Article
4 comments

Erantis inde og ude

Min yndlingsblomst er ikke en bestemt blomst. Det er den blomst, som lige nu blomstrer eller er på vej. Det er ikke fordi, at jeg er ligeglad og bare tager, hvad der kommer. Det er nærmest tværtimod. Jeg begejstres over naturens foranderlighed og årstidernes gang, og jeg glæder mig helt vildt over det, der er på vej.

Lige nu er det erantis, Eranthis hyemalis. De er ikke helt sprunget ud, men lige ved og næsten. De står helt generte med bukkede hoveder og venter på solens varme, så de kan folde sig ud. De er meget smukke og meget gule. Man skal helt ned på hug for at se dem så tæt på. Det skal man også unde sig, for man bliver næsten lykkelig over sådan nogle januarblomster i den brune jord. Jeg begejstres i hvert fald.

Man kan købe masser af forårsløg til at sætte indendørs nu. Det er skønt, og den fornøjelse dyrker jeg gerne. De kan jo plantes ud i haven bagefter. Men det er ikke helt det samme, som det der gror ude lige nu ude i haven. De er bare det smukkeste og ærligste.

Jeg har taget et par stykker ind i vindueskarmen. Det er her hverdagshavelivet leves indtil videre. Det er stadig mørkt når jeg tager på arbejde, og når jeg kommer hjem. Derfor har jeg også nydt weekenden i haven uden at pille alt for meget.

Hvis du vil vide mere om erantis, så er der en god artikel havenyt.dk.

Article
0 comment

Januarblomster

Udendørs er jorden dækket af sne, men det skulle blive tøvejr i weekenden, så hvis der bliver pletter med bar jord, kan man måske finde de første spæde tegn på vintergækker. Indtil da må det blive de indendørs januarblomster, som skal nydes. Hos mig er det først og fremmest primula. Det hører sig bare til i januar og signaliserer, at nu er et nyt år startet, og dagene igen begynder at blive længere.

Hyacinterne overlever også julen, og er dejlige i januar med deres klare farver.

De har en dejlig duft, men man kan også få for meget af det gode. Nogen gange bliver duften så stærk, at det bliver uudholdeligt. De blå er blevet forvist til havestuen af samme grund. Så må vi nyde dem gennem glasdøren, for der kun et par graders varme i havestuen.