Article
6 comments

Forår i luften

I dag har det været et skønt vejr, hvor man bare har kunnet se og lugte foråret.

De første krokus tæt på huset er på vej op, og erantis og vintergækker står i fuldt flor rundt om i haven. Dagene bliver længere. Det er lyst nu til efter kl. 18, og det får virkelig forårsfølelsen frem og fortrænger al vinterdepression. Herligt!

Græsset og jorden er stadig stenhård af frost, så der er ikke så meget man kan gøre i haven ud over at nyde. Det gør jeg så 😉

Foråret får også landmændene ud i marken. Det er nemt at køre på de frosne marker, og så tænker nogen måske, hvad er det de så, landmændene kører rundt derude og laver. I morges fik jeg en SMS med beskeden “Gyllesms: Vi planlægger gyllekørsel tirs-tors på marker nær dig. Mvh Bredebjerggård”. Jeg er tilmeldt Gyllesms. En god ordning når man bor på landet, for lige meget hvordan man vender og drejer det, så lugter gylle. Det er landmandens gødning og ikke til at komme uden om. Men det er altid godt at blive advaret om, hvornår og hvor længe. Det var nu ikke så slemt i dag. Jeg tror vinden var i den rigtige retning, og så har min lugtesans vænnet sig til det i løbet af de 6 år, jeg har boet her. Det er også lugten af forår!

Article
0 comment

Der er skønt på landet!

Ja, der er skønt på landet, i hvert fald det meste af tiden. Men ind i mellem kommer de der G-dage, altså G=gylle. Så er der ikke særlig skønt. I dag var det sådan en dag! Det plejer ellers at være værst om foråret, men der var åbenbart noget som skulle spredes i dag på de nyligt høstede marker. Jeg fik heller ikke nogen SMS. Jeg er ellers tilmeldt GylleSMS. En ordning, som man kan tilmelde sig, og så sender landmanden en SMS med oplysninger om hvor og hvornår, han har tænkt sig at sprede gylle. Det er en rigtig god ordning, som gør at man er forberedt og mentalt rustet til gyllen, og dermed er det meget nemmere at acceptere de dage. Landmanden får helt sikkert noget goodwill på ordningen. Den plejer også at fungere fint, men enten var dagens landmand ikke tilmeldt ordningen eller også var det en forglemmelse.
Det er lige meget om man er ude eller inde bag lukkede døre og vinduer. Det lugter lige slemt alligevel.

Jeg skulle ud, for jeg skulle have ordnet en del ting udenfor. Jeg fik fjernet de sidste bedsten fra græsplænen, det var dejligt. Fik også fjernet grene og andet affald fra hækklipningen, så jeg kunne komme til at slå græs. Det er vist snart 14 dage siden sidst, så den er blevet noget langhåret. Men så var klokken blevet over otte og tusmørket kom. Det bliver en anden dag.

Nyhøstet mark