Article
7 comments

Havefestival 2016

Der er havefestival i den kommende weekend, så benyt lejligheden til at komme indenfor hos de mange glade haveejere, som åbner havelågen. Jeg er en af dem, og det bliver i sommerhushaven på Møn igen. Jeg har haft travlt i weekenden med klargøring, og lige nu afventer jeg ligesom så mange andre haveejere, hvordan vejret vil arte sig. I dagens melding siger den regn/byger og stærk vind fra sydvest på lørdag. Det må godt blive bedre, men åben har jeg under alle omstændigheder fra kl. 12-17. Der bliver bagt brownies og solbærsnitter med havens bær, og cafeen åbner i skuret, så kaffen, teen og kagen kan nydes i tørvejr, hvis vejret skulle blive helt tosset.

Haven i Busene

Det er det Danske Haveselskab som står for Havefestivallen, og på deres hjemmeside kan man finde alle åbne haver. Et par af de haver, som jeg har besøgt og kan anbefale i det sydøstlige Sjælland og på Møn er haven i Ålebæk få kilometer fra min sommerhushave. Den blev sidste år kåret som årets dejligste have på TV2 Fri, og det er helt berettiget. Jeg har skrevet om den på Huset i Busene, da jeg besøgte haven sidste år.

Ligusterbue

Hvis man kører over Mønbroen til Sjælland er der kort afstand til Langebæk, hvor Langebækgaard ligger. Det er nogle år siden, jeg sidst besøgte den. Men det var en skøn parklignende have, og der var servering med de dejligste kager i pavillonen. Jeg kan se af beskrivelsen, at det er der stadig, så den er absolut også et besøg værd, også i regnvejr.

Langebækgård

Hvis man kører endnu længere nord på eller kommer nord fra, så er der to haver som man ikke må gå glip af. Jeg besøgte dem sidste år, og de var helt fantastiske begge to på hver sin måde. Den ene er Helle Bolgens have i Leestrup. Det er en meget stor have med flotte farve- og plantesammensætninger og så et helt fantastisk orangeri i to etager.

Orangeri

Den anden have er Marianne Follings have i Rønnede tæt på den forrige. Det er en meget anderledes landhave med vildt flotte sammensætninger af stauder og græsser. Den er ligeledes meget stor og vildt inspirerende.

Staudebed

God fornøjelse, hvis du tager på havefestival i weekenden, og måske ses vi.

 

Article
8 comments

En herlig weekend med mange besøg

Det har været en skøn weekend med åben have. Der kom ca. 110-120 besøgende ialt på de 2 dage. Det havde jeg slet ikke forestillet mig, når der var så langt til den næste åbne have. Men måske var det netop en fordel, for havefolk vil se haver, når der er havefestival. Jeg havde annonceret i Haveselskabet, Landsforeningen Praktisk Økologi, den lokale Dagli’brugs, på bloggen og facebook. Jeg var også så heldig, at Nordvestnyt havde opsnappet det og satte en notits i avisen om det en uges tid i forvejen.

Havebesøg2

Jeg viste rundt og snakkede med så mange, som jeg kunne nå. Min mand er ikke det store havemenneske, men han hjalp til så godt han kunne, og stod iøvrigt for te, kaffe og kageserveringen. Han uddelte også en Folder om haven til dem, som jeg ikke nåede at give nogen. Han tog også billeder, for det nåede jeg heller ikke.

Drenge ser på salamandre

Her bliver der studeret salamandere i bassinet af nogle af de yngste gæster.

Havebesøg1Jeg fik rigtig mange positive tilkendegivelser, om at min have var rigtig hyggelig, og der var mange spændende stauder og plantesammensætninger og anderledes indslag i haven. Det slubrede jeg bare i mig med velbehag. Imellem de besøgene var også nogle af mine medhavebloggere, som har lavet nogle flotte indlæg om besøget. De viser meget mere og andre ting fra haven, som jeg slet ikke havde tænkt på. Kig på indlæggene fra Signes Vals og  En landliggers dagbog. Jeg fik også besøg af en fotograf og en journalist fra Nordvestnyt, som i går bragte en helsides artikel fra besøget. Her er et link til web udgaven, som er noget forkortet og her til en indscanning af avissiden.

Dild

Jeg holder åben have igen d. 30. august. Der regner jeg med, at dahliaerne blomstrer om kap med solhatte og lathyrus, og klatrebønnerne er stukket til vejrs.

