan til at overse.

Madam blå træ

Det var madamblåtræet heller ikke.

Blommekage

Det var sidst på eftermiddagen, så vi havde planlagt at indtage teen og kagen her på stedet. Det blev til en skøn blommekage med skyr serveret på en Aluminia Morgenfrue tallerken. Teen måtte jeg springe over, for der var urtete, og det er altså ikke lige mig. Det blev så til et glas kølig hvidvin, og det var jo heller ikke værst. Klaus tog en Herslev mark hø øl, som står i baggrunden, og den var en speciel oplevelse. En øl brygget på hø i stedet for humle, og med en let vinøs smag. Han spår den som god på en varm sommerdag på terrassen.

Blommekagen

Til kagen var den lidt speciel. Han fik også den herlige blommekage, og den blev serveret på Valdemar.

Marengs

Marie fik et par marengs, som var vildt gode, serveret på Sonja. Hun(Marie) tog et glas saft, en slags hjemmelavet sodavand, som vist nok var med rabarber og ribs. Den var også rigtig god.

Udsigt til traktor

Vi havde udsigt fra bordet til gårdbutikken, som var plastkasserne på bordet foran. Der var masser af rødbeder, bladbeder, persille og radisser. En økogårdbutik på vej, som nok skal vokse sig stor. Læg også mærke til traktorens placering, som også giver den helt rigtige stemning.
Der kunne også købes frokost, og det så rigtig lækkert ud. Der blev bl.a. serveret kød fra får nr. 0068, stod der på spisekortet. Det prøver vi næste gang, selv om det nok bliver nr. 0069 i stedet.

Aspargesmark

På vej tilbage til bilen passerede vi aspargesmarken med artiskokkerne på sidelinjen.

Det skal ikke lægges MULD til last. De er bare ligesom så mange andre steder, men jeg savnede altså min eftermiddagste til kagen. Jeg er en stor tedrikker, men også en lidt konservativ af slagsen. Dem er vi nu mange af ved jeg, så en assam, darjeeling, earl grey eller bare en english breakfast ville pynte på menukortet mange steder. Kaffe kan man som regel få og frugtteer, chaiteer, grøn- eller urtete er også nemt at få fat i. Men ligesom mange sætter pris på en kop almindelig sort kaffe, er vi altså også mange sorte tedrikkere.

Der er iøvrigt et spændende arrangement på MULD på lørdag. Der er biodiversitetsdag med oplæg om frølovgivningen og de smalle sorters fremtidudsigter, frøhøst med mini frøkursus og hjemmedyrket frokost. Det er gratis, men man skal tilmelde sig på ane@muldpaanettet.dk.

Article
7 comments

IT og Cookies

Tirsdagens serveropgradering er nu vel overstået og kagerne snart spist.

Her er opskriften som lovet.

Havrecookies:

150 g blødt smør
2½ dl sukker
1½ dl muscovadosukker
2 æg
4 dl mel
2 tsk. vaniljesukker
1 tsk. natron
1 knsp. salt
2 dl havregryn
1½ dl mørke rosiner
1½ dl hakke mørk chokolade

Bland smør og sukker. Tilsæt muscovadosukker og æg, derefter mel, vaniljesukker, natron, salt og havregryn. Tilsæt til sidst rosiner og chokolade, og rør det godt sammen. Jeg plejer at røre det hele  i røremaskinen.

Sæt kagerne på bagepapir i små klatter(de flyder meget ud), og bag dem ca. 10 minutter ved 180 grader. De skal være lidt bløde i midten lige når man tager dem ud af ovnen.

Article
7 comments

Indendørshygge

Det er ikke vejr til udendørsaktiviteter, temperaturen er omkring nul, det er overskyet, og der står en strid østenvind ind over haven. Min have vender mod øst, og der er mange kilometer marker den vej, så vinden kan rigtig nå at få fart på inden den lander i min have. Det er endnu værre på denne årstid, hvor der ikke er blade på træer og buske. I dag bliver det altså til indendørshygge.

Havehjørne i bryggerset til opbevaring af frø m.m.

Havehjørne i bryggerset til opbevaring af frø m.m.

Jeg skal have sået stauder, som bliver sat i den kolde havestue et par uger før de skal ind i stuetemperatur. Hvis der kommer meget sol må de helt udenfor, for havestuen bliver hurtigt opvarmet. I går kunne vi spise frokost i havestuen, fordi solen nåede at opvarme den til 25 grader. I dag er temperaturen kun et par grader derude og velegnet til koldsåning af stauder. Jeg har ikke gjort det så meget i koldsåning af stauder, så jeg er lidt spændt på resultatet. Det med at så dem ude i rækker i sensommeren har jeg lidt blandede resultater med. Det samme gælder for almindelig forkultivering indendørs. Nogle går det fint med og andre ender det med en enkelt plante pr. frøpose eller slet ingen. Jeg skal så hvid løjtnanshjerte, drejeblomst, tidselkugle, mørkeblå ridderspore, gul solhat og hasselurt.

Hvid løjtnantshjerte, Dicentra spectabilis Alba. Foto lånt fra frøfirmaet

Indendørshyggen har allerede resulteret i bagning af kage her til formiddag med en liflig duft, som har spredt sig til det meste af huset. Det blev til Brownies som skal nydes til eftermiddagsteen. Opskriften er den gode gamle fra Tørslefft Blaa bagebog:

2 æg

185 g melis

2 tsk vanila,

50 g hvedelmel

1/8 tsk bagepulver

2 spks cacao, 100 g hakkede valnøddekerner

100 smeltet smør

Ganget med 2½, så der er nok til alle. Æg og sukker piskes skummende. Mel, bagepulver, vanila og cacao sigtes sammen og blandes i skiftevis med valnøddekernerne. Smeltet afkølet smør røres forsigtigt i. Dejen hældes i velsmurt melstrøet firkantet form, og bages i en forvarmet ovn 40 min. ved 165 grader.