Article
4 comments

Påskepynt af bogsider

Jeg har en forkærlighed for bøger, og det er vist ganske åbenlyst. Jeg kan også godt lide at bruge dem på anderledes måder. Der er også ufattelige mængder af bøger, som har haft sin tid, men de kan så genbruges til pynt. Denne gang er det til påskepynt.

Bogæg

Her er et æg af bogsider, der er klippet i ægfacon, foldet på midten og limet sammen side for side. Jeg har brugt et stykke gult broderitråd og en perle til ophænget. Hvis du vil have princippet i foldningen, kan den ses på denne video. Det er godt nok kugler, men princippet et det samme

Du skal bruge

  • bogsider
  • limstift
  • gul snor eller broderitråd
  • gul perle

Man kan også bruge kulørt eller mønstret papir. Ægget bliver ret fast i faconen, fordi limen gør papiret stift.

Fugl med fjer

Her har jeg formet en fugl af sølvpapir og limet stykker af bogsider på med limpistol. Derefter har jeg limet en fjer på hver side og tegnet øjne med sort tusch.

Du skal bruge

  • Staniol
  • bogsider i mindre stykker
  • limpistol
  • fjer

Fugl af bogsider

Denne er lavet efter samme pincip, men her er vingerne også af bogsider.

Påsketræet

Jeg har hængt dem på en kroget gren, der er sat i en skål med ler. Det er blevet til et fint indendørs påsketræ med hængende æg og fugle. Jeg har også klippet fugle og æg af mønstret papir og hængt på træet. Mønsteret til fuglene har jeg lånt herfra. Det giver lidt mere kulør, og der er plads til mere, hvis andre kreative store og små i familien skulle få lyst til at pynte med.

I morgen fortsætter påsketemaet hos Birgitte med værtindegaver på The little black house.

Article
12 comments

Morgenmad i solskin

En skøn dag at vågne op til. Solen skinner, – 5 grader næsten uden vind og jeg har fri i dagslys. Alle ingredienser til en skøn lørdag er til stede.

Stak lige kameraet ud af vinduet i havestuen og fik et billede af musvitten, som indtager sin morgenmad på foderbrættet. Jeg tager nu min indenfor, men så skal jeg jeg også ud i solen 😀

Article
4 comments

En søndagstur i skoven

Gemalen og jeg besluttede os til at gå en tur i dag, nu når vejret var til det. Klart med nogen sol og næsten ingen blæst, og temparaturen var lige omkring frysepunktet. Det blev til en tur i Østrup skov ved.Det var skønt at komme ud i den friske luft og se noget andet.

Stierne var godt nok blevet til terrængående skøjtebaner, som krævede ens fulde opmærksomhed det meste af tiden. Men ellers var der masser af smukke og interessante ting at se på, selv på en januardag i en løvskov.

Som isformationer i skovbunden, der får en til at tænke på fantasifulde insekter.

Fuglereder i en meters højde, som normalt ville være godt skjult af blade. Beboerne var vist rejst til de varme lande.

Ham her sad i 15-20 meters højde og gjorde opmærksom på sin tilstedeværelse. Jeg har ikke den store ornitologiske viden, men det skulle vist være en flagspætte.

Skovkanten med silhuetter af nøgne træer var også et smukt syn. Vi fik en fin tur, og det kunne mærkes i benene bagefter. Herligt!