Article
24 comments

Årets første julebord

I denne weekend har jeg dækket årets første julebord. Det var til julestuen i Café Ludvig i Sorø.

Det var ikke noget stort bord, kun til 2 personer. Til gengæld var der dækket op med pynt fra naturen, for jeg har været i haven og skoven og hentet materialer, som er blevet til pynt. En del af det er bearbejdet med lim og ståltråd inden det er blevet til pynt. En tur i gemmerne og genbrugsen er det også blevet til. Et juletræ på selve bordet var et must. Jeg har altid drømt om det, men i praksis kan det sjældent lade sig gøre, når hele familien skal samles rundt om bordet, og spisestuen ikke er af herskabelig størrelse.

Topskud fra grandgrene er blevet til lyskranse. Jeg har fundet de gamle stager af tin frem. Ikke et særlig trendigt materiale, men jeg synes nu de er smukke.

Kugler af kogler og lammeører i selskab med julebukken i grønternet.

Her er bordet i stearinlysets skær 😉
Bordkortholderne er gafler fra pletservicet bearbejdet med en tang. Kogleskælshjerter og kogleskælsblomster pynter sammen med kogler .

Servietringene kommer også fra naturen. Vi fik rigtig meget positiv respons og mange gav udtryk for, at de her fik inspiration til både hjemmejulepuslerier og borddækning med naturmaterialer. Som weekenden skred frem blev der byttet lidt ud på bordpynten for noget af det var også til salg.

Men vi havde også et salgsbord med lidt af hvert fra koglepuslerierne og gemmerne. Kogleskælsblomsterne gik som varmt brød, og rigtig mange ville gerne høre, hvordan de var blevet til.

Mospynten var også til salg.

Grankogler med og uden ophæng var også godt repræsenteret.

Her med kuffertbaggrund.

Det har været en travl tid med med forberedelse til julestuen. Men den har levet op til forventningerne med masser af respons på mine ideér til julepynt. Udgifterne blev dækket og en god slat til lommepenge, så mon ikke der bliver en anden gang også.
Og nu bliver der jo rigtig tid til det hjemlige julepynteri. Det slipper I helt sikkert ikke for at blive præsenteret for. Nu får jeg tid til både at pusle og blogge  igen 😉

Article
15 comments

Kogleskælsblomster og juleinspiration

Jeg har haft nogle skønne men travle dage, og derfor har der ikke været så meget tid til at blogge. Torsdag var jeg til et julearrangement i Haveselskabets Ringsted-afdeling. Det var Claus Pedersen fra Munkhus Blomster & Binderi, som viste eksempler på hans flotte natur juleting. Det er ham, som også har en artikel i det sidste Isabellas om pynt med kogler og andre naturting til jul. Jeg synes, at det er vildt flot og meget inspirerende. Jeg havde i farten glemt kameraet, men jeg mødte Sussi fra bloggen Sussinghurst, og hun har et par fine billeder fra arrangementet.
Fredag gik det meste af dagen med årets Bogforum i Bellacentret. Det er virkelig skønt, at bogmessen er flyttet fra Forum til Bellacentret. Man kan nu trække vejret og selv bestemme, hvilken vej man vil gå. Der er ingen billeder herfra heller 😉
Lørdag var jeg på årets første julemarked på Kragerup Gods ved Ruds Vedby. Jeg elsker julemarkeder, og jeg havde yngste datter (18 år) med som elsker jul med. Det var, som et julemarked skal være med alt, hvad det indebærer. Det er efterhånden blev pænt stort, men heller ikke større end man selv kan bestemme, hvad vej man skal gå. Der er heller ingen billeder herfra, men til gengæld blev jeg så inspireret af en af boderne, at jeg gik hjem, og gik i gang med at lave kogleskælsblomster.

De ligger nu i vindueskarmen, i lanterner og ved bloglysene på spisebordet. Jeg blev helt grebet af det, så de første 20-20 stykker blev det til.  Man river eller klipper kogleskæl af kogler fra rødgran og limer dem sammen i midten med limpistol. Meget enkelt og ikke mere julede , end at de går fint nu, og så havde jeg også tænkt mig, at de skulle på julebordet i julestuen i Sorø.

Om 2 uger skal jeg være med til Julestue i Cafe Ludvig, så nu går der altså jul i den her hjemme. Det er der nød til.  Jeg har ikke prøvet sådan noget før, men jeg glæder mig rigtig meget. Jeg har et par gange før arrangeret borddækningen og pynten til årets julefrokost på arbejde (80-90 gæster, og det var rigtig sjovt, så det tror jeg også, at her her bliver. Klik på billedet, så kommer hele programmet frem, og den flittige læser vil se, at Gartneriet Spiren også kommer, så jeg skal vist også shoppe lidt juleroser selv 😉