Article
2 comments

3 slags hvidløg i jorden

Nu er hvidløgshøsten til næste år grundlagt. Jeg har købt sorterne Vigor, Thermidrôme og Germidour som sætteløg. Dem har jeg prøvet før, og det gik fint. Der er vel strengt taget ikke nogen grund til at sætte 3 forskellige slags hvidløg, da jeg ikke er nogen stor hvidløgskender. Men det er nu meget sjovt med lidt forskellige sorter, ligesom med så mange andre planter og grønsager der lander i min have. Der er så også større garanti for, at en af dem lykkes bedre lige præcis det år, hvordan end vejret arter sig.

hvidloeg-i-raekker

Her om efteråret skal jorden helst ikke ligge bar, og slet ikke hele vinteren, så bliver alt næring vasket ud. Men jeg har ryddet et par m2 til hvidløg og persille, som giver bedst udbytte, hvis de sås om efteråret. Persillen er mest for, at den er en sen starter, når den sås om foråret. Hvidløgsfeddene er kommet i jorden, og om et par uger sår jeg persillen. Min erfaring er, at kruspersille er bedre til efterårssåning end bredbladet persille, så det bliver kruspersille.

hvidloeg-i-poser

Jeg har bestilt hos Hvidløg & Vin, som har øko sættehvidløg. Der har jeg bestilt før og har været godt tilfreds.

hvidloegsskilt

Skiltning er vigtig, for om et par uger, kan jeg ikke huske, hvor jeg har lagt hvad. Holdbar skiltning er endnu vigtigere om vinteren, da den skal holde til sne, frost og blæst. Jeg har prøvet at komme ud i haven til rækker med frøsåede stauder, hvor alle skiltene var blæst ned i den ene ende af haven. Det var pesienne-skilte, der vist ikke var stukket langt nok ned i jorden. Jeg har også prøvet træskilte, der er blevet helt sorte og jordslåede, så teksten er ulæselig. De her zinkskilte med permanent tusch burde kunne klare sig igennem vinteren.

Article
11 comments

Hvidløg og persille i jorden

Nu er hvidløgene lagt. Jeg har købt tre slags i år hos Hvidløg og Vin, og nu er jeg ret spændt på resultatet. Det har lange udsigter, for det bedste tidspunkt at sætte hvidløg er her i starten af oktober, og så skal de først høstes til juli næste år. Man kan godt tage af dem allerede i maj måned og bruge dem ligesom forårsløg, men hvis man vil have rigtige fed, skal man vente til juli.

Feddene skal plantes med den spidse ende op ad og i en dybde på ca. 7-8 cm og ca. 10-12 cm afstand mellem hvert fed. Jeg har sat dem i rækker, men der er sikkert mange andre sjove måder at gøre det på. De vil sætte en masse gode rødder nu, og de vil begynde at spire i der tidlige forår.

De tre forskellige slags er Germidour, Thermidrome og Vigor. Man kan også bare købe hvidløg i supermarkedet og bruge dem, men resultatet kan være lidt blandet. Det kan være hvidløgstyper, som gror bedst under varmere himmelstrøj, og så bliver resultatet derefter, når vi kun kan diske op med lavere teperaturer. Men man kan også være heldig, og få en udmærket høst til en billig penge.
Rundt om bedet såede jeg en række krusperpersille. Jeg satte også en række for en lille måned siden, og til foråret vil det vise sig, hvilket tidspunkt, der var bedst. Generelt har jeg bedst erfaringer med persille, som enten sår sig selv eller er sået i efteråret. Det er svært at få særlig store planter før langt hen på sæsonen, når man sår om foråret, og de går i stok næste år. Persille er to-årig, men når man sår dem om efteråret, vil de først spire om foråret, og så er sæsonen lang. Denne metode virker bedst med kruspersille. Den glatbladede klarer ikke vinteren som frø i jorden særlig godt.

Article
6 comments

Ballet i køkkenhaven

Slangehvidløg har stængler som snor sig i alle retninger lige nu. De blev sat i efteråret i et bed, som var omkranset af persille.

I en halv meters højde foregår der nu en yndefuld dans af hvidløg som langsomt retter sig ud omgivet af blomstrende persille.

Det er de hårdnakkede hvidløg, som får stive stængler og danner topløg, der består af mange små fed. Disse hører så til gruppen slangehvidløg. Stænglen har været snoet rundt næsten to gange, men er nu ved at rette sig ud. Hvis man vil læse mere, er her en artikel fra Havenyt.dk.

Man kan plukke topløgene og spise dem hele eller som små delikatesse fed. Man kan også bruge dem til sætteløg til efteråret. Det er det jeg har gjort, og selve hvidløget i jordhøjde bliver måske ikke så stort, men de giver noget til køkkenhaven 😉