Article
0 comment

En klog bog i farver

Forside, Design din have med farver

 

Annaoriginal  Annaoriginal  Annaoriginal  Annaoriginal  Annaoriginal  Annaoriginal
Nina Ewald: Design din have i farver. Forlaget Nice, 2016. 128 s.

For et par uger siden udkom Nina Ewald’s nye bog “Design din have med farver”. Jeg har læst i den i flere omgange, for det er ikke en bog, man lige bliver færdig med på en gang. Det er ikke fordi, den ikke fænger. Tværtimod er den meget interessant, og så er der rigtig meget god viden at hente. Men der er meget godt læsestof, og rigeligt med stof til eftertanke. Bogen indledes med afsnit om farvelære, hvordan farver påvirker os psykologisk og farvers egenskaber. Det er rigtig interessant læsning, hvis man ikke er så vidende om det. Det er jeg ikke, og slet ikke i have sammenhæng.

Blå farver

Det med farver i haven er vel noget, vi alle tænker over, når der skal plantes, sås og lægges løg. Nogen gange lykkes det, og resultatet bliver vildt flot, i hvert fald i visse sekvenser af haven. Andre gange passer blomstringstidspunktet, løvet eller farvenuancen ikke helt med, hvad man har forestillet sig. En klassisk fejl er, at man ikke lige har tænkt på hegnets eller husets farve, når der skal købes ind på planteskolen eller i webshoppen. Men efter at have læst bogen, er jeg blevet meget mere vidende om, hvor meget farven på alt det andet også har betydning for havens udtryk. Altså hegn, mur, havemøbler, belægninger, stier og krukker. Her tænker jeg, at det er god bog at slå op i, når der skal vælges nyt. Man har en tendens til at vælge det sikre, og måske lidt kedelige. Her er bogen fuld af gode eksempler på farvesammensætninger.

Grønne havemøbler

Planternes farver og bedsammensætninger fylder naturligvis meget i bogen. Det gør absolut ikke noget, for det er svært at få nok af billeder af smukke bede og planter, og her er der også masser af idéer at hente.
Nina Ewald er en garvet havebogsskribent og har en uddanelse fra Danmarks Designskole. Du kan læse mere på hendes blog og hjemmeside.

Det er en rigtig god velskrevet bog og håndbog, som får 6 anna’er, og den får en plads på min bogreol lige om lidt.

 

Article
2 comments

Et par nye forårsgule skønheder

Nu begynder det snart at trække sammen til påske, og gul hører påsken til. Men gul er ikke bare gul, og en påskelilje er ikke bare en påskelilje. Der er mange varianter af både det ene og det andet, og heldigvis for det. I dag fandt jeg en narcis, som man ikke ser så tit.

Narcis rip van wrinkle

Det var hos blomsterhandleren Liatris i Vordingborg, som er et besøg værd, hvis man er på de kanter. Der er mange fristelser og min hjembragte skønhed hedder narcis, Rip van wrinkle. Den får nu lov til at gøre sig til i en krukke, så længe den blomstrer. Jeg håber, at den kan lide forholdene i min have, så den vil dele sig, når den bliver plantet ud efter blomstringen.

Primula

Her er et indkøb fra messen i Malmø forleden. En primula er heller ikke bare en primula. Jeg har nok lidt svært ved de der storblomstrede knaldgule, så denne gule og brune synes jeg er rigtig fin.

Hvis du er til påskepynt, så varmer Birgitte (The little black house) og jeg op til påske og pinner løs

Følg os på pinterest

 

 

 

 

 

Article
5 comments

De barbielyserøde

Nogen gange opdager man, at man kan holde rigtig meget af noget, som man egentlig ikke troede, man kunne lide. Jeg har det sådan med farven barbielyserød. Jeg ville betakke mig meget for at have sofapuder eller gardiner i den farve. Man ville nok heller aldrig se mig i et par bukser i den nuance. Men jeg har en rose, som jeg holder meget af, og det er Comte de Chambord. Den har lige præcis den farve.

Comte de Chambord knopper

Den er utrolig smuk både i knop og blomst, og har blade i en lys grøn farve, som forstærker den lyserøde farve. Den dufter også helt skønt, som nu roser skal.

Comte de Chambord Comte de Chambord1

Sådan lidt ved et tilfælde er geranien Rose Clair blevet til bunddække i bedet, og den passer helt fint til.

Lyserød pæon

Lige i nærheden står en pæon, som jeg ikke kan navnet på. Den er stor og flot og har den samme farve.

