Article
11 comments

Sneak peak på min kommende sommerhushave

Jeg har ikke været særlig aktiv på bloggen eller andres blogge her på det sidste. Jeg har heller ikke været på et eneste plantemarked eller loppemarked i år. Det er ikke fordi, jeg helt har tabt gejsten til den slags. Næh slet ikke, jeg er faktisk ved at få mig en have mere, en sommerhushave.
Botaniske tulipaner
I forhaven er der en vidunderlig græsplæne fyldt med forårsløg. For en måned siden var der vintergækker og krokus, og for 14 dage siden var den helt blå af scilla og snepryd. Nu er der tulipaner. Her er det botaniske tulipaner.
Tulipan i græs
Her en rosa.
Narcis i græs
Narcisser er der også, og så lidt mælkebøtter 😉
Røde tulipaner
Op mod hegnet står de røde tulipaner.
Hegn med rose
På hegnet klatrer en rose. Der er også mange klatre- og slyngroser rundt om i haven.
Kejserkrone
I baghaven er der kejserkrone, klematis, kaprifolier og endnu flere forårsløg.
Kærmindesøster
Kærmindesøster er der også mange af.
Sydmur
Med haven følger der et hus. Det er et yndigt lille bindingsværkshus. Huset er fra 1800 tallet og ligger på Møn. Det er svigermors hus. Hun gik desværre bort i vinter, og nu er vi ved at tømme det. Det er derfor, jeg har haft travlt. Men hvis alt går vel, skal vi overtage det som sommerhus. Det glæder vi os meget til. Indvendig er huset meget originalt med gruekedel, brændekomfur, bræddedøre med gamle beslag og et tykt brunt lag patina overalt. Det kommer vi nok til at bruge en del knofedt på. Vi kommer også til at bruge nogle ressourcer på at hæve standarden en tand med isolering og brusebad. Alt i alt kommer jeg nok fortsat til at have travlt det næste stykke tid, men jeg satser da på, at der også bliver tid til lidt bloggeri ind imellem.

Article
10 comments

Så gik der vist shopping i den igen

Jeg havde regnet med, at her skulle komme en liste over alt det, jeg havde sået i køkkenhaven i dag. Men såningen sprang jeg i første omgang over, da der har stået en strid østenvind ind over haven hele dagen. Kartoflerne kom i jorden, men så var der lige det lagersalg hos krasilnikoff, og på vejen hjem ville jeg lige indenom Anne Stine Stauder for at købe en vild kørvel, som erstaning for mit mislykkede såprojekt af selvsamme.

Det er jo rigtig dumt ikke at benytte sig af gode tilbud og et stort udvalg af specielle planter, så det gjorde jeg 😉 Det blev til

  • 2 stk. mørkløvet vild kørvel, Anthriscus sylvestris ‘Ravenswing’
  • 1 stk. mørkløvet jacobsstige, Polemonium yezoense Purple Rain
  • 1 stk. brogetbladet kærmindesøster, Brunnera macrophylla Jack frost
  • 1 stk. kærmindesøster med gule blade, Brunnera macrophylla Diane’s Gold
  • 1 stk. engblomme, Trollius Orange Prinsess
  • 1 stk. vandkande
  • 1 stk. udetermometer
  • diverse hynder, puder og dimser

Så fik I en liste alligevel 😉 Klik på billedet, så bliver det stort nok til, at man kan se skiltene på planterne.

Jeg havde et par aftaler i weekenden, så jeg kom ikke på plantemarked, men det har jeg jo sådan set kompenseret for på anden vis. 😉 Der har heldigvis også været lidt tid til haven, så jeg fik endelig klippet roser og lavendler ned og græsset fik den første klipning og trimning. I morgen skulle vinden lægge sig, og nu kan man heldigvis nå et par timer i haven efter aftensmaden, så mon ikke der kommer nogle frø i jorden.