Article
5 comments

Det er jo derfor, man har dem i haven

Jeg føler mig rig, når jeg i januar kan gå i haven og hente blomster til vaserne. De skal lige have en uges tid i varmen, før de springer ud, men så har man også masser af gule blomster.
Forsythia
Det er jo derfor, at man har forsytia i haven. I hvert fald mig. Jeg er gennem årene kommet til at holde af gult i haven. Men den meget gule forsythia er hård for øjnene i forårshaven. Der er jeg mest til de sart gule nuancer, så forsythiaen er ikke en elsket busk på det tidspunkt. Senere på sæsonen går det helt fint med den gule farve, og i efteråret er den helt uundværlig.
Lige nu blive jeg varm og glad i låget, når jeg kommer ind ad min hoveddør, for på kommoden i entréen står der en vase fuld af grene med de guleste udsprungne forsythiablomster.

Article
7 comments

Forsythia, farver og fobier

Jeg hentede forsythiagrene ind  fra haven for 6 dage siden, og nu er de sprunget ud. Det er et smukt syn, som man bliver i rigtig godt humør af. Jeg er vild med dem i vaser indendørs, og jeg kommer til at hente mange flere ind i løbet af de næste par måneder. I flere år stjal jeg mig til at klippe grene fra naboens Forsythia, indtil jeg selv købte en busk. Jeg nyder at gå i haven om foråret og følge knoppernes udvikling.

Men når de så springer ud i slutningen af april, overvejer jeg hvert år, om jeg ikke skulle flytte busken ned i den fjerne ende af haven eller om bag skuret. I hvert fald et eller andet sted, hvor jeg ikke kan se den, så snart jeg går ud i haven. Den er jo skriggul!

Jeg synes den stikker helt ud i forhold til de andre hvide, blå og lyserøde blomster, som er fremme på det tidspunkt. Jeg har det også svært med meget gule påskeliljer, og når jeg tænker efter, tror jeg heller ikke, at jeg har orange/gule krokus. De er i hvide og lilla nuancer. Erantis er så undtagelsen. Den er så sandelig gul gul. Men den er velkommen, måske fordi den er så tidlig på den. Af uvisse årsager har jeg meget få erantis, eller også er det måske af underbevidste årsager.

Det er underligt med ens opfattelse af farver, men både årstiden og trenden spiller også en rolle. Den svagt gule farve, synes jeg passer fint ind i haven om foråret og først på sommeren. De stærkt gule og orange farver får først rigtig plads i min have i sensommeren og efteråret. I køkkenhaven og skærehaven er de også Ok tidligere. Der har jeg masser af morgenfruer og appelsintages.

Jeg ved godt, at jeg ikke er den eneste haveejer, som lider af gulforskrækkelse. Jeg er sikkert heller ikke den eneste, som arbejder på at få mere gult ind i haven. Det må være et af mine mål i år, for hvor skal jeg ellers sætte mine gule solhatte, som jeg købte som frø i sommers?

Rudbeckia Goldsturm. Billedet og frøene er fra frøfirmaet Unwins