Article
0 comment

Julefrokostbordet

I dag begynder julen lige så stille  at blive pakket ned. Den har været skøn, hyggelig, smuk, fredfyldt, madfyldt og med masser af mulighed for at få afløb for den kreative kløe. Familiejulefrokosten indeholder det hele, og er ofte afslutningen på vores jul. I år kom den til at ligge på lillejuleaften, så det var ikke i julens slutning, men her på bloggen sætter den punktum for årets jul med billeder af bordet.

Det er holdt i blåt og grønt med huset forskellige blå stel med klassisk engelsk, muselmalet, juleplatter og rörstrands koka. Meget blandet men tilsammen smukt og interessant. De små kuvertbuketter og dekorationerne bliver genbrugt juleaften, selv om udtrykket her bliver helt anderledes.

Dekorationerne er i sovseskåle og en Bjørn Wiinbladvase. Det er gran, blød ene, buksbom og en hyacint i våd oasis. Jeg har pyntet med guldsprayede vedbenblomsterstande og lærke- og ellekogler. Der er masser af plads på bordet til maden.

Det skal der også være til en krokost med meget forskelligt tilbehør. I vores familie er en af de vigtige frokostingredienser grønlangkål med kogt medister og brunede kartofler. Der skal egentlig også være kogt flæsk ifølge vores lollandske tradition, men den er stille og roligt gledet ud de senere år.

Endnu en gang glædelig jul.

Article
4 comments

Årets første frokost i havestuen

Det har været det skønneste vejr i dag. Solen har skinnet præcis nok til at få temperaturen i havestuen op på brugbare grader, til at vi har kunnet sidde og nyde vores frokost der. Så mærker man foråret banker på. Der er kun forsigte bank endnu, og frosten har godt tag i nætterne og lidt af dagene i den kommende uge. Men altså dagene bliver længere og længere, og det er bare så skønt.

Frokost i havestuen

Her er beviset på frokosten. Ikke noget stylet billede. Det er bare frokost i havestuen med nydning i fokus uden alt for mange dikkedarer. De fine tete á tete har også nydt de gode temperaturer og blomstrer lystigt. De skulle egentlig bare opbevares her, til jeg skulle bruge dem indendøre, men jeg havde lige glemt, hvor varmt der bliver i solskin i februar.

Termometer

Ikke de vilde grader, men nok til nydning.

Erantis

Udenfor har solen også varmet, så nattens frost er blevet til dråber på erantis og vintergækker. Det er endnu for tidligt at fjerne blade i bedene. De beskytter de spirerende planter mod frosten, især barfrost om foråret kan være hårdt for dem. Men jeg fjerner lidt rundt om de tidligeste forårsløg som erantis, vintergækker og krokus, så de kan ses.