Så barbielyserød kan også være flot 😉

Article
5 comments

Det er jo derfor, man har dem i haven

Jeg føler mig rig, når jeg i januar kan gå i haven og hente blomster til vaserne. De skal lige have en uges tid i varmen, før de springer ud, men så har man også masser af gule blomster.
Forsythia
Det er jo derfor, at man har forsytia i haven. I hvert fald mig. Jeg er gennem årene kommet til at holde af gult i haven. Men den meget gule forsythia er hård for øjnene i forårshaven. Der er jeg mest til de sart gule nuancer, så forsythiaen er ikke en elsket busk på det tidspunkt. Senere på sæsonen går det helt fint med den gule farve, og i efteråret er den helt uundværlig.
Lige nu blive jeg varm og glad i låget, når jeg kommer ind ad min hoveddør, for på kommoden i entréen står der en vase fuld af grene med de guleste udsprungne forsythiablomster.

Article
4 comments

Efterårsrødt

Der er virkelig knald på farverne i naturen nu. Det er den store finale i rødt, orange og gult før det hele ender i brun eller hvid vinter. Jeg er til farver, og i år er det rød. Det skifter lidt. For et par år siden skulle al ting være lilla. Blomster, puder, gavepapir og servietter. Så kom den turkisgrønne periode efterfulgt af petroliumsgrøn. Det gik blandt andet ud over et sofabord, et havebord og og et par hylder. Men i år er det de røde nuancer, og helst de skrappe af dem. Det har betydet, at årets ærteblomster er røde, den nye vandkande blev rød og kameraets fokusering ender i rødt.
frøkenhat
Frøkenhatten her stikker stolt op igennem parykbuskens røde blade, og til højre kan sølvlysets mørkerøde blade svagt anes. Det her er midt i årets røde bed, som tidligere har haft tulipaner, perlehyacinter, akelejer, digitalis, vejbred og valmuer i de røde og bordeaux farver.
paradisæble
Paradisæbletræet er næsten ved at få overbalance af de mange knaldrøde æbler i år. Sidste år var første år med frugt, og der var kun en håndfuld, men nu er der gevindst.
Lathyrus Buccaneer
Lathyrus Buccaneer har jeg vist flere gange på bloggen i år, og den er stadig fantastisk. Lidt grågul i bentøjet her i oktober, men den blomstrer lystigt videre. Den første nattefrost kom forbi for en uge siden, men jeg sprøjtede vand ud over lathyrus og dahlia aftenen før, og de klarede sig uden mén. Forruden på bilen måtte skrabes for is, så det var nok godt, at jeg havde taget mine forholdsregler 😉
krans
Sankthansurten er uundværlig her om efteråret. Den står flot i haven nu, og den holder i lang tid, hvis man tager den ind i vaser. Men den er også god i dekorationer og kranse. Her er hoveddøren pyntet i anledning af havedagen forleden.

Julen bliver nok også rød her huset i år, men det er jo heller ikke værst 😀

Article
2 comments

I det røde hjørne

Farver i haven og i særdeleshed farver på blomster er noget de fleste har en mening om, hvad enten man er havemenneske eller ej. Forleden foreslog pedellen på mit arbejde, at vi skulle plante flere fredløs i et hjørne, fordi de var så gode til at passe sig selv og lyste godt op med sin gule farve. Jeg synes det var en god idé, men straks var der en anden kollega, som erklærede, at hun ikke kunne fordrage gule blomster. Jeg har selv været ret gul-forskrækket i min have, men har med tiden fundet ud af, at det giver mere liv og variation med farver. Rød er en anden farve, som kan være lidt kontroversiel.
Det røde hjørne
I år har jeg fået et rødt hushjørne. Jeg har i årevis gjort det i de lilla, grønne og hvide nuancer her på hjørnet ved bryggersdøren. Sidste år havde jeg også den lysegule Italian white solsikke på den anden side af bryggersdøren. Det var alt sammen meget pænt, næsten for pænt til de grå pussede mure, så i år trængte jeg til noget rødt!
Krukker er oplagte til at dyrke sine lige nu passioner i. De skal have nye planter hvert år, så hvis jeg får nok af rødt, finder jeg bare på noget nyt næste år.  Der er lathyrus, chokoladecosmos, dahlia, bellis, citrontimian og oregano i krukkerne. De to sidstnævnte klipper jeg, så de ikke blomstrer. De er er der bare for deres fine blade.
Lathyrus buccaneer
Den knaldrøde lathyrus Buccaneer er lige begyndt at springe ud, og når den kommer i fuldt flor, så bliver den mere rød end vandkanden 😉
dahlia
Den smukke Dahlia fik jeg i gave for en måneds tid siden, og den leverer masser af blomster nu.
Chokoladecosmos
Chokoladecomos passer også fint sammen med de andre røde.

Nede langs husmuren har jeg en anden krukkesamling. Det er krydderurter allesammen og flere af salvierne har også nogle flotte røde blomster bl.a. solbærsalvien.
appelsinsalvie
Her er det appelsinsalvien med de næsten selvlysende røde blomster. Billedet er fra sidste år, for den er endnu ikke sprunget.

Ha’ en skøn weekend og nyd alle farverne i haven.