Article
2 comments

Høstsalat med fransk syre

Det er herligt her i starten af oktober stadig at kunne hente masser af friske urter til salaten.

Fransk syre

Krydderurtebedet ser friskt og saftigt ud med den franske syre, der breder sig så meget, som den får lov til af mig. Den skal klippes tilbage et par gange i løbet af sæsonen for at komme med friske blade, og fordi den ellers gerne vil bredde sig mere end godt er. Den er god i dressinger og salater med sin syrlige smag. Jeg faldt over en opskrift i Alt for damerne her forleden, og blev inspireret til at bruge den franske syre sammen med blomkål.

Høstsalat

Høstsalaten her består af:

½ blomkålshoved
Parmasanost eller lignende ost f.eks. Primadonna
Ca. 8-10 blade fransk syre eller anden frisk syre
Et lille bundt dild (et lidt relativt begreb, men kig på billedet ;-))
½ Glas kapers
½ Citron
Olivenolie

Blomkålen og osten skæres på et madolinjern. Syren og dilden klippes fint og drysses over sammen med kapers. Citronsaft og lidt olivenolie dryppes på til sidst, og så har man en skøn frisk salat på ingen tid 🙂

Grønne-opskrifter

Article
3 comments

Frodighed i krydderurtebedet

Krydderurtebedet bugner med urter. Her hersker frodigheden. Egentlig burde jeg klippe mange af dem ned, så de kommer med nye friske skud. Jeg tror, at jeg vil klippe nogle og lade andre stå, så der stadig er blomstrende mynter og flere meter høje løvstikker. Der skal også være noget at se på, når jeg kommer ud i haven, og jeg har det meste i rigelige mængder, så jeg kan godt lade nogle af dem stå i blomst. Især mynterne har smukke blomster. Krydderurtebedet ligger lige udenfor bryggersdøren. Det er meget praktisk, så får jeg brugt flere af dem også i regnvejr 😉

Den franske syre vælter ud over fliserne. Den er rigtig god i salater og dressinger, og så har bladene en skøn grågrøn farve. Der er flere slags malurt, som også har fine farver i den grå skala. Dem bruger jeg nu ikke til noget særligt i køkkenet. Fransk estragon, citronmelisse, citronverbena, flere slags oregano og timian bruger jeg til gengæld meget.

Hemmingway mynten er en af mange mynter. Det lille hus står nærmest i en mynteskov af bl.a. afrikansk-, sød citron- , peber-, jorbær-, og krusemynte. De er alle gravet ned i spande uden bund, så de ikke breder sig uhæmmet. Det har mynte, det med at gøre.

Ingefærmynten er ikke ret høj, kun ca. 25 cm, men er meget fin i forgrunden af bedet.

Blomsterkarsen Lemon Gleam kravler godt op ad rionettet bag huset. Den har en smuk gul farve, som lyser op i det ellers meget grønne.

Krydderurtebedet fungerer rigtig godt, og det skal der ikke ændres på.  Men ellers går det  godt med havekrisen. Den forløber helt som den skal. Jeg har nu masser af energi, som jeg bruger på køkkenhaven og Hønsegården (det stykke jord, som jeg har lejet af naboen). Her fungerer haven og er lige til at gå til. Der skal ikke tænkes så meget. Hver gang jeg skal derhen, går jeg igennem den del af haven, der skal nytænkes. Det er jeg så småt begyndt på. Det er stadig lidt diffust og endnu kun i små bidder. Men det skal nok komme, og så bliver det sjovt, når der skal tegnes og planlægges, og ikke mindst, når der skal graves og plantes. Det kommer I helt sikkert til at høre meget mere om 😉

Article
21 comments

Sommertid :-D

Jeg nåede lige 1½ time i haven med lugning og staudeklipning inden det blev for mørkt. Hjem fra arbejde og en hurtig middagsmad af rester, og så i haven. Det er altså en skøn tid vi er gået ind i. Måske ikke den mest spændende rent kulinarisk hjemme hos os. Til gengæld ved alle, hvor jeg er 😉

Jeg nåede ikke at tage billeder i dag, men I får en rødlig collage med søndagens blændende piblerier fra krydderurtebedet.


Billederne er klikbare, og det er løvstikke, rød syre, rabarber, fransk syre og belgisk syre.

Article
19 comments

Krydderurtebedet ucensureret

Jeg har været lidt tilbageholdende med at vise et billede af hele kryddertebedet, som blev anlagt for et par måneder siden. Det er et smukt og frodigt bed, hvor planterne trives og gror.

Men så er der hegnet. Det er ikke ligefrem en skøn baggrund. Jeg havde endda overvejet at dække det til, mens jeg tog billedet. Men nej, hegnet bliver lavet til august, hvor det bliver noget med rionet på det eksisterende betonfundament. Indtil da ser det bare sådan ud. Vi har jo lige 35 meter mur i den modsatte side, som skal fikses først 😉
Jeg er god til at abstrahere fra det til daglig, og i stedet fokusere på det, der er smukt. Lige nu er der mange blomstrende krydderurter.

Denne citronté-mynte var en dejlig overraskelse. Den har nogle fantastisk flotte blomster. Men den kommer nok til at flytte lidt tilbage i bedet, for den er blevet ca. 75 cm høj, og står foran dukkehuset.

Den franske syre er også meget smuk med sølvgrå blade og lysegule blomster. Jeg har brugt den en del i salater og dressinger.

Løvstikke, Levisticum officinale

Løvstikken er nu blevet næsten halvanden meter høj, og blomstrer med sine mange sart gule blomster. Den led hårdt af at blive flyttet i starten maj. Jeg måtte klippe det meste af ned, men den er kommet sig helt fint nu.

Appelsinsalvien har nogle fine små blomster, som er næsten skrigende røde.

Solbærsalvien er næsten endnu mer skrigende i en pink nuance.

Der er også meget grønt i et krydderurtebed, så det passer fint ind mellem alle blomsterbedene, som godt kan have brug for lidt mere afdæmpet grønt. Jeg har ikke så meget græs tilbage i den ende af haven. Det er blevet til bede 😉