Article
13 comments

Et nyt haveår begynder

Aller først vil jeg lige sige godt nytår, og specielt et rigtig godt nyt haveår til alle de glade havemennesker rundt om i verden. Januar er stadig en mørk måned. Det bliver mørkt klokken halv fem, men alligevel synes foråret ikke langt væk, for nu går det den rigtige vej. Det bliver lysere dag for dag. I dag har det også været en mild dag. Solen gemte sig godt nok bag skyerne, og temperaturen holdt sig omkring de 5-6 grader. Til gengæld var der ingen vind, så det føltes næsten lunt. Det var den første havedag for mig i år. Ikke nogen stor havedag i længde. Det blev vel til en god time med lidt oprydning af glemte krukker med sommerblomster og udplantning af julens hyacintløg. Men det føltes alligevel som en stor havedag, for nu begynder al planlægningen og drømmene til havesæsonen.
grønkål
Der blev tænkt mange tanker, imens jeg frydede mig over frodigheden i køkkenhaven. Lige nu synes det måske ikke af så meget med lidt rød grønkål, persille, syre og feltsalat.
persille
Men det er altså en fed følelse at kunne hente grønsager, frugt og krydderurter i sin egen have eller ude i naturen. Det kan godt være, at det oven i købet lyder lidt for selvfedt for nogle. Men lad det bare gøre det. Jeg kan kun anbefale den spiselige have. I år vil jeg eksperimentere med flere spiselige planter udenfor køkkenhaven og flere blomster i køkkenhaven. Den skønne røde grønkål ville gøre sig godt i det rosa staudebed, og gulerodsfluen vil blive forvirret over flere blomster i gulerodsrækkerne. Det bliver skønt at komme i gang med planlægningen.
Fedsalat
På min tur rundt i køkkenhaven var der også masser af feldsalat eller vårsalat, som den også kaldes. Har man først sået den, og lader den gå i frø, så har man den altid. Her spirer den midt på gangstien. Det gør ikke noget, for den er ikke til gene, og lige om lidt havner den i salatskålen 😉

Velkommen til et nyt haveår.

Article
8 comments

Kulden kommer

Det har været en weekend med lidt blandet vejr. Snebyger som hurtigt endte i sjap og nogle få solstrejf ind imellem. Men nu siger vejrudsigten, at det bliver koldt. Ikke så meget sne men frost både dag og nat den næste uges tid. Jeg har været et par timer i haven i dag og ordnet lidt småting. Juletræet blev klippet i mindre stykker og brugt som dække over sarte planter. Artiskokkerne står stadig flot, så de fik et ekstra lag gran. I køkkenhaven er der masser af frisk og frodig persille. Palmekålen er også flot nu. Jeg havde nogle voldsomme angreb af kålsommerfuglelarven, som forvandlede den til skeletkål. Men mange af dem kom sig heldigvis igen. De tåler også nogen frost, så dem har jeg fortsat glæde af. Den røde grønkål er bedst, når den har fået frost, og den giver en flot farve til køkkenhaven nu. Erantis pibler op rundt i haven. Her er det under kvædebusken. Det gør vintergækkerne også. De klarer alle sammen frosten, så kulden kan bare komme an 😉

Article
13 comments

Rød i november

Gravearbejdet er indstillet på grund af halsbetændelse, så nu er jeg øm i alle led af andre årsager end havearbejde. Det er naturligvis ikke særlig behageligt eller opmuntrende, og I skal slippe for detaljer eller mere klagesang. Jeg passer min røde hals, og i stedet får I et par billeder fra haven med rødt islæt fra i fredags, da jeg stadig var på benene.Bladbeden med sine blanke blade lyser op i køkkenhaven. Jeg overvejer, om jeg også skulle have dem i blomsterbedene ligesom sommerblomster. De er flotte i sensommeren sammen med rosa-røde blomster.Den røde grønkål kan også bruges sammen med blomster og stauder. Jeg har brugt den i krukker foran hoveddøren til jul. De remonterende jordbærplanter blomstrer stadig løs i det milde novembervejr.Med lidt mere sol og varme rødmer jordbæret også. Måske skulle jeg sætte et minidrivhus over, så jeg er helt sikker. Mit nyplantede paradisæbletræ fik et æble i år. Parykbusken er også fra i år, så den er beskeden i størrelsen. Men bladene har den rigtige røde farve.Imens de fleste træer står nøgne nu, har blodblommen har stadig sine røde blade på.De røde hyben på den anden side af hegnet skal også lige med.

Fortsat god søndag. Jeg kravler hen i sofaen og tænder for TV’et. Jeg har et par optagelser fra svensk TV om engelske haver liggende. De må helt sikkert være gode for både krop og sjæl 😉

Article
15 comments

Sejlivede larver

På nuværende tidspunkt plejer der at være godt gang i grønkålen i køkkenhaven. De vokser stadig og skal også helst have frost for at være gode. Palmekålen klarer også let nattefrost. Kålsommerfuglens larver er som regel heller ikke noget problem mere, og de planter som har været lidt medtagne p.g.a. larverne, kan nå at komme sig en del. Men sådan gik det ikke helt i år. Det startede ellers så fint, og citron-appelsin tages gjorde sit til at forvirre kålsommerfuglen, og jeg fjernede de larver, der kom.

