Article
4 comments

Erantis inde og ude

Min yndlingsblomst er ikke en bestemt blomst. Det er den blomst, som lige nu blomstrer eller er på vej. Det er ikke fordi, at jeg er ligeglad og bare tager, hvad der kommer. Det er nærmest tværtimod. Jeg begejstres over naturens foranderlighed og årstidernes gang, og jeg glæder mig helt vildt over det, der er på vej.

Lige nu er det erantis, Eranthis hyemalis. De er ikke helt sprunget ud, men lige ved og næsten. De står helt generte med bukkede hoveder og venter på solens varme, så de kan folde sig ud. De er meget smukke og meget gule. Man skal helt ned på hug for at se dem så tæt på. Det skal man også unde sig, for man bliver næsten lykkelig over sådan nogle januarblomster i den brune jord. Jeg begejstres i hvert fald.

Man kan købe masser af forårsløg til at sætte indendørs nu. Det er skønt, og den fornøjelse dyrker jeg gerne. De kan jo plantes ud i haven bagefter. Men det er ikke helt det samme, som det der gror ude lige nu ude i haven. De er bare det smukkeste og ærligste.

Jeg har taget et par stykker ind i vindueskarmen. Det er her hverdagshavelivet leves indtil videre. Det er stadig mørkt når jeg tager på arbejde, og når jeg kommer hjem. Derfor har jeg også nydt weekenden i haven uden at pille alt for meget.

Hvis du vil vide mere om erantis, så er der en god artikel havenyt.dk.

Article
4 comments

Årets første frokost i havestuen

Det har været det skønneste vejr i dag. Solen har skinnet præcis nok til at få temperaturen i havestuen op på brugbare grader, til at vi har kunnet sidde og nyde vores frokost der. Så mærker man foråret banker på. Der er kun forsigte bank endnu, og frosten har godt tag i nætterne og lidt af dagene i den kommende uge. Men altså dagene bliver længere og længere, og det er bare så skønt.

Frokost i havestuen

Her er beviset på frokosten. Ikke noget stylet billede. Det er bare frokost i havestuen med nydning i fokus uden alt for mange dikkedarer. De fine tete á tete har også nydt de gode temperaturer og blomstrer lystigt. De skulle egentlig bare opbevares her, til jeg skulle bruge dem indendøre, men jeg havde lige glemt, hvor varmt der bliver i solskin i februar.

Termometer

Ikke de vilde grader, men nok til nydning.

Erantis

Udenfor har solen også varmet, så nattens frost er blevet til dråber på erantis og vintergækker. Det er endnu for tidligt at fjerne blade i bedene. De beskytter de spirerende planter mod frosten, især barfrost om foråret kan være hårdt for dem. Men jeg fjerner lidt rundt om de tidligeste forårsløg som erantis, vintergækker og krokus, så de kan ses.

Article
8 comments

Årest første høst fra haven

I dag er det 4 graders frost, og jeg har ikke været i haven. Det var jeg til gengæld for et par dage siden, og der hentede jeg lidt fra køkkenhaven til en urtecreme.

Bronzefennikel Persille Vårsalat

Bronzefennikel, persille og vårsalat. Sidstnævnte, som også kaldes feldsalat, vokser lidt rundt omkring. Den selvsår sig flittigt, så jeg har kun sået den én gang, og nu er den der altid, når jeg skal bruge den. Det er f.eks. nu, hvor der ikke er det store udvalg. Du kan læse mere om den på Havenyt. Det er vist egentlig lidt tidligt, at den er der, men decembervarmen har jo fået flere til at stikke næsen op.

Rabarber

Som rabarberen her. Jeg tror ikke, at den er så vild med dagens frost, så den må nok vente lidt med at sende flere skud, hvis de skal blive til noget. Men et smukt syn var den d. 1. januar.

Erantis

Det var erantissen også. Jeg var meget tæt på at grave den op og sætte den i en potte indendørs. Men jeg styrede mig. Den er smukkere i naturen, og den skal nok vende hovedet opad, når frosten igen slipper sit tag.

 

Article
6 comments

Nyt i krukkerne

Hvert år har jeg et indlæg med titlen “Nyt i krukkerne”. Sidste år var det d.1. april, året før d. 11. marts og i år bliver det d. 16. februar. Vi har et mildt forår i år, når det allerede er nu, og det er ikke bare fordi, at jeg har fået forårskuller. Det er mildt. I sidste weekend lagde jeg mærke til, at hornvioler fra sidste år blomstrede i en krukke. Vintergækker og erantis blomstrer på liver løs, og der er plusgrader i dagtimerne, og meget få nætter med nattefrost. Man kan godt skifte ud i krukkerne nu.

Hornviolerne kan sagten klare sig, selv om der kommer lidt nattefrost ind imellem. Det kan erantis også, så jeg gravede lidt spirer op fra haven. Det er jo ganske gratis og de holder længe, når temperaturen holder sig under de tocifrede grader

Det blev også til lidt krukker med indkøbte krokus og vintergækker fra haven. De klarer sig alle fint med lidt frost ind imellem, og hvis vinteren igen skulle vise sig fra den hårde side, så kommer der bare nyt i krukkerne igen 😉

Article
2 comments

En hundekold søndag

Det har været bidende koldt i dag. Ja, ikke sådan på termometeret. Det har været lige omkring frysepunktet, og det har hverken regnet eller sneet. Der ligger heller ikke noget sne her, som andre steder i landet. Normalt noget der nok kunne lokke et havemenneske ud i januarhaven. Hvis det bare ikke var for den stride blæst, som har varet i flere dage. Den går gennem marv og ben og føles, som mange graders frost. I morges, da jeg trak gardinerne fra, så jeg til min store overraskelse, at erantisserne var på vej op lige udenfor soveværelsesvinduet.
Erantisspirer
På det tidspunkt havde jeg en idé om, at det kunne være fedt med en times tid i haven. Måske grave lidt spirer op og sætte i potter indendørs. Rydde lidt op foran bryggersdøren, hvor ugens afblomstrede tulipaner og grene fra vaserne er smidt, da jeg efter arbejde i mørke ikke gider rende helt ned på komposten med dem.
Jeg kom i tøjet og startede med en tur ud til postkassen og skraldespanden. Tog kameraet og begyndte at tage billeder af erantispirerne, og så var jeg ellers ved at være kureret for udendørslivet. Det var bare for koldt!
erantis
Jeg fik aldrig gravet nogen spirer op eller bevæget mig ned på komposten. Det blev bare en indendørs søndag, hvor jeg fik bagt en kage, set lidt skiløb i TV(elsker at se langrend, men gider ikke se andet sport på TV) og egentlig ikke ret meget andet. Bare slappet af.