Article
1 comment

Havestuen sæsonklar

Pelargonierne er klippet ned, og der er ryddet op i potterne. Havebordet er endnu ikke flyttet ud, så det fungerer som plantebord indtil videre. Men ellers er havestuen taget i brug. Årets første frokost derude blev indtaget i sidste weekend.Havebord med planter

Udover pelargonier er det frostfølsomme planter, som er her. Det er krydderurter, afrikanske skærmliljer og chokoladecosmos. Jeg har ikke sået noget i år, fordi det endnu ikke er afklaret om vi skal flytte, og i så fald hvornår. Jeg har tænkt meget over, hvilke planter til forspiring, der er et absolut must. Det er lathyrus. Dem vil jeg ikke undvære, så de bliver sået om ikke så længe.
Dørmåtte
Men lidt nyindkøb er der også. Jeg fandt denne skønne dørmåtte hos Notre Dame, da jeg var forbi i torsdags. Her kan gummistøvlerne parkeres efter dagens havearbejde. Det er skønt for sjælen, og godt for de ekstra vinterkilo, at komme i gang igen i haven 🙂

Article
12 comments

Klar, parat, sæsonstart

Jeg har knoklet løs de sidste par uger for at få gjort staudebedene og køkkenhaven forårsklar. Især køkkenhaven er jeg kommet sent i gang med. Det gør nu ikke så meget for det har været sådan et iskoldt forår, at det faktisk først er nu, der kan sås for alvor. Men det er altid super tilfredsstillende, når køkkenhaven er ryddet og gjort klar til sæsonen. Det giver energi til en masse andet havearbejde 😉

Det er jordbær i forgrunden og hvidløg til højre. I midten har jeg et rudeformet bed kantet med purløg. Der skal være et plantestativ med stangbønner i midten. Bagerst er der solbær, ribs hindbær, blåbær og jordbærrabarber.

Jeg har en køkkenhave mere i Hønsegården (det stykke jord, som jeg har lejet af naboen). Her har jeg også jordbær.

Og kæmperabarber.

Her er Hønsegården set fra den anden ende. Til venstre har jeg løgmarken. Det er alle de løg, som jeg har gravet op af et bed, som skulle omlægges. Når jeg kan se, hvad det er, og hvilken farve de har, bliver de flyttet ind i blomsterbedene. Jeg har flyttet vintergækker, dorothealiler, scilla og de første tulipaner.

Her er lige et billede af tulipanfloret i et af bedene i haven. Det er Blue diamond og resten er ikke navngivet, men senere kommer der i hvert fald Mount tacoma og Angelique. Pæonerne er godt på vej og judaspengene blomstrer. Der dukker noger nyt op hver dag, og det er bare sådan forår er 😀