Men hen i september mistede jeg vist fokus på kålplanterne, for sådan så palmekålen ud for en uges tid siden. Her hjælper rekonvalescens-tid vist ikke, så jeg fjernede de hårdest angrebne planter. Der var et par stykker af palmekålen, som nok skulle kunne blive til noget, og den røde grønkål var ikke så hårdt angrebet. Så gik jeg i gang med at fjerne larver. Man skulle tro at nogle nætters nattefrost og det kølige vejr i øjeblikket havde det gjort af med larverne. Men I kan tro nej, der var utrolige mængder! Planterne blev finkæmmet, så der umuligt kunne være flere overlevende larver tilbage.

I søndags var jeg endnu engang på udkig , og der fandt jeg igen en 25-20 stykker. Sådan så en af dem ud få sekunder før den endte fladmast under min gummistøvle.
I dag fandt jeg igen 3-4 stykker! Kålsommerfuglen må have lagt sine sidste æg i år for længe siden, så hvor kommer de fra?

Article
0 comment

Jubel i køkkenhaven

I år er der artiskokker i køkkenhaven 😀

Det har jeg sådan set haft de sidste 4-5 år. Det vil sige, jeg har forspiret og plantet ud, og det er altid lykkedes, at få nogle flotte planter ud af det. Men det er ikke altid, der er artiskokker på. Det er der så i år. De har fået godt med kompost, for ellers sker der ikke ret meget, og vejret har tilsyneladende været passende for dem.

Det er lidt forskelligt fra år til år med, hvad der lykkes i køkkenhaven, og i år er kålen på det gode hold. Kålsommerfuglelarven har jeg holdt nede på et acceptabelt niveau.

De fik lidt rigeligt af spidskålen, men den røde grønkål, toscanakålen og kålrabien står flot nu.

Mine frilandstomater har også klaret sig rimeligt uden de voldsomme skimmelangreb indtil videre. De gule Ildi og kinesisk vildtomat er der masser af, og nu varer det ikke længe før Paul Robeson og Heinz begynder at rødme.

Ikke noget jammer fra herfra. Der er kun plads til succeserne i dag 😉

Article
12 comments

Linnés Småland

Vi har lige været en smuttur i Småland. To dage med botanik, blomster og Ikea på programmet 🙂 Første stop var Linnés Råshult lidt nord for Älmhult. Carl von Linné blev født her, og stedet er i dag et kulturreservat med bygninger, haver og enge, som det ville have set ud på Linnés tid i 1700-tallet.

Vi startede med en tur rundt i de omkringliggende enge og skove, som er en del af kulturreservatet. Det er mager jord med mange sten i, og man kommer straks til at tænke på Mobergs “Udvandrerne”, hvor folk flygtede til Amerika fra de stenrige marker i Sverige. Men det det giver nogle skønne blomstrende enge.

Så var det havernes tur. Der var Urtegården, lystgården, humlegården og en frugtlund. Billedet nedenunder er fra urtegården med stokroser i forgrunden. Der var en stor samling af krydderurter og lægeurter.

 

I baggrunden ses humlegården med de høje humle-stativer.

Jeg købte et hæfte med fortegnelser over planterne i de enkelte haver, så jeg fandt ud af, at dette var en lægemalva, Althaea officinalis. Der var et lille plantesalg, hvor jeg købte en, dog ikke helt så udvokset, men den skal nok komme til at udfylde et eventuelt hul i haven 😉

 

 

Der var meget kålgård eller køkkenhave, som det hedder i dag. Men der var nu også rigtig meget flot kål.

Jeg har faktisk den samme kombination af palmekål og rød grønkål, så det her billede kunne også have været fra min have.

En kort køretur ca. 8 km fra Råshult ligger Linnés Orangeriträdgård. Den ligger ved søen Möckeln og Möckelsnäs Herrgård i et skønt naturområde.

Orangeriet er en kopi af Linnés orangeri i Uppsala, dog i lidt mindre skala. Der er en stor botanisk samling af planter i højbede udenfor. Den blev ikke gennemgået helt så nøje som i Råshult. Den var absolut interessant, men vi var ved at nå mætningspunktet med hensyn til botanik.
Vi tog et par kilometer sydpå til byen Älmhult, hvor vi skulle overnatte. Älmhult er kendt for en ting, nemlig Ikea. Her ligger Ur-Ikea, altså den første Ikea, Ikeas hovedkvarter og Ikeahotellet på Ikeagatan, hvor vi skulle overnatte. Et udmærket hotel og restaurant til meget rimelige priser, men der er ikke så meget andet interessant end Ikea i byen. Vi havde ikke forventet andet, og vi var meget trætte, så det var helt OK. Vi skulle bare have en god nats søvn, så vi var udhvilede til næste dags havebesøg i Småland. Mere om det i næste indlæg 😉