Article
2 comments

En sidste buket til Hanne

Hanne fra havebloggen Hanne i haven har desværre forladt os. Hun gik bort i onsdags og skal bisættes i dag. Derfor sender jeg denne bårebuket som en sidste hilsen.
Buketten
Hanne var på trods af meget sygdom en af de sejeste og livsglade mennesker, jeg har kendt. Hun var aktiv i haven og i bloglivet lige til det sidste. Dagen før hun døde, lagde hun en kommentar her på bloggen. Det er et godt minde at have.
Hanne har en gang sagt, at den smukkeste blomst er den, der blomstrer lige nu.

Kære Hanne, derfor er din bårebuket fra mig bundet af dagens blomster fra haven: løvemund, dusksalvie, lammeøre og sankthansurt.

Hvil i fred

Vi er mange havebloggere, som i dag på dette tidspunkt lægger en bårebuket til Hanne på vores haveblog. De kan ses samlet på bloggen “En landliggers dagbog“, hvor vi i løbet af dagen vil oploade vores digitale bårebuket.

Article
14 comments

Pas på frosten og katten

Nu har de varslet let nattefrost, så jeg skal ud og flytte krukker med dahlia og sommerblomster under halvtag, når jeg kommer hjem fra arbejde. Jeg skal også have gravet solbærsalvien, citronverbenaen og et par af de andre sarte op og sat i potter i havestuen.
Mange af sommerblomsterne kommer til at takke af, så jeg skal plukke en kæmpe stor buket med stolte kavalerer, dusksalvie, dahlia, ærteblomster og de andre som blomstrer. Der er sikkert nogle af dem, som klarer den lette nattefrost, men for andre vil dagen i dag være årets afdansningsbal. I køkkenhaven skal jeg hente courgetter, tomater og bønner. Der er masser af dem endnu, men de vil ikke kunne klare frost.

I køkkenhaven har jeg sikret mit nysåede og nysatte hvidløgs-persillebed mod en anden fare. Det er nabokattene. Vi har forskellige opfattelser af, hvad sådanne nyrevne og nysåede bede skal anvendes til 😉

Article
12 comments

En morgentur i haven

Der kom en del vand fra oven i går, og det var godt. Haven trængte til det. Jeg tog en tur rundt med kameraet i den fugtige have her til morgen. Der er en særlig stemning over morgener, når disen er tæt på. Ikke så mange ord i dag, men mange billeder.

Hostaerne står så flot nu.

Her blomsten tæt på.

Violfrøstjerne med edderkoppespind.

Hedebjergmynte

Klokkeranken blomstrer endnu ikke, men det gør den afrikanske lilje stadig.

Klokkeranken på vej over taget 😉

Grønt og gult. Skønhedsøje, Coreopsis verticillata på spring.

I køkkenhaven snor slangehvidløgene sig kunstfærdigt.

Ind imellem hinanden og i rækker.

De gule løg er ved at blive store og har lidt meget konkurrence af koriander.

Dild i blomst.

Bredbladet persille i fuldt flor.

I skærehaven begynder Isabellabedet at ligne noget.

Den pink dusksalvie er en velkommen selvsåning.

Jomfru i det grønne.

Astrid Lindgren for lov til at afslutte rundturen. Hvis nogen tænker, at den have trænger vist til lidt kærlig pleje, så vil jeg sige, at jeg nyder min have for tiden (jeg har ikke andre valgmuligheder). Den har bare fået lidt mere cottagelook, og det er dejligt 😉

Article
13 comments

Nyt bed med kulør på

Nye bede kan være lidt tamme at se på indtil de vokser til. Men sommerblomster kan hurtigt få det til at se ud af noget.

Det her er er et bed som blev gravet ud af græsplænen i april måned. Der er plantet en amerikansk blærespirea, Physocarpus ‘diablo’, som ses bagerst i billedet. Det bliver en stor kraftig busk med årene, men lige nu fylder den ikke så meget. Det er også meningen, at der skal være nogle stauder. Jeg har ikke helt bestemt mig for hvilke, så bedet er blevet plantet til med mine forspirede sommerblomster fortrinsvis i den rosarøde skala. Det er blevet et bed med bid i 😉

Rød rævehale, Amaranthus Caudatus,er en af dem. Den er meget dekorativ med sin røde hale, og også god i buketter.

Pink dusksalvie, Salvia viridis ‘Pink sunday’ er også fin. Jeg sår den hvert år inde, men den sår også sig selv rundt i haven.
I bedet er der også plantet store cremefarvede tagetes og hvid løvemund, som ses i baggrunden. Al den megen regn har nok gjort sit til, at det hele ser så frodigt ud lige nu. De her planter har haft godt af det. Men min køkkenhave og jeg kunne nu godt snart trænge til lidt sol og varme 😉