 

 

Article
5 comments

Festligt besøg i haven

Jeg holdt åben have i går, og der kom langt flere end jeg havde troet. De beundrede, spurgte løs og havesnakken gik. Mange slog sig ned og nød haven og en kop te, kaffe og kage. Det var super hyggeligt, og jeg havde så travlt med at vise rundt, at jeg ikke fik taget nogle billeder. Den lokale avis Nordvestnyt kom også forbi, og de tog billeder, så dem glæder jeg mig til at se. Siden fik jeg dog kameraet frem.

Studenter på terrassen

For senere på aftenen fik jeg også besøg i haven. Det var yngste, som kom forbi sammen med resten af klassen på deres tur rundt med lastvognen til forældrene. Vi var vist nok nummer 21 på ruten, så stemningen var høj. Det var et kortvarigt besøg på de afsatte 12 minutter, men festligt var det, og sliddet på haven var begrænset.

Jeg holder åben have igen i dag fra kl. 10-15, og der regner jeg med at få taget nogle billeder 😉

Article
3 comments

Jeg glæder mig

I morgen er haven åben, og jeg glæder mig rigtig meget til besøg. Det ville være synd at sige, at alt er parat. Men sådan plejer det heller ikke at være hos mig. Sidste øjebliks fantastiske (urealistiske) idéer, radikale beslutninger og handlinger er helt normale til store og små begivenheder her på matriklen. Planlægningen af weekenden er også i den ambitiøse ende.
Lørdag: Til  HHX translokation af yngste barn på Slotshaven i Holbæk kl. 10-12. Herefter skal de sendes afsted på studenterkørsel. Holde åben haven kl. 14-18. Modtage studenter ca. kl. 20.
Søndag: Holde åben have kl. 10-15. Holde studenterfest kl. 15-?

Klematis

Vejret kan jeg ikke gøre så meget ved. De har truet med heldagsregn og skybrudslignende byger til fint vejr med et solstrejf. Det bliver vist noget midt i mellem. Men hvordan det end bliver, så bliver det helt sikkert festligt og hyggeligt alt sammen, for sådan plejer det også at være her på matriklen, og jeg glæder mig.

Article
8 comments

Haven er åben d. 28. og 29. juni

Jeg holder åben have i forbindelse med Haveselskabets Havefestival og Landsforeningen Praktisk Økologi’s Åben Havelåge. Begge steder hedder haven Ina’s have, for det er jo det den er.

D. 28. juni kl. 14-18 og d. 29. juni kl. 10-15
Hovedgaden 27, 4350 Ugerløse.

Man kan parkere ved Kirken, hvis der ikke er plads på gårdspladsen.

Haven

Haven er en landsbyhave på 600 m2 + 200 m2(af naboens have) delvist omkranset af mure med prydhave, vild have, bærhave, køkkenhave, skærehave, krydderurtebed, vildnis, terasser, hyggekroge, kvashegn, kompost og bålplads. Roserne og morgenfruerne blomstrer om kap, og vi plukker jordbær og skærer asparges så meget vi orker lige nu. Om 14 dage er der nok andre ting som peaker i haven, for der er altid noget at se, spise og plukke af.

Kom og se det hele og få en god kop te eller kaffe og kage til. Du kan også nyde din medbragte mad i haven eller havestuen. Er du til mere spiseligt kan jeg anbefale en tur på Elmely Kro her i Ugerløse. Lidt dyrt, men super godt. De har også take away til yderst rimelige priser.

Vil du kombinere turen med andet, kan jeg anbefale et besøg hos Anne Stine Stauder i Stenlille. Det er en anderledes planteskole med et stort udvalg af stauder og græsser. Deres hjemmeside er ikke helt opdateret, men jeg har snakket med Anne Stine i går, og planteskolen har åbent på de nævnte åbningstider. Det er bare årstallet, det er galt med.
Du kan også tage indenom Kiselgården i Ugerløse. De dyrker biodynamiske grønsager og økologiske krydderurter. Gårdbutikken har åbent, og der kan købes krydderurter i drivhuset. Andre gode gårdbutiker i nærheden er Den Gamle Gård i Ugerløse og Jordbærbonden ved Tølløse.

En helt anderledes have med sten, koikarper, rhododendron og roser ikke så langt fra er Zen Garden i Vedde. Den er også et besøg værd.

Min have skal muligvis nedlægges i forbindelse med en yderst tiltrængt renovering af den østre side af Hovedgaden, så i år har jeg taget det hele lidt mere afslappet. Men siden jeg fik idéen om at holde åben have, har den stået på havearbejde i de lyse aftener. Jeg kommer nok ikke ud i alle kroge, men pænt skal der være, når man får gæster.

Velkommen i min have.